København, 26. november 2015

CASA A/S vinder for vækstpræstation i Danmark

  • Share

CASA A/S vinder kategorien Growth DK ved EY Entrepreneur Of The Year for sin succes og resultater på det danske marked. Der er tale om en enestående væksthistorie og en virksomhed, der virkelig haft fart på udviklingen i Danmark.

I kategorien Growth DK hylder EY de virksomheder, hvis vækstpræstationer primært har fundet sted på hjemmemarkedet. For dette års vinder, entreprenør- og ejendomsudviklingsvirksomheden CASA A/S fra Horsens, er det bestemt tilfældet. De seneste år har der været betydelig fart på udviklingen med en imponerende vækst på det danske marked.

”Dette års vinder er en særdeles veldrevet virksomhed, hvis udvikling bliver spændende at følge i de kommende år. Der er tale om en enestående væksthistorie og en enestående entrepreneur i form af Michael Mortensen, der allerede som ganske ung var særdeles arbejdsom og vækstfokuseret”, siger Søren Smedegaard Hvid, partner i EY og direktør for EY Entrepreneur Of The Year.

CASA bygger i hele Danmark og opfører alle former for byggerier i total- og hovedentreprise, herunder større boligprojekter, detailbutikker, domicilejendomme, bilhuse og logistikejendomme. CASA A/S udvikler også egne projekter og er senest gået aktivt ind på OPP-markedet med god succes.

Ud over at dette års vinder er en relevant og respekteret spiller på det danske marked, hæfter juryen sig bl.a. ved CASA’s evne til at skabe arbejdspladser – ikke kun i virksomheden, men også hos rådgivere og underentreprenører på byggerierne. 

”I en stadig mere globaliseret verden er der et stigende behov for at hylde de virksomheder, der leverer, servicerer – og ikke mindst skaber arbejdspladser – i deres nærmiljø. CASA har om nogen vist vejen til, at vækstmulighederne ligger lige om hjørnet – også indenfor landets grænser”, siger Søren Smedegaard Hvid.

Stærkt felt
CASA A/S vinder foran to andre virksomheder, der også var nomineret til prisen Growth DK:

  • Netcompany A/S, der leverer forretningskritiske it-løsninger og rådgivning og hjælper kunderne med at opnå markante forretningsfordele og effektiviseringer ved at udnytte den nyeste teknologi. Fokusområderne er forretningsapplikationer, portaler og systemintegration, systemforvaltning og drift. Netcompany er desuden vinder af regionskåringen i København.
  • WhiteAway A/S, der er Skandinaviens førende online og omni channel forhandler af hvidevarer. Virksomheden har et innovativt E-commerce mindset, stærkt kundefokus og succes med at vende et ældre retailkoncept til succesfuld omni-channel forretning.
      

Om EY Entrepreneur Of The Year

EY Entrepreneur Of The Year er verdens største konkurrence for vækstvirksomheder og en hyldest til de dygtigste og mest innovative vækstskabere.

I 2015 er der 1.041 virksomheder i Danmark, der møder kravene for deltagelse: Entrepreneuren er indehaver af et aktie-, anpartsselskab eller lignende, virksomheden har eksisteret i min. tre år, seneste regnskab viser positivt resultat og positiv egenkapital, virksomheden har min. 20 ansatte og haft vækst i antallet, virksomheden har haft min. 15 procent vækst i omsætning eller bruttoavance.

En uafhængig jury af erhvervsfolk kårer 6 vindere i regionerne, som går videre til landsfinalen.

Vinderen kåres ikke kun ud fra virksomhedens evne til økonomisk vækst, men ud fra en vurdering af flere parametre, bl.a. entrepreneurens rolle, værdier, ledelse og samfundsmæssige engagement.

Ved landskåringen i EY Entrepreneur Of The Year uddeles priser i kategorierne: Growth DK, Globalization, Innovation, Start-up, Cleantech, Life Sciences samt Æresprisen og landsvinderen kåres.

Vinderen af EY Entrepreneur Of The Year 2015 kvalificerer sig til verdensmesterskabet EY World Entrepreneur Of The Year i Monaco i 2016.

EY Entrepreneur Of The Year arrangeres i flere end 50 lande og er dermed verdens største vækstskaberkonkurrence, der internationalt afholdes for 30. gang i år.

Samarbejde i Danmark: Hovedsamarbejdspartner: Jyske Bank. Øvrige samarbejdspartnere: Dansk Erhverv, Berlingske Business, Connect Denmark.