København, 26. november 2015

CASA A/S landsvinder ved EY Entrepreneur Of The Year 2015

  • Share

Dette års mest entreprenante virksomhed er CASA A/S, som er kåret til EY Entrepreneur Of The Year 2015. Den Horsensbaserede entreprenør- og ejendomsudviklingsvirksomhed skal dermed repræsentere de danske farver ved World EY Entrepreneur Of The Year i Monaco i 2016, hvor flere end 50 lande vil dyste om sejren.

Titlen som EY Entrepreneur Of The Year i Danmark gives til den virksomhed og den person, der på bedste vis formår at forene en stærk forretningssans med vækstskabelse og udvikling, og hvor entrepreneurens rolle, værdier og ledelse sætter et markant præg på virksomhedens position og resultater.

CASA A/S, der udvikler og bygger både boliger, erhvervsejendomme og offentlige byggerier i hele Danmark, vinder titlen i år. CASA A/S udvikler også egne projekter og er senest gået aktivt ind på OPP-markedet med god succes.

”Dette års vinder er en enestående entrepreneur og serie-iværksætter. Med grundlægger, bestyrelsesformand og hovedaktionær i CASA, Michael Mortensen hylder vi derfor ikke blot en virksomhed i vækst, men en mentalitet. Michael Mortensen er en rollemodel for den kommende generation af entrepreneurer,” siger Søren Smedegaard Hvid, partner i EY og direktør for EY Entrepreneur Of The Year.

Michael Mortensen stiftede som 14-årig sit første selskab med hjælp fra en advokat, da han ikke selv var myndig. Og siden har han været særdeles arbejdsom og vækstfokuseret. Den virkelyst og vilje er vigtige faktorer i EY Entrepreneur Of The Year.

Juryen hæfter sig desuden ved, at der er tale om en særdeles veldrevet virksomhed, som de seneste år virkelig har haft fart på udviklingen. En udvikling, som juryen ser et stort potentiale for at videreudvikle i de kommende år. Samtidig er dette års vinder er en relevant og respekteret spiller på det danske marked.

”Der er ikke kun tale om en virksomhed, der kan skabe betydelig vækst i omsætning og indtjening, men som også skaber arbejdspladser – ikke kun i virksomheden, men også hos rådgivere og underentreprenører på byggerierne”, siger Christian Frigast, juryformand.
 

Årets nominerede virksomheder

De nominerede til årets EY Entrepreneur Of The Year er vinderne af de seks regionskåringer, hvor CASA A/S vandt region Midtjylland. De øvrige regionsvindere i 2015 er:

  • Nordjylland: Trackunit A/S, der udvikler og producerer avancerede flådestyringsløsninger, som hjælper virksomheder i hele verden med at styrke drift og bundlinje. Produkterne bygger på GPS- og GSM-teknologi og giver brugerne adgang til vigtige performance data fra maskiner og køretøjer.
  • Syd- og Sønderjylland: Ib Laursen A/S, der er en familievirksomhed, grundlagt på godt købmandskab og evnen til at spotte nye trends og tendenser, tilsat en stor portion kreativitet. Virksomheden ønsker sund vækst, der er selvfinansieret.
  • Fyn: Odense Maritime Technology A/S, der fokuserer på design af brændstofeffektive skibe, som bygges på licens af en række skibsværfter. Derudover arbejder Odense Maritime Technology med opgradering af eksisterende skibe for at nedbringe brændstofforbruget og overholde nye miljøregler.
  • Sjælland: Svendsen Sport A/S, der udvikler og sælger sportsfiskeriudstyr. Virksomheden har efter en dyb krise i 2008/09 vendt virksomheden 180 grader rundt, og har i kraft af ægte innovation og omfattende brug af sociale medier skabt en formidabel vækst i både top- og bundline.
  • København: Netcompany A/S, der leverer forretningskritiske it-løsninger og rådgivning og hjælper kunderne med at opnå markante forretningsfordele og effektiviseringer ved at udnytte den nyeste teknologi. Fokusområderne er forretningsapplikationer, portaler og systemintegration, systemforvaltning og drift.
      

Om EY Entrepreneur Of The Year

EY Entrepreneur Of The Year er verdens største konkurrence for vækstvirksomheder og en hyldest til de dygtigste og mest innovative vækstskabere.

I 2015 er der 1.041 virksomheder i Danmark, der møder kravene for deltagelse: Entrepreneuren er indehaver af et aktie-, anpartsselskab eller lignende, virksomheden har eksisteret i min. tre år, seneste regnskab viser positivt resultat og positiv egenkapital, virksomheden har min. 20 ansatte og haft vækst i antallet, virksomheden har haft min. 15 procent vækst i omsætning eller bruttoavance.

En uafhængig jury af erhvervsfolk kårer 6 vindere i regionerne, som går videre til landsfinalen.

Vinderen kåres ikke kun ud fra virksomhedens evne til økonomisk vækst, men ud fra en vurdering af flere parametre, bl.a. entrepreneurens rolle, værdier, ledelse og samfundsmæssige engagement.

Ved landskåringen i EY Entrepreneur Of The Year uddeles priser i kategorierne: Growth DK, Globalization, Innovation, Start-up, Cleantech, Life Sciences samt Æresprisen og landsvinderen kåres.

Vinderen af EY Entrepreneur Of The Year 2015 kvalificerer sig til verdensmesterskabet EY World Entrepreneur Of The Year i Monaco i 2016.

EY Entrepreneur Of The Year arrangeres i flere end 50 lande og er dermed verdens største vækstskaberkonkurrence, der internationalt afholdes for 30. gang i år.

Samarbejde i Danmark: Hovedsamarbejdspartner: Jyske Bank. Øvrige samarbejdspartnere: Dansk Erhverv, Berlingske Business, Connect Denmark.