Pressemeddelelse: København, 29. oktober 2015

Vækstvinder skaber succesfuld omstilling

  • Share

Troen på at skabe noget helt nyt og unikt i en branche kan række langt, hvis der er ideer, passion og en stærk forretningsmodel. Årets vinder på Fyn er et godt eksempel på, hvordan den viden, der er blevet aflejret i Danmark efter vores værftsindustri for år tilbage uddøde kan udnyttes til nye konkurrencedygtige forretninger, der med det samme har global rækkevidde.

Prisen som EY Entrepreneur Of The Year i region Fyn går i år til Odense Maritime Technology A/S - en virksomhed, der fokuserer på at designe skibe til både bulk og container markedet, samt forskellige løsninger til eksisterende skibe, bl.a. ud fra patenter på skrogtyper, skruer mv. Virksomheden og dens adm. direktør og medstifter, Kåre G. Christiansen, blev hyldet ved et arrangement i Odense den 29. oktober 2015.

- ”Virksomheden bygger på en arv og en industrihistorie, men evnen til at drive en profitabel forretning – den må man tilskrive virksomheden og godt entrepreneurskab. Fyn og hele Danmark kan være glade for og stolte af, at det kan lade sig gøre at omstille og udvikle industriproduktion til ny viden, der kan sælges globalt,” siger Brian Skovhus Jakobsen, partner i EY og regionsansvarlig i EY Entrepreneur Of The Year for Fyn.

Baseret på viden og innovation
I sin begrundelse for prisen fremhæver juryen, at årets vinder har en innovativ forretningsmodel og har formået at have et godt blik for et ”hul” i markedet, hvor der har været afsæt for høj vækst gennem flere år. Det kendetegner meget ofte de vækstvirksomheder, der kan være med i konkurrencen.

- ”De virksomheder, der har succes, har en stærk forretningsidé og har ofte set nogle muligheder, som andre ikke har set eller ikke er lykkedes med. EY Entrepreneur Of The Year er en hyldest til de vækstdynamoer, der har gåpåmod og viljen til at lykkes, og deres betydning for samfundsudviklingen,” siger Søren Smedegaard Hvid, partner i EY og direktør for EY Entrepreneur Of The Year.

Ved kåringen var Odense Maritime Technology A/S oppe mod fire stærke nominerede virksomheder i regionen, som også blev hyldet ved festlighederne: Carl Hansen & Søn Møbelfabrik A/S, Orskov Foods A/S, Scangrip A/S og Trade Point A/S.

Med sejren er Odense Maritime Technology A/S klar til landskåringen, som finder sted i Bella Center den 26. november. Her bliver det afgjort, hvilken af de seks regionsvindere, der skal repræsentere Danmark ved EY World Entrepreneur Of The Year i Monaco til næste år.
 

Om EY Entrepreneur Of The Year

EY Entrepreneur Of The Year er verdens største konkurrence for vækstvirksomheder og en hyldest til de dygtigste og mest innovative vækstskabere.

I 2015 er der 1.041 virksomheder i Danmark, der møder kravene for deltagelse: Entrepreneuren er indehaver af et aktie-, anpartsselskab eller lignende, virksomheden har eksisteret i min. tre år, seneste regnskab viser positivt resultat og positiv egenkapital, virksomheden har min. 20 ansatte og haft vækst i antallet, virksomheden har haft min. 15 procent vækst i omsætning eller bruttoavance.

En uafhængig jury af erhvervsfolk kårer 6 vindere i regionerne, som går videre til landsfinalen.

Vinderen kåres ikke kun ud fra virksomhedens evne til økonomisk vækst, men ud fra en vurdering af flere parametre, bl.a. entrepreneurens rolle, værdier, ledelse og samfundsmæssige engagement.

Vinderen af EY Entrepreneur Of The Year 2015 kåres den 26. november og kvalificerer sig til verdensmesterskabet EY World Entrepreneur Of The Year i Monaco.

EY Entrepreneur Of The Year arrangeres i flere end 60 lande og er dermed verdens største vækstskaberkonkurrence, der internationalt afholdes for 30. gang i år.

Samarbejde i Danmark: Hovedsamarbejdspartner: Jyske Bank. Øvrige samarbejdspartnere: Dansk Erhverv, Berlingske Business, Connect Denmark.