Pressemeddelelse: København, 4. november 2015

CASA A/S er vækstvinder i Midtjylland

  • Share

Med en solid vækst i antallet af vækstvirksomheder i Region Midtjylland udfordrer midtjyderne Københavns position som den stærkeste region. Antallet af vækstvirksomheder vokser med 43 % i regionen i år, men det betyder så også stærk konkurrence om prisen som regional vinder, og ved kåringen onsdag aften var det CASA A/S, der løb med titlen som EY Entrepreneur Of The Year i region Midt.

CASA A/S er en entreprenør- og ejendomsudviklingsvirksomhed, der udvikler og bygger både boliger, erhvervsejendomme og offentlige byggerier i hele Danmark. De seneste år har der virkelig været fart på udviklingen.

- ”På blot otte år har CASA A/S udviklet sig til en relevant og respekteret spiller på det danske marked og samarbejdspartner for en række professionelle danske og internationale bygherrer. Juryen påpeger, at der ikke kun er tale om en virksomhed, der kan skabe betydelig vækst i omsætning og indtjening, men som også skaber arbejdspladser – ikke kun i virksomheden, men også hos rådgivere og underentreprenører på byggerierne,” siger Mads Meldgaard, partner i EY og regionsansvarlig i EY Entrepreneur Of The Year for Region Midtjylland.

Entrepreneur-mentalitet
Juryen hæftede sig særligt ved, at vinderen i år er en enestående entrepreneur, og at de ved at uddele årets pris til en serie-iværksætter ikke kun hylder en virksomhed i vækst, men en mentalitet. Grundlægger, bestyrelsesformand og hovedaktionær i CASA, Michael Mortensen, stiftede som 14-årig sit første selskab med hjælp fra en advokat, da han ikke selv var myndig. Og siden har han været særdeles arbejdsom og vækstfokuseret. Den virkelyst og vilje er en vigtig faktor i EY Entrepreneur Of The Year.

- ”De virksomheder, der har succes, har en stærk forretningsidé og har ofte set nogle muligheder, som andre ikke har set eller ikke er lykkedes med. EY Entrepreneur Of The Year er en hyldest til de vækstdynamoer, der har gåpåmod og viljen til at lykkes, og deres betydning for samfundsudviklingen,” siger Søren Smedegaard Hvid, partner i EY og direktør for EY Entrepreneur Of The Year.

Ved kåringen var CASA A/S oppe mod fire stærke nominerede virksomheder i regionen, som også blev hyldet ved festlighederne: Dansk Design Management A/S, Dansk IngeniørService A/S, Pindstrup Mosebrug A/S og WhiteAway A/S.

Med sejren er CASA A/S klar til landskåringen, som finder sted i Bella Center den 26. november. Her bliver det afgjort, hvilken af de seks regionsvindere, der skal repræsentere Danmark ved EY World Entrepreneur Of The Year i Monaco til næste år.
 

Om EY Entrepreneur Of The Year

EY Entrepreneur Of The Year er verdens største konkurrence for vækstvirksomheder og en hyldest til de dygtigste og mest innovative vækstskabere.

I 2015 er der 1.041 virksomheder i Danmark, der møder kravene for deltagelse: Entrepreneuren er indehaver af et aktie-, anpartsselskab eller lignende, virksomheden har eksisteret i min. tre år, seneste regnskab viser positivt resultat og positiv egenkapital, virksomheden har min. 20 ansatte og haft vækst i antallet, virksomheden har haft min. 15 procent vækst i omsætning eller bruttoavance.

En uafhængig jury af erhvervsfolk kårer 6 vindere i regionerne, som går videre til landsfinalen.

Vinderen kåres ikke kun ud fra virksomhedens evne til økonomisk vækst, men ud fra en vurdering af flere parametre, bl.a. entrepreneurens rolle, værdier, ledelse og samfundsmæssige engagement.

Vinderen af EY Entrepreneur Of The Year 2015 kåres den 26. november og kvalificerer sig til verdensmesterskabet EY World Entrepreneur Of The Year i Monaco.

EY Entrepreneur Of The Year arrangeres i flere end 60 lande og er dermed verdens største vækstskaberkonkurrence, der internationalt afholdes for 30. gang i år.

Samarbejde i Danmark: Hovedsamarbejdspartner: Jyske Bank. Øvrige samarbejdspartnere: Dansk Erhverv, Berlingske Business, Connect Denmark.