Pressemeddelelse: København, 4. november 2015

Fra en enkelt butik til storleverandør i Europa

  • Share

Prisen som EY Entrepreneur Of The Year i region Syd- og Sønderjylland går i år til Ib Laursen ApS. Virksomheden, der er etableret i 1972, designer og forhandler brugskunst, der matcher den nordiske designtradition.

Det startede med en butik i Ribe med møbler og boliginteriør. Siden har virksomheden udviklet sig til at blive en af Skandinaviens største engrosleverandører på sit felt. I 2007 overtog Peter Laursen aktiemajoriteten efter et længe planlagt generationsskifte og blev ved samme lejlighed adm. direktør efter sin far, Ib Laursen.

- ”Juryen påpeger, at det er en vinder, der siden starten har set nye muligheder og været i udvikling - og ind i mellem er der taget store spring frem. Evnen til at opsøge muligheder ud over landets grænser er værd at fremhæve, og så er produktudvikling og sortiment meget vigtige faktorer i den branche,” siger Lars Tylvad Andersen, partner i EY og regionsansvarlig i EY Entrepreneur Of The Year for Syd- og Sønderjylland.

Omstilling og internationalisering
Hvert år kårer EY Danmarks bedste vækstskaber, og i år består flere virksomheder adgangskravet til konkurrencen – ikke mindst i Syd- og Sønderjylland, som med 53 % flere virksomheder er årets højdespringer – et stærkt comeback efter at regionen sidste år stod for den største tilbagegang på 30 %.

- ”Fremgangen er ikke mindst drevet af virksomheder, der lykkes med en større internationalisering og omstilling af deres forretning. Årets vinder i regionen er et godt eksempel på en vellykket ekspansion på nye markeder,” vurderer Lars Tylvad Andersen. Han suppleres af Søren Smedegaard Hvid, partner i EY og direktør for EY Entrepreneur Of The Year:

- ”De virksomheder, der har succes, har en stærk forretningsidé og har ofte set nogle muligheder, som andre ikke har set eller ikke er lykkedes med. EY Entrepreneur Of The Year er en hyldest til de vækstdynamoer, der har gåpåmod og viljen til at lykkes, og deres betydning for samfundsudviklingen.”

Ved kåringen var Ib Laursen ApS oppe mod fire stærke nominerede virksomheder i regionen, som også blev hyldet ved festlighederne: Hjort Knudsen A/S, ipnordic A/S, N&K Spedition A/S og Varde Laks A/S.

Med sejren er Ib Laursen ApS klar til landskåringen, som finder sted i Bella Center den 26. november. Her bliver det afgjort, hvilken af de seks regionsvindere, der skal repræsentere Danmark ved EY World Entrepreneur Of The Year i Monaco til næste år.
 

Om EY Entrepreneur Of The Year

EY Entrepreneur Of The Year er verdens største konkurrence for vækstvirksomheder og en hyldest til de dygtigste og mest innovative vækstskabere.

I 2015 er der 1.041 virksomheder i Danmark, der møder kravene for deltagelse: Entrepreneuren er indehaver af et aktie-, anpartsselskab eller lignende, virksomheden har eksisteret i min. tre år, seneste regnskab viser positivt resultat og positiv egenkapital, virksomheden har min. 20 ansatte og haft vækst i antallet, virksomheden har haft min. 15 procent vækst i omsætning eller bruttoavance.

En uafhængig jury af erhvervsfolk kårer 6 vindere i regionerne, som går videre til landsfinalen.

Vinderen kåres ikke kun ud fra virksomhedens evne til økonomisk vækst, men ud fra en vurdering af flere parametre, bl.a. entrepreneurens rolle, værdier, ledelse og samfundsmæssige engagement.

Vinderen af EY Entrepreneur Of The Year 2015 kåres den 26. november og kvalificerer sig til verdensmesterskabet EY World Entrepreneur Of The Year i Monaco.

EY Entrepreneur Of The Year arrangeres i flere end 60 lande og er dermed verdens største vækstskaberkonkurrence, der internationalt afholdes for 30. gang i år.

Samarbejde i Danmark: Hovedsamarbejdspartner: Jyske Bank. Øvrige samarbejdspartnere: Dansk Erhverv, Berlingske Business, Connect Denmark.