Pressemeddelelse: København, 27. november 2014

LEGO Koncernen vinder ærespris

  • Share

Æresprisen ved EY Entrepreneur Of The Year går i år til LEGO Koncernen for de imponerende resultater, der er skabt gennem årene og for virksomhedens position – ikke bare i Danmark – men som verdens største legetøjsproducent.

Der findes danske virksomheder, som de fleste kender navnet på – også selvom de ikke interesserer sig for erhvervslivet i al almindelighed. Det er den slags virksomheder, vi opfatter som en del af den danske kulturarv, fordi de i generationer har skabt og fastholdt arbejdspladser og bidraget til at gøre Danmark kendt verden over. Det er samtidig de virksomheder og deres ejere, der fortjener en ganske særlig hyldest og indstilles til æresprisen. I dag hædres Kjeld Kirk Kristiansen med æresprisen ved EY Entrepreneur Of The Year for sit imponerende engagement og mangeårige indsats for at udvikle LEGO Koncernen og profilere Danmark.

”Valget af Kjeld Kirk Kristiansen og LEGO Koncernen er en kombination af den aktive rolle, Kjeld har og har haft i virksomheden, og de imponerende resultater, der er skabt i koncernen gennem årene. Ved bedømmel­sen har juryen bl.a. hæftet sig ved den vedholdenhed og det engagement, der i familien er udvist for den fortsatte udvikling af virksomheden - herunder de investeringer, der er foretaget i nye markeder og produkter,” siger Jesper Ridder Olsen, partner i EY.

Sidste års prisvindere Hanni Toosbuy Kasprzak og Dieter Kasprzak fra ECCO Sko overrakte prisen til en glad og stolt Kjeld Kirk Kristiansen til stående bifald fra de ca. 800 fremmødte gæster i Bella Center i København. Med prisen følger en tur til EY World Entrepreneur Of The Year i Monaco til næste år, hvor Kjeld Kirk Kristiansen vil mødes med de øvrige modtagere af Æresprisen fra rundt om i verden.

”I dag fremstår LEGO Koncernen som et lysende eksempel på, at innovation og engagement i en familie kan skabe en global vækstvirksomhed – verdens største legetøjsproducent målt på omsætning. LEGO Koncernen er ikke blot en virksomhed, som har skabt mange arbejdspladser både i ind- og udland. Det er en koncern, som kendetegnes ved kvalitet, design og kreativitet. En virksomhed, som alle danskere er stolte af, og som gang på gang fremhæves som et lysende eksempel på entreprenørskab og familieskab, når det er bedst,” siger Jørgen Mads Clausen, formand for juryen for Æresprisen ved EY Entrepreneur Of The Year.

Danske værdier baner vejen
”LEGO Koncernen har et unikt produkt, som er kendt verden over for kvalitet, fantastisk design, kreativitet og bæredygtighed. Det er netop værdier som disse, vi gerne vil være kendte for. Og ved at brande dem på den globale scene baner de vejen for de næste mange generationer af danske iværksættere og entreprenører,” siger markedsdirektør i Dansk Erhverv Søren Friis Larsen.

Det er anden gang, der uddeles en ærespris ved EY Entrepreneur Of The Year. Første gang var i 2013, hvor ECCO Sko løb med sejren.


Om LEGO Koncernen
LEGO Koncernen er et privatejet selskab med hovedkontor i Billund. Selskabet ejes af familien Kirk Kristiansen, som grundlagde det i 1932. LEGO Koncernen beskæftiger sig med udviklingen af børns kreativitet gennem leg og læring. Med udgangspunkt i den verdensberømte LEGO® klods, som er kendt af børn verden over, forsyner virksomheden i dag børn i mere end 130 lande med legetøj, oplevelser og undervisningsmateriale. Børn verden over bruger hvert år over fem milliarder timer på at lege med LEGO klodser.

Om EY Entrepreneur Of The Year
EY Entrepreneur Of The Year er verdens største konkurrence for entreprenører i vækstvirksomheder.

I 2014 er der 812 entreprenører i Danmark, der møder kravene for deltagelse: Entreprenøren er indehaver eller medindehaver af et aktie-, anpartsselskab eller lignende, virksomheden har eksisteret i min. tre år, seneste regnskab viser positivt resultat og positiv egenkapital, virksomheden har min. 20 ansatte og haft vækst i antallet af medarbejdere i det seneste regnskabsår, og endelig har virksomheden haft min. 15 procent vækst i omsætning eller bruttoavance i det seneste regnskabsår.

En uafhængig jury af erhvervsfolk kårer 6 vindere i regionerne, som går videre til landsfinalen.

Vinderen af EY Entrepreneur Of The Year 2014 kåres og kvalificerer sig dermed til verdensmesterskabet EY World Entrepreneur Of The Year i Monaco.


Fakta om EY Entrepreneur Of The Year 2014

  • EY Entrepreneur Of The Year er en hyldest til de dygtigste og mest innovative vækstskabere.
  • EY Entrepreneur Of The Year arrangeres i flere end 60 lande og er dermed verdens største vækstskaberkonkurrence, der internationalt afholdes for 29. gang i år.
  • Vinderen kåres ikke kun ud fra virksomhedens evne til økonomisk vækst, men ud fra en vurdering af flere parametre, bl.a. entrepreneurens rolle, værdier, ledelse og samfundsmæssige engagement.

Hovedsamarbejdspartner: Jyske Bank

Øvrige samarbejdspartnere: Dansk Erhverv, Berlingske Business, Connect Denmark