Pressemeddelelse: København, 27. november 2014

Online univers vinder pris for innovation og kreativitet

  • Share

Hos MovieStarPlanet er innovation en helt central måde at drive forretning og skabe vækst på. Derfor kan online spilvirksomheden med titlen som vinder af innovations-kategorien ved aftenens EY Entrepreneur Of The Year nu også bryste sig af at være landets mest nyskabende virksomhed.

I kategorien Innovation hylder EY virksomheder og målrettede entreprenører, som har et specielt blik for innovation, og hvor deres innovative mindset har bidraget til deres position som markedsledere samt været omdrejningspunkt for vækst og udvikling.

Innovation handler om meget mere end blot skabelsen af nye produkter og ydelser. Det handler om at udvikle og optimere alle processer og dele af forretningen. MovieStarPlanet vinder innovations-kategorien i EY Entrepreneur Of The Year og har mere end nogen anden i det forgangne år evnet at adskille sig fra konkurrenterne ved at finde smartere måder at gøre tingene på – med bedre top- og bundlinje til følge.

”Hos MovieStarPlanet er der tale om innovation med stærke sociale og kreative komponenter – og hvor det ikke alene er virksomheden, men også brugerne af dens produkter, der udfolder disse. MovieStarPlanet skaber rum og bygger netværk og var blandt de første, der skabte et socialt netværk for børn på nettet – i flere features også skridt foran andre sociale medier”, lyder det fra Bjerne Clausen, CEO i Haldor Topsøe A/S, der på vegne af juryen overrakte prisen til vinderen.

”Ved at skabe sit helt eget univers, byder MovieStarPlanet andre indenfor. Og når en prisoverrækkelse i dag kan skabe klapsalver og lidt berømmelse – så giver vi egentlig blot noget igen. Virksomheden er blandt de hurtigst voksende inden for sin målgruppe og er i dag aktivt markedsført i 15 lande, men de over 9 millioner brugere kommer fra flere lande,” siger Bjerne Clausen.

Stærkt kort i global konkurrence
Hos Dansk Erhverv ser man MovieStarPlanet som et godt eksempel på Danmarks innovative kompetencer:

"Innovation er altafgørende i den globale konkurrence, og her har Danmark nogle stærke kort. Men vi har været hårdt ramt af krisen, og så meget desto mere imponerende er det, at MoviestarPlanet har kunnet indtage og fastholde sin position på et så konkurrencepræget område som spilmarkedet," siger markedsdirektør i Dansk Erhverv Søren Friis Larsen.

Innovationskraften var også stærk hos de to andre nominerede virksomheder i kategorien. GlobalConnect A/S, der er Danmarks førende alternative udbyder af fibernet, datacentre og cloud-løsninger, dækker Danmark, Nordtyskland og dele af Sverige med et 13.000 km langt netværk af optisk fiber og 10.000 m2 eget datacentre. LaserTryk A/S er på 13 år blevet Danmarks førende trykkeri og har et stærkt fokus på onlinesalg. LaserTryks vækst er skabt gennem produktudvikling, procesinnovation og nyskabende markedsløsninger.


Om MovieStarPlanet
MovieStarPlanet er en sikker, kreativ og social legeplads for børn. Det er et socialt online univers, hvor børn mellem 8 og 15 år kan lege og holde kontakten med deres venner, og hver spiller er en filmstjerne. Ved at lege og interagere med venner og deltage i kreative konkurrencer, avancerer spillerne langsomt i MovieStarPlanets univers.

Virksomheden er blandt de hurtigst voksende inden for sin målgruppe og er i dag aktivt markedsført i 15 lande, men de over 9 millioner brugere kommer fra flere lande.

Om EY Entrepreneur Of The Year
EY Entrepreneur Of The Year er verdens største konkurrence for entreprenører i vækstvirksomheder.

I 2014 er der 812 entreprenører i Danmark, der møder kravene for deltagelse: Entreprenøren er indehaver eller medindehaver af et aktie-, anpartsselskab eller lignende, virksomheden har eksisteret i min. tre år, seneste regnskab viser positivt resultat og positiv egenkapital, virksomheden har min. 20 ansatte og haft vækst i antallet af medarbejdere i det seneste regnskabsår, og endelig har virksomheden haft min. 15 procent vækst i omsætning eller bruttoavance i det seneste regnskabsår.

En uafhængig jury af erhvervsfolk kårer 6 vindere i regionerne, som går videre til landsfinalen.

Vinderen af EY Entrepreneur Of The Year 2014 kåres og kvalificerer sig dermed til verdensmesterskabet EY World Entrepreneur Of The Year i Monaco.


Fakta om EY Entrepreneur Of The Year 2014

  • EY Entrepreneur Of The Year er en hyldest til de dygtigste og mest innovative vækstskabere.
  • EY Entrepreneur Of The Year arrangeres i flere end 60 lande og er dermed verdens største vækstskaberkonkurrence, der internationalt afholdes for 29. gang i år.
  • Vinderen kåres ikke kun ud fra virksomhedens evne til økonomisk vækst, men ud fra en vurdering af flere parametre, bl.a. entrepreneurens rolle, værdier, ledelse og samfundsmæssige engagement.
  • Den nationale jury består af: Christian Frigast, adm. direktør, Axcel (juryformand), Anders Westermann, Co-owner, Widex, Bjerne S. Clausen, CEO, Haldor Topsøe, Carsten Borring, head of listings and capital markets, Nasdaq OMX Copenhagen, Lisbeth Knudsen, koncernchef og ansvarshavende chefredaktør, Berlingske Media.

Hovedsamarbejdspartner: Jyske Bank

Øvrige samarbejdspartnere: Dansk Erhverv, Berlingske Business, Connect Denmark