Pressemeddelelse: København, 18. september 2014

ISS er nye lejere i det tidligere EY Tower

  • Share

Efter den nylige fusion i rådgivnings- og revisionsbranchen har EY i København samlet alle medarbejdere i hovedkvarteret på Frederiksberg. Nu overtager ISS en stor del af det tidligere lejemål i den gamle TV-by i Søborg. Også i Aarhus er EY’s flytning faldet hurtigt på plads.

EY har pr. 1. september indgået aftale med ISS om leje af knap 8.000 kvadratmeter i det tidligere domicil, den markante og historiske bygning i ”TV-byen” i Søborg.

Det er blot få måneder siden, at EY-medarbejderne flyttede ud og samlede kræfterne med nye kolleger i EY-domicilet ved Flintholm på Frederiksberg.

”Vi synes, at alt er faldet meget fint på plads for os, når det gælder de ejendomme, vi har haft. I København flyttede vi hurtigt sammen i domicilet ved Flintholm. Med udlejningen til ISS, er der nu en vifte af stærke lejere i det tidligere domicil i Søborg, og vi har netop afhændet KPMG Danmarks tidligere kontordomicil på Borups Allé i København til ATP Ejendomme,” siger CEO Jesper Koefoed, EY. Ejendommen på Fuglebakken var dog ikke direkte en del af selve fusionen.

Også i Aarhus er EY fraflyttet det tidligere lejemål, og alle EY-medarbejdere i Aarhus er samlet i EY Huset ved Bruuns Galleri.

”Vi kunne se, at vi i Aarhus og København ville have mulighed for at samle vores aktiviteter og få en meget bedre udnyttelse af vores kontorfaciliteter og kapacitet. Den form for synergier har vi været meget opmærksomme på, men frem for alt er det for os en rigtig god timing, at vi kan udleje og sælge nu, hvor vi går nye veje i et nyt og stærkere EY,” siger Jesper Koefoed.

EY har efter fusionen 19 kontorer i Danmark.


Om ejendommene

EY’s domicil ved Flintholm: EY’s domicil stod klar i 2011 og er i alt på 34.000 kvm. beliggende ved Flintholm Station og dermed tæt på offentlig transport og CBS. Bygningen er tegnet af Bo Boje Larsen fra arkitektfirmaet 3XN. Bygningen modtog i 2012 en DGNB-sølvcertificering.

Søborg: Ejendommen er på 24.000 kvm. og er ejet af PensionDanmark. Ejendommen er i almindelighed kendt som ”TV-Byen”, og er et markant veleksponeret vartegn. Det er et velfungerende multi-let kontorhus i høj kvalitet, og er nu udlejet til ISS og en række øvrige lejere, men har stadig få ledige lejemål tilgængelige.

EY Huset i Aarhus: Den 68,5 meter høje bygning ved Bruun's Galleri i Aarhus er på 17 etager og stod klar i 2004. 240 medarbejdere arbejder i dag i EY Huset i Aarhus, der dermed er det største revisions- og rådgivningskontor uden for hovedstaden.

Fuglebakken: Ejendommen, der er på ca. 26.000 kvm. blev opført af KPMG C.Jespersen i 1991 og firmaet fraflyttede adressen i 2011. Ejendommen er nu fuldt udlejet til Staten og Københavns Kommune. Solgt til ATP Ejendomme pr. 1. oktober 2014.

Om EY: Det nye EY i Danmark har over 1.700 medarbejdere, der fra 19 kontorer leverer ydelser inden for rådgivning, revision og skat til over 16.000 kunder. Internationalt har EY 190.000 medarbejdere i 150 lande og er den hurtigst voksende globale rådgivnings- og revisionsvirksomhed.