Dagbog – en dag i mit liv
Denne dagbog er ikke en typisk dag hele året. Men det er et ærligt indblik i, hvordan en travl onsdag kan se ud, når jeg har allermest travlt på arbejde, og hvordan EY’s fleksible arbejdsmodel giver mig mulighed for både at være ambitiøs i mit job og dyrke en sport, der kræver dedikation, disciplin og mange træningstimer.
05:00 Snooze, op og afsted
Alarmen ringer. Jeg får som regel sneget mig til et enkelt snooze eller to, før jeg står op 05.15 og gør mig klar til dagens første træning. Der er noget særligt ved at starte dagen, mens resten af verden lige så stille vågner.
05:30 Svømmetræning med klubben
Jeg svømmer typisk i Aarhus Svømmestadion, hvor jeg træner med Aarhus 1900 Tri. Onsdag morgen betyder som regel tærskelintervaller. Det er en hård men fed træning og altid med program og sparring fra en svømmetræner. Vi svømmer typisk 1–1,5 time.
07:30 Morgenmad to-go og videre til EY
Efter bad hopper jeg i arbejdstøjet og spiser en hurtig morgenmad, som jeg typisk har forberedt hjemmefra. Det kan være rugbrød, proteinshake eller overnight oats. Det er vigtigt for mig at fylde depoterne hurtigt op igen efter svømning. Jeg svinger forbi EY for at hente nogle kollegaer. Vi skal ud til kunden sammen, så bilen bliver hurtigt fyldt med tasker, kaffe og god morgen-energi.
08:00 Kundebesøg og opstartsmøder
Vi ankommer til kunden, og dagen starter med et internt opstartsmøde, hvor vi gennemgår opgaver, deadlines og fordeling.
Derefter har jeg første møde med kunden, hvor vi drøfter de regnskabsmæssige problemstillinger, som kunden står overfor lige nu, og hvordan de påvirker eventuelle udfordringer ifm. revisionen. Det er super spændende, og jeg elsker virkelig den dialog, der opstår, når vi sparrer med hinanden, og vi kan bruge hver vores viden.
Ingen kunder er ens, og jeg oplever forskellige problemstillinger hver dag, som skal løses, hvilken er en fed udfordring og en af grundene til, at jeg synes, at arbejdet som revisor er så spændende.
Derudover er der variationen i arbejdet: nogle dage sidder jeg på kontoret, men i denne periode er jeg oftest ude hos kunder.
09:30 Formiddagssnack
Jeg spiser altid en lille snack først på formiddagen. Typisk æg, mandler og evt. riskiks for at få lidt ekstra kulhydrat. Små, sunde ting, der gør en stor forskel for min energi resten af dagen.
12:00 Frokost med kundens finansafdeling
Frokostpausen bruger jeg gerne med kundens team. Det giver både et godt samarbejde og en bedre forståelse for deres hverdag og udfordringer. Og så er det altid lækkert at prøve andres frokostordninger.
12:30 Arbejde med mine områder
Efter frokost arbejder vi videre hver især. Jeg kan godt lide at have god struktur på min dag, især i travle perioder.
14:30 Snacktid igen
To timer inden træning sikrer jeg, at jeg får brændstof nok: riskiks med ost/kylling og et stykke frugt. Det gør underværker senere på dagen og sikrer, at jeg har energi nok til min træning.
16:15 Tilbage på kontoret og ud i løbeskoene
Vi kører mod EY igen, og kort efter snører jeg løbeskoene. Mit hoved rammer typisk en mur her om eftermiddagen, så at udnytte den tid, hvor jeg alligevel ikke er effektiv på arbejde, til træning, giver virkelig mening.
Det bliver til en times løbetur, ca. 12 km, som giver mig ny energi til resten af dagen.
17:45 Aftensmad på kontoret
I de travle perioder spiser jeg ofte aftensmad sammen med mine kollegaer. Ud over at det er hyggeligt at få det sociale pusterum, hvor vi taler om andet end arbejde, så er det samtidig en nødvendighed for, at vi som team kommer i mål med opgaverne. Når vi arbejder så intenst sammen i de travle perioder, får vi et helt særligt sammenhold, og pauser som disse føles nærmest familiære. Flere af mine kolleger er i dag nogle af mine bedste og tætteste venner.
18:15 Aftenarbejde med fornyet fokus
Efter mad er jeg klar igen. Jeg arbejder videre frem til ca. 20.30, hvor jeg cykler hjem. Jeg holder fast i en regel om, at jeg senest stopper kl. 21.00 for at sikre min søvn – jeg skal helst have minimum 7,5 timer for at fungere godt med både arbejde og træning.
21:00 Aftensnack, lidt TV og sengetid
En lille snack selvfølgelig, en serie og så er det i seng kl. 22.00 senest. Så er jeg klar til en ny dag og nye træningspas.