Det har længe været definerende for det danske startup- og scaleupmiljø, at virksomhederne, der markerede sig, var tech-baserede og bygget op om en form for teknologiplatform.
En af grundene er, at vi har nogle rigtig gode uddannelsesinstitutioner i Danmark, der underviser vores unge til at tænke kreativt, samtidig med at de har teknologien i fokus. Danmark er altså langt fremme, når det kommer til ny teknologi, og der har vi været længe.
De seneste år er der dog kommet en ny krølle på den fortælling. De innovative initiativer har nemlig fået følgeskab af grønne drømme. Mange virksomheder og ikke mindst investorer har fået øjnene op for, at bæredygtighed som forretningsmodel ikke kun er godt for planeten, men også godt for bundlinjen.
Det har blandt andet vist sig i de seneste finalistfelter til scaleup-kategorien i EY Entrepreneur Of The Year. Jeg kan blandt mange andre nævne fx Hyme, der bruger teknologi til at lagre grøn strøm fra sol og vind. De blev top-3 i 2024-versionen af vækstkonkurrencen. Det samme blev Again, der omsætter CO2 til kemi, vi kan bruge i hverdagen.
Det er blot to eksempler af mange, som har gjort kombinationen af teknologi og bæredygtighed til deres USP og derved tiltrukket både stor opmærksomhed, kunder og investeringer.
Mens teknologien som tidligere nævnt ikke er en ny faktor, har jeg i mine mange år som ansvarlig for ovenstående scaleup-kategori ved selvsyn observeret, hvordan de bæredygtige temaer er gået fra krøllede bilag til at være fremhævede overskrifter, samt hvordan juryen i dag i særlig grad belønner virksomheder med grønne forretningsmodeller.
Jeg plejer at sige, at scaleup-kategorien er et blik ind i fremtiden. De senere års fokus hos de deltagende virksomheder giver mig mod på morgendagen.
Jeg er sikker på, at de danske scaleups kan føre an i den grønne omstilling og skabe en lysere fremtid.