Ringer med klokken på børsen

Visse aktieselskaber får nye oplysningskrav

Relaterede emner

Nye oplysningskrav for visse aktieselskaber, der har aktier med flere stemmer (MVS), og handles eller søger optagelse på et vækstmarked.


Opsummering:
  • Gælder begrænset antal A/S, der har aktier med flere stemmer, og handles eller søges optaget til handel på et SMV-vækstmarked eller en anden handelsfacilitet.
  • Selskabet skal alene oplyse efter de nye bestemmelser, hvis oplysningerne er ændret, siden de senest blev offentliggjort i et prospekt
  • Ledelsesberetningen skal i givet fald suppleres med oplysninger om aktiestruktur, stemmerettigheder, begrænsninger og større ejere af MVS-aktier.

Den 27. august 2026 vedtog Folketinget en lovændring, der bl.a. har til formål at implementere dele af MVS-direktivet. Det omhandler selskaber, der er struktureret med aktier, der har tilknyttet flere stemmer end én, og anmoder om, at selskabets aktier optages til handel på en multilateral handelsfacilitet (MTF). Ændringen får alene betydning for et begrænset antal aktieselskaber.

I denne forbindelse er der vedtaget en mindre ændring til årsregnskabsloven. Der tilføjes en ny § 77 c i årsregnskabsloven.

Hvem er omfattet?

Virksomheden er omfattet, hvis:

  • den er et aktieselskab,
  • den opstiller årsrapport efter årsregnskabsloven,
  • den har aktier med forskellige stemmerettigheder,
  • aktierne handles eller søges optaget til handel på et SMV-vækstmarked eller anden MTF, og
  • oplysningerne har ændret sig siden de senest blev offentliggjort i prospektet.

En multilateral handelsfacilitet (MTF) er et alternativ til en traditionel børs. Det er et handelssted, der ofte benyttes af mindre selskaber, hvor finansielle instrumenter som aktier købes og sælges, men med et andet og mindre strengt reguleret regelsæt end de primære børser (regulerede markeder).

Et eksempel på et SMV‑vækstmarked er Nasdaq First North Growth Market.


Hvornår skal oplysninger medtages?

Oplysningerne skal medtages for regnskaber, der godkendes efter 5. december 2026. De skal kun medtages, hvis de relevante oplysninger har ændret sig siden de senest blev offentliggjort i prospektet.

Det kunne fx være et selskab, der har:

  • A-aktier med 10 stemmer pr. aktie
  • B-aktier med 1 stemme pr. aktie

Ved optagelsen på First North er oplysningerne offentliggjort i prospektet.

Hvis der efterfølgende sker ændringer i fx:

  • stemmefordelingen,
  • aktieklasserne,
  • stemmeretsbegrænsninger eller
  • de største ejere af MVS-aktier,

skal selskabet opdatere oplysningerne i ledelsesberetningen.

Hvilke oplysninger skal medtages?

Ledelsesberetningen skal suppleres med oplysningerne om: 

1) Aktieselskabets aktiestruktur med en angivelse af de forskellige aktieklasser, herunder aktier, der ikke er optaget til handel, og oplysninger for hver aktieklasse om

a) de rettigheder og forpligtelser, der knytter sig til aktierne i den pågældende klasse,

b) den procentdel af den samlede aktiekapital eller af det samlede antal aktier, som aktierne i den pågældende klasse udgør, og

c) det samlede antal stemmer, som aktierne i den pågældende klasse udgør.

2) Enhver begrænsning ved overdragelse af aktier, herunder aftaler mellem aktionærer, som selskabet har kendskab til, og som kan medføre sådanne begrænsninger.

3) Enhver begrænsning i aktiers stemmerettigheder, herunder aftaler mellem aktionærer, som selskabet har kendskab til, og som kan medføre sådanne begrænsninger (fx oplysninger i vedtægterne om, at bestemte aktionærer kun kan stemme for en bestemt del af deres kapital).

4) Identiteten, hvis aktieselskabet har kendskab til den, af de aktionærer, der besidder aktier med flere stemmer (MVS), der udgør mere end 5 % af stemmerettighederne for alle aktier i selskabet, og af de fysiske personer eller juridiske enheder, der har ret til at udøve stemmerettigheder på vegne af disse aktionærer, hvis det er relevant. Hvis de aktionærer eller personer, der har ret til at udøve stemmerettigheder på deres vegne, er fysiske personer, kræver offentliggørelse af deres identitet kun formidling af deres navne.

Oplysningerne vil ifølge lovbemærkningerne gøre det muligt for investorer at træffe beslutninger på et oplyst grundlag og dermed styrke deres tillid til kapitalmarkederne. Hvis et selskabs kontrollerende aktionærer ønsker at bevare beslutningskompetencen i selskabet og samtidig tilvejebringe midler fra et offentligt marked, er oplysninger om bl.a. de store aktionærer nødvendige for at give potentielle investorer mulighed for at træffe forsvarlige investeringsbeslutninger, da det forventes at give en tilstrækkelig indsigt i ejerforholdene.


§ 77 c.

Et aktieselskab med en struktur med aktier med flere stemmer (MVS-struktur), jf. § 3, stk. 1, nr. 41, i lov om kapitalmarkeder, hvis aktier handles eller skal handles på et SMV-vækstmarked, jf. § 3, stk. 1, nr. 6, i lov om kapitalmarkeder, eller på en multilateral handelsfacilitet, jf. § 3, stk. 1, nr. 3, i lov om kapitalmarkeder, der ikke er registreret som et SMV-vækstmarked, skal supplere ledelsesberetningen med oplysninger, hvis der er sket ændringer i de oplysninger, der er omhandlet i denne bestemmelses nr. 1-4, siden disse oplysninger senest blev offentliggjort i prospektet, jf. §§ 11 og 12 i lov om kapitalmarkeder. Oplysningerne skal omfatte følgende: 

1) Aktieselskabets aktiestruktur med en angivelse af de forskellige aktieklasser, herunder aktier, der ikke er optaget til handel, og oplysninger for hver aktieklasse om

a) de rettigheder og forpligtelser, der knytter sig til aktierne i den pågældende klasse,
b) den procentdel af den samlede aktiekapital eller af det samlede antal aktier, som aktierne i den pågældende klasse udgør, og
c) det samlede antal stemmer, som aktierne i den pågældende klasse udgør.

2) Enhver begrænsning ved overdragelse af aktier, herunder aftaler mellem aktionærer, som selskabet har kendskab til, og som kan medføre sådanne begrænsninger.

3) Enhver begrænsning i aktiers stemmerettigheder, herunder aftaler mellem aktionærer, som selskabet har kendskab til, og som kan medføre sådanne begrænsninger.

4) Identiteten, hvis aktieselskabet har kendskab til den, af de aktionærer, der besidder aktier med flere stemmer (MVS), der udgør mere end 5 % af stemmerettighederne for alle aktier i selskabet, og af de fysiske personer eller juridiske enheder, der har ret til at udøve stemmerettigheder på vegne af disse aktionærer, hvis det er relevant. Hvis de aktionærer eller personer, der har ret til at udøve stemmerettigheder på deres vegne, er fysiske personer, kræver offentliggørelse af deres identitet kun formidling af deres navne.


Sammendrag 

Lovændringen gennemfører rapporteringskrav for aktieselskaber med MVS‑struktur (aktier med flere stemmer), der handles eller søger optagelse på et SMV‑vækstmarked eller en multilateral handelsfacilitet, som ikke er et SMV-vækstmarked. Ændringen indsætter en ny § 77 c i årsregnskabsloven. Den kræver, at omfattede selskaber oplyser om aktiestruktur, rettigheder, stemmefordeling, begrænsninger og større aktionærer med MVS‑aktier m.v. Formålet er at øge gennemsigtigheden for investorer og styrke tilliden til kapitalmarkederne. Kravene gælder for årsrapporter godkendt efter 5. december 2026, når de relevante oplysninger er ændret siden de blev oplyst i det offentliggjorte prospekt.

Om denne artikel