Forretningsfolk i finansdistrikt tidlig morgen

Nye regler for anpartsselskaber

Relaterede emner

I 2024 vedtog Folketinget lovforslag om offentligt udbud af anparter og nedsættelse af minimumskravet til anpartsselskabers selskabskapital.

Den 19. december 2024 vedtog Folketinget lovforslag L 71 om offentligt udbud af anparter og nedsættelse af minimumskravet til anpartsselskabers selskabskapital. Lovforslaget udspringer af initiativer fra Iværksætterpakken, der blev indgået den 21. juni 2024.

Equity crowdfunding: Ny finansieringsmulighed for anpartsselskaber

I Danmark har der hidtil været et forbud mod at anpartsselskaber kan udbyde deres anparter til offentligheden. For at gøre det lettere for iværksættere at skaffe kapital til deres virksomhed tillades det nu, at anparter udbydes til offentligheden gennem equity crowdfunding.

Equity crowdfunding er en finansieringsmetode, hvor selskaber rejser kapital ved at udbyde kapitalandele til investorer. Dette sker typisk via en crowdfundingplatform, hvor iværksættere mv. præsenterer deres forretningsidé, der gøres tilgængelig for både private og professionelle investorer. Disse investorer kan herefter vælge at investere direkte i de unoterede selskaber mod ejerandele.

Equity crowdfunding vurderes særligt relevant for anpartsselskaber, da det ofte er muligt at investere relativt små beløb gennem denne finansieringsform. Dette kan forhåbentlig give mindre selskaber mulighed for at rejse den nødvendige vækstkapital fra en bredere gruppe af investorer.

Anpartsselskaber vil fortsat ikke kunne optage kapitalandele til handel på et reguleret marked, som det ellers er tilfældet for aktieselskaber.

Lovforslaget trådte i kraft den 1. januar 2025.

Nedsættelse af kapitalkravet for anpartsselskaber

Kapitalkravet for anpartsselskaber halveres, og minimumskravet anpartsselskabers kapital nedsættes fra DKK 40.000 til DKK 20.000 kr. Inden lovforslagets ikrafttrædelse havde Danmark det højeste minimumskrav til selskabskapitalen i anpartsselskaber i Norden. Erhvervsministeriet forventer, at dette initiativ vil lette adgangsbarriererne for at starte og drive virksomhed i Danmark, hvilket forhåbentlig kan fremme innovation og iværksætteri.

Det vil nu være muligt at stifte anpartsselskaber med en selskabskapital på DKK 20.000. For allerede stiftede anpartsselskaber vil det være muligt at nedsætte selskabskapitalen til DKK 20.000. Det vil dog fortsat være henholdsvis stifternes og ledelsens ansvar at sikre, at størrelsen af selskabskapitalen medfører et forsvarligt kapitalberedskab. Dette betyder, at der til en hver tid skal være tilstrækkelig likviditet til at opfylde nuværende og fremtidige forpligtelser, efterhånden som de opstår.

Kravet om, at der til enhver tid skal være indbetalt minimum 25 % af selskabskapitalen (delvis indbetaling), dog mindst DKK 40.000, ændres til, at der fremover til enhver tid skal være indbetalt minimum DKK 20.000.

Lovforslaget forventes at træde i kraft primo januar 2025, så snart Erhvervsstyrelsen har tilpasset deres IT-systemer i overensstemmelse med lovændringen.


Sammendrag 

Med ønsket om at lette adgangsbarriere og fremme iværksætteri og innovation har Folketinget gennem L 71 vedtaget nye regler for anpartsselskaber. De nye regler tillader equity crowdfunding, hvilket skal øge anpartsselskaber mulighed for at rejse vækstkapital fra en bredere gruppe af investorer. Derudover sænkes minimumskravet til anpartsselskabers selskabskapital fra DKK 40.000 til DKK 20.000.

Om denne artikel