Founders Growth Club skal hjælpe danske SMV’er med international skalering. Baggrunden er, at Danmark halter efter vores nabolande, når det gælder om at skabe vækstvirksomheder.
Initiativet samler 40 erfarne iværksættere, der har haft global succes med deres virksomheder. Iværksætterne deler viden og erfaring med 100 virksomheder, der er klar til at tage næste skridt i deres vækstrejse.
EY har valgt at blive founding partnere på initiativet. At støtte danske scaleups til succes i udlandet kommer alle til gode, lyder det fra Simon Blendstrup, som også er tiltrådt i advisory boardet for Founders Growth Club:
”Vi i EY ønsker at bidrage til, at give scaleups i Danmark de bedste forudsætninger for at få succés med at ekspandere til nye markeder og hjælpe på rejsen fra dansk startup til international scaleup virksomhed. Med Founders Growth Club, tror vi på at der kan etableres et helt nyt initiativ, som kan hjælpe danske scaleups til at opnå deres mål om vækst i nye markeder. Vi er i EY stolte at at være en del heraf og bidrage med vores erfaring fra lignende vækstrejser og erfaringer på tværs af landegrænser.”
“Initiativet skal hjælpe så mange danske vækstvirksomheder som muligt med at vokse i udlandet. Danske iværksættere skal turde at tænke globalt. Ved at forene nye vækstvirksomheder og give direkte adgang til dem, der allerede er lykkes, kan vi få skabt flere danske globale vindere. Vi glæder os over at have EY med som partnere på Founders Growth Club og sammen bidrage til at hjælpe de danske vækstvirksomheder på deres videre rejse.” siger Søren Nielsen fra Canute by Thursday, der er blandt initiativtagerne til FGC.
Målet er, at 75 af de deltagende virksomheder er aktive på mindst to udenlandske markeder, og at mindst én virksomhed bliver børsnoteret i Danmark inden tre år. For at blive medlem af Founders Growth Club skal man være scaleup-virksomhed med flere end 10 ansatte, have en skalérbar forretningsmodel, have mindst 10 mio. kr. i ARR (årlige tilbagevendende indtægter) og have rejst minimum 10 mio. kr. i funding.
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse støtter initiativet med finansiering de næste to år. Medstiftere af Founders Growth Club er Erhvervshus Hovedstaden, Canute by Thursday og Forening af Børsnoterede Virksomheder (FBV)
EY er partnere på Founders Growth Club sammen med Danske Bank Growth, Microsoft, Crayon, EIFO, Bech-Bruun og DI.