Med den stigende fokus på grøn omstilling og bæredygtige energikilder, bliver elbiler stadig mere populære på de danske veje. Mange virksomheder overvejer at anskaffe ladebokse ved deres lokationer for at understøtte dette fokus. Før man foretager investeringen, er det godt at have kendskab til reglerne for godtgørelse af elafgift til opladning af elbiler!
Beskrivelse af reglerne
Momsregistrerede virksomheder kan som udgangspunkt få godtgjort afgiften for den mængde elektricitet, som virksomheden selv har forbrugt. Derudover skal godtgørelsen af elafgift ske i samme omfang, som virksomheden har fradrag for moms. Disse krav er dog ikke aktuelle i forhold til godtgørelse af afgift af elektricitet til opladning af elbiler via ladebokse.
Det betyder, at virksomheder kan få godtgjort afgiften af elektricitet til opladning af elbiler via ladebokse, selvom virksomheden ikke er den direkte forbruger af elektriciteten. Virksomheder kan fx få godtgjort afgiften af elektricitet, der anvendes til opladning af kunders elbiler eller private elbiler.
Der er dog krav om, at virksomheden driver ladeboksen for egen regning og risiko, og at elforbruget måles særskilt i ladeboksen.
Der findes flere ladeboksoperatører på markedet. Hvis man vælger at benytte sig af en sådan operatør, skal man være opmærksom på, at det er ladeboksoperatøren, som har ret til godtgørelsen af afgiften af den forbrugte elektricitet i ladeboksen.
Der gælder desuden særlige moms- og skattemæssige forhold alt efter virksomhedens setup, hvilket ikke berøres i denne artikel.
Lempede målerkrav til ladeboksen
Skattestyrelsen har den 12. november 2024 udstedt et styresignal vedrørende lempede krav til de elmålere, som skal måle elforbruget til ladeboksen.
Med praksisændringen er det ikke længere nødvendigt, at elmålerne skal opfylde specifikke krav efter målerbekendtgørelsen. Elmåleren skal blot have en sådan karakter, at dens måling kan dokumentere den forbrugte afgiftspligtige elektricitet, for hvilken der søges afgiftsgodtgørelse for.
Denne praksisændring giver også mulighed for genoptagelse i sager, hvor Skattestyrelsen har nægtet godtgørelse, fordi de anvendte målere ikke har kunnet opfylde kravene i målerbekendtgørelsen.
Vi forventer, at det formentlig vil være muligt at købe og installere ladebokse billigere end tidligere med de lempede krav.
Kontakt
Hvis I har spørgsmål eller har brug for rådgivning om godtgørelse af elafgift i forbindelse med opladning af elbiler, er I velkomne til at kontakte os.
- Rasmus Bille Jensen, tlf. 2529 3790
- Torben L. Nielsen, tlf. 2529 4715
- Anders Klinge, tlf. 2529 4673