Mange små og mellemstore virksomheder har digitaliseringen højt på dagsordenen. Økonomisystemet er vokset fra forretningen, data ligger spredt i flere systemer, og manuelle processer tager tid fra kerneopgaverne. Samtidig åbner AI og automatisering for nye muligheder. Men det kan være svært at vide, hvor man skal starte, og hvilke investeringer der reelt skaber værdi.
Her kan støtteordningen SMV:Digital hjælpe. Den giver tilskud til ekstern rådgivning, så I kan træffe de rigtige beslutninger, før I investerer i nye systemer og digitale løsninger.
Hvad er SMV:Digital?
SMV:Digital er en landsdækkende støtteordning, der skal styrke digitaliseringen i danske små og mellemstore virksomheder. Ordningen udbydes af Erhvervshusene i samarbejde med Virksomhedsudvikling Danmark og er støttet af EU’s Regionalfond.
Puljen ”Digitalisering (rådgivertilskud)” er målrettet virksomheder, der allerede er godt i gang med at digitalisere og nu vil gennemføre et større projekt – for eksempel en systemintegration eller en ny digital løsning.
SMV:Digital 2026 kort fortalt
- Ansøgningsperiode: 9. november 2026 kl. 9.00 til 16. november 2026 kl. 23.55
- Tilskud: 50.000-150.000 kr., svarende til 50 % af en samlet rådgiverudgift på op til 300.000 kr.
- Loft: Maks. 50.000 kr. i tilskud til projekter inden for cybersecurity, digital markedsføring og enkle ERP-løsninger
- Medfinansiering: Kontant 1:1 – virksomheden betaler selv den anden halvdel
- Tilsagnsperiode: 8 måneder
- Puljens størrelse: 15 mio. kr., hvilket giver plads til ca. 150 virksomheder
Hvad kan I få tilskud til?
Tilskuddet dækker rådgivning om større digitaliseringsprojekter, blandt andet:
- ERP og administrative systemer som ERP, MRP, WMS og CRM
- Systemintegration mellem fx økonomi, lager, salg og løn
- AI til produktivitetsforbedringer (almindelig prompt engineering er ikke omfattet)
- Automatisering med softwarerobotter og RPA
- Business Intelligence og dataanalyse
- Digitaliseringsstrategi og en prioriteret digital roadmap
- E-handel som e-shop, PIM og chatbots
- Kortlægning af kritiske systemer og data
Vigtigt: Kun rådgivning, der er analyserende, forberedende, planlæggende eller opfølgende, er støtteberettiget. Tilskuddet dækker altså ikke køb af software, licenser eller hardware.
Sådan kan et forløb se ud
Rådgivningen falder typisk i to spor. I afklaringsfasen kortlægger vi jeres nuværende processer og systemer, afdækker behov og udarbejder en kravspecifikation. Vi kan også lave en markedsafdækning, facilitere workshops med systemleverandører og hjælpe med at vurdere tilbud, så I vælger på et objektivt grundlag.
Når løsningen er valgt, hjælper vi med at planlægge implementeringen – procesdesign, datamigrering, test og go-live. Efterfølgende følger vi op, så løsningen bliver brugt og giver den forventede effekt.
Hvem kan få tilskud fra SMV:Digital?
For at få tilskud skal virksomheden blandt andet:
- have et dansk CVR-nummer og være erhvervsdrivende
- have SMV-status efter EU’s definition, dvs. færre end 250 ansatte og en årlig omsætning på højst 50 mio. euro eller en balance på højst 43 mio. euro
- have mindst 2 årsværk og mindst ét aflagt årsregnskab
- kunne modtage de minimis-støtte
Er virksomheden en del af en koncern, vurderes ansatte, omsætning og balance som udgangspunkt på koncernniveau. Se de gældende krav på Virksomhedsguiden.dk.
Sådan ansøger I om tilskud
Puljen er begrænset, så god forberedelse gør en forskel:
- Afklar projektet. Hvilken udfordring vil I løse, og hvilken effekt forventer I?
- Skriv projektbeskrivelsen. Beskriv rådgivningsaktiviteter, tidsplan og budget, og sørg for, at projektet matcher puljens formål.
- Vælg rådgiver. Rådgiveren skal være godkendt i Rådgiverdatabasen og vælges i ansøgningssystemet, før rådgivningen går i gang.
- Søg i perioden 9.-16. november 2026. Vent ikke til sidste dag.
- Gennemfør forløbet inden for tilsagnsperioden på 8 måneder.
Sådan hjælper EY
I EY's Finance Operate & Transformation rådgiver vi virksomheder om ERP, systemintegration, AI, automatisering og digitale økonomifunktioner. Vi kombinerer indsigt i økonomi og processer med teknologisk erfaring og tager udgangspunkt i jeres behov frem for bestemte systemer eller leverandører.
Vi kan hjælpe jer med at vurdere, om projektet er tilskudsberettiget, afgrænse det og skrive en stærk projektbeskrivelse. Vi støtter jer i ansøgningsprocessen og leverer rådgivningen, når tilsagnet er på plads. Vi kan ikke garantere tilsagn, da det gives af SMV:Digital, før forløbet må gå i gang.