Pressemeddelelse
28 okt. 2025 

Teknologi og talent sikrer Minerva regional vækstpris

Pressekontakt

Minerva Imaging er region Sjællands vinder af EY Entrepreneur Of The Year 2025 og er nu i spil til prisen som Danmarks bedste vækstskaber.

Sjællands finalister blev hyldet ved den regionale finale i EY Entrepreneur Of The Year 2025, der fandt sted ved et event hos Danske Bank i København.

Videnskab, teknologi og entrepreneurånd kombineret med vækst, arbejdspladser og livsforlængende innovation har sikret virksomheden Minerva Imaging og entrepreneuren Carsten Haagen Nielsen den eftertragtede titel som vinder i region Sjælland.

”Juryen bemærker særligt entrepreneuren bag – en visionær iværksætter, der begyndte alene og drevet af en idé, der i dag har imponerende global rækkevidde. Virksomheden er i dag blandt verdens førende inden for målrettet – men ikke så mundret – radionuklidterapi. Det gør de med stærke samarbejdspartnere, der skal løfte dem ind i næste vækstfase,” siger Henrik Pedersen, partner i EY og ansvarlig for region Sjælland i EY Entrepreneur Of the Year.

Startups på ølkassen

Igen i år var et af højdepunkterne ved kåringen de tre regionale finalister i scaleup-kategorien, virksomhederne DynElectro, Lotus Microsystems og Levitate, som var på scenen for at pitche deres forretning. Virksomhederne, der er blandt 18 finalister, som kan vinde kategorien ved landsfinalen, havde fire minutter hver til at fortælle deres historier til publikum.

”Jeg bliver år efter år imponeret af det mod og den autenticitet, de unge virksomheder viser. De stiller sig op med en helt særlig energi, deler deres rejse uden filter og viser en passion, der smitter. Det er inspirerende at opleve,” udtaler Per Frandsen, der er ansvarlig for scaleup-kategorien ved EY Entrepreneur Of The Year.

Han tilføjer, at juryen har været imponerede over årets stærke finalister. Flere har kaldt det et af de mest mangfoldige og nyskabende felter i mange år med løsninger, der rammer tidens største dagsordener som grøn omstilling, teknologi og bæredygtig vækst.

Inspirationsprisen gik til …

Erhverv+ uddeler for femte gang Inspirationsprisen i forbindelse med årets regionsfinaler. Det er erhvervsmediets læsere, der i ugerne op til har kunnet stemme på deres favorit blandt i alt 20 nominerede.

I København og Sjælland gik Inspirationsprisen til Mike Valencia fra virksomheden Simple Agency Group.

Klar til landsfinale

Minerva Imaging var finalist i regionen sammen med følgende virksomheder:

  • C.B. Svendsen
  • UXV Technologies
  • Weibel Scientific
  • Aasted

Med sejren i region Sjælland er Minerva Imaging klar til landsfinalen i EY Entrepreneur Of The Year. Finalekåringen finder sted 27. november 2025 i Bella Center. Her bliver en af de seks regionale vindere kåret som samlet vinder i Danmark.


Om EY Entrepreneur Of The Year
EY Entrepreneur Of The Year er verdens største og en af de mest anerkendte vækstskaberkonkurrence, der finder sted i flere end 60 lande.

I mere end 25 år er der afholdt EY Entrepreneur Of The Year i Danmark, hvor vi hylder de bedste entrepreneurer ved en række events rundt om i landet.

De stærkeste kandidater deltager i kåringer i seks regioner, før landsvinderen udråbes den 27. november i København.

Hovedvinderen, der bliver udråbt som årets EY Entrepreneur Of The Year 2025 deltager i den internationale finale, der finder sted juni 2026 i Monaco.

Ved landsfinalen bliver der også kåret vindere i kategorierne Export and Globalization, ESG, Life Sciences, Scaleup, TECH samt Æresprisen.