Bæredygtighedsengagement og et solidt bidrag til lokalsamfundet har sikret Grundfos Æresprisen ved EY Entrepreneur Of The Year 2025.
Det begyndte i en kælder i Bjerringbro i 1945, hvor smeden Poul Due Jensen udviklede en pumpe til et lokalt landbrug.
80 år senere er Grundfos vokset til en global leder inden for pumpeløsninger og vandteknologi – og i dag en af Danmarks mest markante familie- og værdibaserede virksomheder.
Nu modtager Grundfos Æresprisen ved den danske udgave af EY Entrepreneur Of The Year, der hvert år hylder de virksomheder, som skaber vækst og værdi for samfundet. Prisen bliver overrakt ved landsfinalen i verdens største vækstkonkurrence til CEO Poul Due Jensen, som er tredje generation i spidsen for virksomheden, der fortsat har hovedsæde i Bjerringbro.
Æresprisen tildeles af en uvildig jury bestående af erhvervsprofilerne Christian Frigast og Jørgen Mads Clausen samt Jakob Beck Thomsen, Head of Business Banking i Danske Bank, som er samarbejdspartner på EY Entrepreneur Of The Year i Danmark.
Prisen, der i år uddeles for tiende gang, anerkender danske familiebaserede virksomheder, som gennem generationer har bidraget betydeligt til samfundet og skabt varige værdier gennem høje standarder.
”Grundfos er et forbillede for, hvordan man kan drive en global virksomhed med et stærkt familiebåret værdisæt. Deres kombination af innovation, samfundsansvar og bæredygtig udvikling gør dem til en rollemodel – ikke kun i Danmark, men internationalt. Æresprisen er en personlig anerkendelse, og juryen har fremhævet Poul Due Jensen, der har videreført grundlæggerens vision i en moderne kontekst,” siger Søren Smedegaard Hvid, partner i EY og direktør for EY Entrepreneur Of The Year.
Juryen lægger vægt på Grundfos’ ufravigelige engagement i bæredygtighed, virksomhedens lederskab inden for vandteknologi og familiens mangeårige bidrag til både lokalsamfundet og den globale dagsorden.
Med omkring 21.000 medarbejdere på verdensplan – hvoraf en betydelig del arbejder i Danmark – har Grundfos fastholdt sin position som en international frontløber inden for energieffektive og bæredygtige vandløsninger.
”Jeg er både stolt og taknemmelig over at modtage denne pris på vegne af Grundfos og alle mine dedikerede kolleger. Ligesom min farfar, der grundlagde virksomheden, er vi i dag drevet af vores formål og ønsket om at gøre en positiv forskel og forbedre menneskers livskvalitet gennem bæredygtige løsninger. Det er den vision, vi fortsat arbejder for hver dag – sammen med vores kunder og partnere over hele verden,” siger Poul Due Jensen, CEO, Grundfos.
Med Æresprisen ønsker EY at skabe fokus på værdien af familiebaserede virksomheder, herunder vækstskabelse gennem generationer og de særlige udfordringer og muligheder, som følger med denne virksomhedstype.
Vinderne mødes til landsfinalen
EY Entrepreneur Of The Years Æresprisen bliver afsløret som optakt til den store landsfinale, der bliver afholdt 27. november i København. Her konkurrerer seks regionale vindere om at blive kåret til årets EY Entrepreneur Of The Year i Danmark. Derudover bliver der udnævnt vindere af flere særkategorier.
Juryen
Juryen omkring Æresprisen består af Christian Frigast, bestyrelsesformand, Axcel Management, og tidligere medlem og formand for den nationale EY Entrepreneur Of The Year-jury, Jørgen Mads Clausen, Chairman Emeritus, Danfoss A/S, og tidligere modtager af Æresprisen i 2016 samt Jakob Beck Thomsen, Head of Business Banking, Danske Bank.
Tidligere vindere
Æresprisen blev lanceret i 2013, som en del af EY Entrepreneur Of The Year-programmet. Tidligere års modtagere af Æresprisen er:
- 2013: Hanni Toosbuy Kasprzak og Dieter Kasprzak og ECCO Sko A/S
- 2014: Kjeld Kirk Kristiansen og LEGO A/S
- 2015: Holger Bagger Sørensen og Bagger-Sørensen og Co. A/S
- 2016: Jørgen Mads Clausen og Danfoss A/S
- 2017: Niels Peter Louis-Hansen og Coloplast A/S
- 2018: Karin Salling og Salling Group
- 2019: Bent Jensen og LINAK A/S
- 2020: Mads Kann-Rasmussen og VKR Gruppen