AI og digitale forandringer er nøglen til at understøtte vækst og konkurrenceevne, lyder budskabet fra de administrerende direktører i den globale EY-undersøgelse CEO-Outlook.
Trods økonomisk usikkerhed og fortsat geopolitisk uro går danske og nordiske administrerende direktører ind i 2026 med langsigtede vækststrategier, der blandt andet skal bæres frem via fokus på AI og digitale forandringer.
Det viser EY-Parthenon's seneste CEO Outlook-undersøgelse blandt 1.200 CEO'er fra store virksomheder over hele verden, inklusive 45 fra Danmark og det øvrige Norden.
Selvom CEO’ernes tillid til den globale økonomi ifølge undersøgelsen er moderat afdæmpet, forventer et stort flertal af CEO’erne i Danmark og det øvrige Norden at opnå vækst i 2026. På globalt plan svarer ni ud af ti CEO’er, at de forventer en stigning i både omsætning, produktivitet og overskud i løbet af året – trods stigende omkostninger og udfordringer i markedet.
En stor fællesnævner blandt CEO’erne er, at AI betegnes som kerneelement i deres strategiske planer for 2026:
- 58 procent af lederne forventer, at AI bliver en primær vækstmotor for dem i de næste to år, frem for som hidtil blot at være et pilotprojekt.
- 32 procent mener, at AI fundamentalt vil ændre deres forretningsprocesser, efterhånden som teknologien skaleres.
- På globalt plan mener 20 procent af CEO’erne, at AI allerede har overrasket positivt og overgået deres forventninger.
Danske og nordiske ledere fremhæver især digitalisering af processer, reorganisering af driftsmodeller og medarbejderudvikling som centrale elementer i deres forandringer.
Trods forventningen om vækst forudser 61 procent af CEO’erne globalt, at deres virksomheders driftsomkostninger vil stige i 2026, særligt på områder som energi, lønninger og compliance.
Virksomhederne ser fortsat fusioner og opkøb (M&A) samt strategiske partnerskaber som vigtige redskaber til at fremskynde transformation:
- På globalt plan planlægger 53 procent af CEO’erne at foretage opkøb, der er direkte knyttet til deres vækststrategi i de næste 12 måneder.
- 79 procent forventer at engagere sig i strategiske alliancer eller joint ventures i 2026 – en væsentlig stigning fra 62 procent året før.