Staten er den japanske mor
Jørgen Mads Clausen mener, der er for mange, der oplever disse skuffelser.
”I Danmark vil vi gerne have flere iværksættere, der kan sætte ting i gang og bidrage til at gøre os alle sammen rigere. Min konklusion er, at det er bedre med få, men bedre iværksættere. Der er alt for mange, der vil fejle, fordi de ikke er dygtige nok. Det giver ulykke til dem og deres familier.”
Samtidig mener Jørgen Mads Clausen, at der i Danmark mangler mere risikovillig kapital, og at staten fylder for meget.
”Japan er en af de dårligste lande, når det kommer til entrepreneurskab. Der er en kultur omkring at spørge mor om lov, inden man gør noget. Det er det samme, vi ser herhjemme. Et velfungerende marked for risikovillig kapital er en forudsætning for iværksætteri. Jeg tror ikke på politiske picking-the-winner-initiativer. Politisk skal man gøde jorden, men markedet er bedst til at høste vinderne. I Danmark er det staten, der er den japanske mor.”
Vi skal leve af vores hjerner
Han pointerer igen, at det går fremad med iværksætterkulturen i Danmark. Her er tiltag som Fonden for Entreprenørskab og konkurrencer som EY Entrepreneur Of the Year med til at stimulere den positive udvikling.
Og om de næste 25 år vurderer Jørgen Mads Clausen, at Danmark vil blive ved med at styrke sin position – også globalt.
”Vi skal leve af vores hjerner, for vi har ingen storindustrier inden for eksempelvis automobiler. Så gode idéer inden for IT og teknologi er sandsynligvis de nemmeste og hurtigste at realisere. Hvis vi skal fortsætte udviklingen, skal vi bruge endnu flere højteknologiske tanker,” siger han og kommer med endnu et godt råd:
”Tempoet inden for innovation øges dramatisk. Og ligegyldig hvad du får af idéer, så er der andre, der har fået den samme. Her handler det om at stå på skuldrene af dem, der også har tænkt samme tanke – og så finde måder at gøre det bedre eller anderledes. Det handler om at tænke disruptivt. Man behøver altså ikke at have opfundet noget som den allerførste. Men at disrupte noget eksisterende. At prøve at tænke utraditionelt.”