Den 10. oktober 2025 indgik Regeringen sammen med SF, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet en politisk aftale om udbygning af sol og vind på land. Den nye aftale skal generelt gøre det nemmere at opstille solceller og vindmøller i Danmark. Derudover skal der bl.a. ske en generel afbureaukratisering indenfor vedvarende energi på land og være et øget fokus på lokalsamfundet tæt på solceller og vindmøller, herunder ydelse af større kompensationer til naboer til solcelleanlæg.
Forenkling af reglerne om solcelleanlæg
For kommuner og regioner betyder den nye aftale bl.a. en forenkling af reglerne vedrørende opsætning af solceller på offentlige bygninger ved at fjerne kravet om selskabsudskillelse af solcelleanlæg samt kommunal modregning af besparelser fra solcelleanlæg.
Kommuner og regioner vil gerne bidrage til den grønne omstilling, herunder at sænke CO2-udledningen, men de nuværende regler om opsætning af solceller samt generelle overvejelser om rentabiliteten har kompliceret og hindret ønsket om en grønnere kommune og region. Den nye politiske aftale sigter efter at gøre det nemmere og billigere for kommuner og regioner at realisere deres ønsker om flere solcelleanlæg.
De nuværende regler om udskillelse af solcelleanlæg i et selskab
I henhold til de gældende regler skal kommuner og regioner udskille deres solcelleanlæg til et kommunalt eller regionalt ejet selskab med begrænset hæftelse. Dette indebærer en udfordring med at finde en proportionalitet mellem på den ene side omkostningerne til stiftelse og drift af et selvstændigt selskab, herunder bestyrelse, moms, skat, revisor, økonomisystemer, administration m.v., og på den anden side den solcelleaktivitet, der skal selskabsgøres og som i sig selv har en begrænset profitabilitet og relativt høje opstartsomkostninger.
En afskaffelse af kravet om selskabsudskillelse vil lette kommuners og regioners administrative byrde og omkostningerne i forbindelse med opstillingen af solcelleanlæg. Ved at fjerne risikoen for kommunal modregning vil det også blive gjort mere attraktivt at investere i solcelleanlæg.
Kontakt os
Danny Krei, Executive Director, Law, tlf. 2529 5188
Christian C. Christensen, Senior Manager, Law, tlf. 2529 6451
Nathalie Peutzfeldt, Senior, Law, tlf. 2529 4505