Skyline over Oslo set fra bro

Artikelserie: Road to success

Internationalisering af virksomheden

Fra fast driftssted til transfer pricing og exitbeskatning - en struktureret tilgang til international etablering.


Opsummering:
  • Internationalisering kræver klar struktur, korrekt skatteplanlægning og valg af optimal etableringsform.
  • Datterselskab, filial eller EOR vælges ud fra risici, ansvar, compliance og lokale krav.

Internationalisering er en strategisk milepæl for mange virksomheder. Det kan åbne døren til nye markeder, styrke konkurrenceevnen og skabe adgang til globale ressourcer. Men det er samtidig en kompleks proces, der kræver grundige juridiske og skattemæssige overvejelser. Uden den rette struktur og forståelse for lokale regler kan international ekspansion føre til utilsigtede risici, dobbeltbeskatning og administrative byrder. 

Grafik over vejen til succes

Fast driftssted - hvornår opstår skattepligt i udlandet?

Et af de mest afgørende skattemæssige spørgsmål ved internationalisering er, om virksomheden etablerer et fast driftssted i udlandet. Et fast driftssted indebærer, at virksomheden bliver skattepligtig i det pågældende land af den indkomst, der kan henføres til den lokale aktivitet. 

Et fast driftssted kan opstå ved etablering af kontor, lager eller værksted i udlandet. Det kan også opstå ved ansættelse af medarbejdere med indtægtsskabende funktioner, brug af lokale agenter samt regelmæssig og varig tilstedeværelse.  

I praksis kan selv en enkelt medarbejder med hjemmekontor udløse fast driftssted, hvis vedkommende udfører væsentlige opgaver for virksomheden. Det er derfor afgørende at analysere, om virksomhedens aktiviteter i udlandet udgør en skattepligtig tilstedeværelse og i givet fald sikre korrekt registrering og regnskabsaflæggelse.  

Valg af etableringsform – filial, datterselskab eller samarbejdspartner?

Når en virksomhed bevæger sig ud på internationale markeder, opstår spørgsmålet om, hvordan tilstedeværelsen skal struktureres juridisk. Valget af etableringsform har stor betydning for både skattemæssige forhold, juridisk ansvar og operationel fleksibilitet. Der findes flere modeller, som hver især har deres fordele og begrænsninger. Det rette valg afhænger af virksomhedens strategi, risikoprofil og ambitionsniveau.

De mest almindelige etableringsformer omfatter:

  • Filial
    En filial er ikke en selvstændig juridisk enhed, men en forlængelse af det danske moderselskab. Den er underlagt lokal lovgivning og skal typisk registreres hos myndighederne i det pågældende land. Filialen beskattes i udlandet af den indkomst, der kan henføres til dens aktiviteter, men indgår stadig i moderselskabets regnskab. Filialer er ofte lettere og billigere at etablere, men indebærer fuld hæftelse for moderselskabet.
     
  • Datterselskab
    Et datterselskab er en selvstændig juridisk enhed, som ejes helt eller delvist af moderselskabet. Det har egne vedtægter, ledelse og regnskaber, og beskattes som en lokal virksomhed. Datterselskaber giver bedre beskyttelse mod juridisk ansvar og kan være mere attraktive for lokale partnere og myndigheder. Til gengæld kræver de mere administration og kapital ved opstart.
     
  • Joint venture eller strategisk samarbejde
    I visse tilfælde kan det være fordelagtigt at indgå i et samarbejde med en lokal aktør, fx gennem et joint venture. Her deles ejerskab, ansvar og ressourcer, hvilket kan give adgang til lokal viden og netværk. Samtidig kræver det klare aftaler om governance, profitdeling og exit-strategi.

Valget af etableringsform bør ske på baggrund af en grundig analyse af juridiske og skattemæssige konsekvenser, operationelle behov og ressourcer, markedsadgang og lokal legitimitet samt risikoeksponering og hæftelse. Det anbefales at inddrage juridiske og skattemæssige rådgivere tidligt i processen, da etableringsformen kan have vidtrækkende konsekvenser for virksomhedens fremtidige drift og vækstmuligheder.

Etablering af datterselskab - struktur, ansvar og lokal compliance

Når virksomheden ønsker en mere permanent tilstedeværelse, kan etablering af et datterselskab være den mest hensigtsmæssige løsning. Et datterselskab er en juridisk selvstændig enhed, som typisk giver større fleksibilitet og lokal legitimitet. Fordelene ved etablering af et datterselskab er som nævnt blandt andet en begrænset hæftelse for moderselskabet, klar adskillelse af regnskab og skat, samt bedre adgang til lokale markeder, talenter og myndigheder.

Der findes dog også ulemper ved at etablere et datterselskab. Ulemperne er øget kompleksitet, krav om lokal ledelse og investering i juridisk og administrativ infrastruktur. Det er vigtigt at afklare, hvordan datterselskabet skal organiseres, og hvordan koncernens transaktioner skal dokumenteres og prissættes i henhold til transfer pricing-regler.

Det er derfor vigtigt at opveje fordelene og de potentielle ulemper ved etableringen af et datterselskab inden man kaster sig ud i det store projekt. En fornuftig ide ville være at spare med eksperter og rådgiver som kan analysere ens virksomheds konkrete situation og rådgive en i hvorvidt det giver mening for netop din virksomhed at etablere et datterselskab i udlandet.

Ansættelse via HR-bureauer og Employer of Record

For virksomheder, der ønsker hurtig adgang til lokale kompetencer uden at etablere en juridisk enhed, kan ansættelse via HR-bureauer eller såkaldte Employer of Record (EOR) være en løsning. Her fungerer bureauet som formel arbejdsgiver, mens medarbejderen arbejder for den danske virksomhed.

Dette kan have mange fordele såsom hurtig adgang til lokale medarbejdere, undgåelse af fast driftssted i visse tilfælde, og at bureauet håndterer den lokale løn, skat og social sikring for dig. Dog skal man være opmærksom på, at visse aktiviteter – fx salgsarbejde eller ledelsesfunktioner – stadig kan udløse fast driftssted, selv ved brug af HR-bureauer.

Lokal lovgivning ved import og salg

Ved salg af varer og ydelser i udlandet skal virksomheden overholde lokal lovgivning, herunder regler om moms, afgifter og sales tax. I USA er sales tax en statslig og lokal afgift, som varierer fra stat til stat og kan være kompleks at administrere.

Sales tax opkræves typisk, hvis virksomheden har nexus. Det vil sige at virksomheden har fysisk tilstedeværelse, lager, ansatte eller betydelig omsætning i en stat. Manglende overholdelse kan medføre bøder og juridiske konsekvenser. Det anbefales at implementere systemer, der kan håndtere korrekt beregning og indberetning af sales tax samt at søge rådgivning ved etablering i USA – og for den sags skyld også andre lande i verden.

Transfer pricing – intern samhandel i koncernen

Ved international samhandel mellem koncernforbundne selskaber skal priser og vilkår fastsættes i overensstemmelse med armslængdeprincippet. Det betyder, at transaktioner skal ske på vilkår, som kunne være opnået mellem uafhængige parter.

Virksomheder skal udarbejde transfer pricing-dokumentation, som viser, at interne priser er markedsmæssige. Dokumentationen skal indsendes til skattemyndighederne og kan være omfattende, især ved transaktioner med immaterielle aktiver eller finansielle ydelser.

Manglende eller mangelfuld dokumentation kan føre til skattemæssige justeringer og dobbeltbeskatning. Derfor er det vigtigt at man i virksomheden har styr på dette aspekt – og hvis man ikke internt kan dette, søger ekstern rådgivning og hjælp.

Exitbeskatning

Hvis en ejer eller founder flytter fra Danmark, kan der udløses exitbeskatning. Det betyder, at man beskattes af ikke-realiserede gevinster på aktiver – fx aktier i eget selskab – som om de var solgt på fraflytningsdagen.

Exitbeskatning gælder typisk ved ophør af fuld skattepligt til Danmark, flytning til et land, hvor Danmark mister beskatningsretten eller hvis aktiebeholdning overstiger en vis værdi (typisk 100.000 kr.)

Det er muligt at søge om henstand med betalingen, men det kræver korrekt dokumentation og løbende opfølgning. En fejlvurdering kan føre til betydelige skattekrav og likviditetsmæssige udfordringer.

Kort fortalt er internationalisering en strategisk beslutning, der kræver juridisk og skattemæssig afklaring. Uanset om virksomheden etablerer sig via datterselskab, HR-bureau eller direkte salg, bør man analysere konsekvenserne for skattepligt, compliance og intern samhandel.

Ved at kombinere en klar struktur med lokal indsigt og professionel rådgivning, kan man sikre, at international ekspansion sker på et solidt og bæredygtigt grundlag.


Sammendrag 

Internationalisering kræver grundig juridisk og skattemæssig planlægning. Virksomheder skal vurdere risiko for fast driftssted, vælge passende etableringsform (filial, datterselskab eller samarbejde) og sikre korrekt transfer pricing‑dokumentation. Datterselskaber giver større beskyttelse, men øger kompleksitet og krav til lokal compliance. Alternativt kan Employer of Record give fleksibilitet uden lokal enhed. Ved salg i udlandet skal lokale regler om fx moms og sales tax overholdes. Endelig kan fraflytning udløse exitbeskatning. Solid struktur og rådgivning er afgørende for en bæredygtig global ekspansion.

Om denne artikel