Indefrysningslån
I 2018 blev der indført en ordning, der betød, at eventuelle stigninger i grundskylden blev indefrosset i form af et lån hos kommunen. Lånet skulle først tilbagebetales, når boligen sælges. Lånet var rente- og gebyrfrit. Disse indefrysningslån, som er optaget til og med 2023 forbliver, indtil videre, i kommunerne og er fortsat rentefrie.
Fra 2024 er låneordningen flyttet til skatteforvaltningen og omfatter nu muligheden for at indefryse stigninger i både ejendomsværdiskat og grundskyld. Ændringen medfører også at nye indefrysningslån vedrørende 2024 og frem ikke længere er rentefrie.
Indefrysningslån vedrørende stigninger i grundskyld og ejendomsværdiskat i 2024 oprettes som et lån primo 2025. Disse lån bliver pålagt en rente på 3,54 %. Renterne er ikke fradragsberettigede, men der gives et rentenedslag på 25 %, når renten tilskrives lånet. I 2025 vil den effektive rente således være 3,54 minus 25 % = 2,66 %.
Mulighed for at undgå renter
Hvis man før 2024 havde et (rentefrit) indefrysningslån hos kommunen, fortsætter låneordningen automatisk. Men fremadrettet vil der blive tilskrevet renter – for indefrysningslån for 2024 og senere.
Hvis man ikke ønsker at fortsætte din indefrysning, kan man framelde den på sin forskudsopgørelse. Det kan gøres frem til den 31. december 2024. Hvis man stopper lånet inden årets udgang, kommer der ikke renter på. Renten tilskrives således først, når lånet stiftes i 2025.
Forskudsopgørelsen for 2025 er også åben nu og man kan dermed allerede nu også fravælge eller tilvælge indefrysningslånet for 2025.
Man kan fravælge lån for et indkomstår uden at tilbagebetale det, der allerede er lånt for tidligere indkomstår. Hvis man fravælger låneordningen for et indkomstår, kan man tilmelde sig ordningen igen det efterfølgende indkomstår.
Man kan vente med at tilbagebetale indefrysningslån og renter, til boligen sælges. Ved salget vil man automatisk få en opkrævning af lånet. Man kan også vælge at indfri hele eller dele af lånet på et tidligere tidspunkt. Dette gøres via TastSelv på skat.dk. Her kan man også følge med i bevægelserne på lånet (hvor meget man har lånt, tilbagebetalt osv.)
Tillægslån
Op mod 720.000 boligejere har for desuden nyligt modtaget en julehilsen fra Vurderingsstyrelsen. I brevet oplyses der om, at man for 2024 blevet opkrævet for lidt i samlet boligskat (grundskyld og ejendomsværdiskat). Det samme gælder for forskudsopgørelsen for 2025.
Den for lidt opkrævede boligskat skyldes, at mange borgere i første omgang har fået en skatterabat, der var for stor. Fejlen skyldes, at en stigning på den ene type boligskat (som udløser en skatterabat) ikke automatisk er blevet modregnet i en eventuel skattelettelse på den anden type boligskat. Dermed er den beregnede skatterabat for disse personer for høj.
Hvis de pågældende boligejere i forvejen har et indefrysningslån (se nærmere nedenfor), vil de automatisk få et tillægslån, der dækker den manglende betaling af boligskat. Lånet er med renter på samme måde som indefrysningslån, altså i alt 2,66 %. Lånet oprettes uanset om disse personer i øvrigt samlet set har en overskydende skat eller en restskat.
Tillægslånet er betinget af, at man er tilmeldt indefrysningsordningen. Hvis man fravælger indefrysningsordningen på sin forskudsopgørelse for 2024 inden årsskiftet, får man således heller ikke oprettet et tillægslån.
Hvis ikke man ønsker et tillægslån for 2024 skal det fravælges dette senest den 31. december 2024. Hvis man ikke ønsker tillægslånet (og ikke har fravalgt indefrysningslånet) kan tillægslånet fravælges ved at bruge en denne blanket.
Man foranlediges dog til at tro, at drillenissen har været på spil, når blanketten skal udfyldes. Der er således en række oplysninger der skal udfyldes – og som ikke automatisk bliver udfyldt. Dette på trods af at man skal logge ind med MitID.
På blanketten kan man også fravælge tillægslån i 2025.
Man kan også vælge at tilbagebetale tillægslånet for 2024 helt eller delvist, når det er stiftet i marts 2025 – og igen i marts 2026, når lånet for 2025 er stiftet. Lånet er med renter, der tilskrives fra den 1. januar, og indtil lånet tilbagebetales.
Hvis man fravælger tillægslånet inden nytår og derfor forventer en restskat for 2024, kan man også lave en frivillig indbetaling inden d. 31. december 2024 og dermed spare de renter, som automatisk påløber din restskat fra 1. januar 2025. Dette kan gøres via TastSelv.
Automatisk pant i ejendommen
Hvis man vil have et indefrysningslån og tillægslån, skal der stilles sikkerhed for betaling af lånet i form af pant i ejendommen. Dette foregår automatisk, når lånet stiftes, og pantet bliver ikke tinglyst.
Hvis man skal købe ny bolig, bør man derfor sikre sig, at sælger har indfriet eventuelle indefrysningslån. Ellers kan man i sidste ende komme til at hæfte for det.