Forretningskvinde går udenfor i finansdistrikt

Nye erhvervsvurderinger på vej - sådan forbereder du dig som ejer

Vurderingsstyrelsen påbegynder fra december 2025 udsendelsen af de første nye offentlige vurderinger for erhvervsejendomme.

De første erhvervsejendomsvurderinger vil omfatte ejendomme, der allerede benyttes til eller kan benyttes til boligformål, såsom andelsboliger, almennyttige boliger og boliger til privatudlejning. Det kan fx også være en lagerejendom eller kontorejendom, hvor lokalplanen giver mulighed for benyttelse til boligformål.

Ny vurderingsmetode afviger fra salgspriser

De nye ejendomsvurderinger følger en ny vurderingsmetode, hvor størstedelen af erhvervsejendomme kun får en grundværdi. For dækningsafgiftspligtige ejendomme, vil beregningsgrundlaget være grundværdien og ikke længere forskelsværdien.

Grundværdien beregnes ud fra et reference-grundlag bestående af salgspriser for ejerboliger i nærområdet med visse nedskaleringer for faktisk erhvervsanvendelse. Det betyder, at den offentlige ejendomsvurdering for erhvervsejendomme ikke længere følger en handelsværdinorm.

Relateret artikel

Nye anbefalinger til vurdering af butiks- og kontorejendomme

Nye anbefalinger medfører markant højere offentlige grundværdier for butiks- og kontorejendomme.

    Grundværdien ansættes ud fra den bedste økonomiske anvendelse og udnyttelse. Her forholder Vurderingsstyrelsen sig til hvad der faktisk er opført på ejendommen, og hvad der ifølge plangrundlaget kan opføres. Det betyder, at både BBR- og Plandata-registreringer har stor indflydelse på ejendomsvurderingen.

     

    Der kan være flere udfordringer forbundet med erhvervsvurderingerne, og tidsfristerne for at få forhold medtaget i vurderingerne er korte.

     

    Som ejendomsejer er det derfor en fordel at gennemgå BBR-registreringer og Plandata-registreringer forud for modtagelsen af ejendomsvurderingen.

     

    Reagér på Vurderingsstyrelsens breve

    Vurderingsstyrelsen udsender deklarationsmeddelelser, som indeholder en oplistning af faktum og værdipåvirkende forhold til brug for fastsættelsen af ejendomsvurderingen. Ca. 10 uger efter følger den endelige ejendomsvurdering.  

     

    Det er vigtigt at gennemgå og reagere på den modtagne deklarationsmeddelelse indenfor 4 uger, hvis et værdipåvirkende forhold skal indgå i ejendomsvurderingen. Hvis den endelige ejendomsvurdering er forkert, har man 90 dage til at klage fra modtagelsen. Vær opmærksom på, at en konstateret salgspris af en erhvervsejendom ikke nødvendigvis er et værdipåvirkende forhold.

     

    Meddelelserne vil kunne findes på Vurderingsportalen.dk. Når meddelelserne er klar på Vurderingsportalen, vil ejendomsejer modtage en meddelelse herom i e-Boks.

     

    Vi gør opmærksom på, at der for ejendomme med tilknyttede ejendomsadministratorer ikke nødvendigvis vil blive sendt meddelelser til andre end ejendomsadministrator. Har din ejendom en ejendomsadministrator anbefaler vi, det sikres, at ejendomsadministrator er opmærksom på post fra Vurderingsstyrelsen.

     

    Klagemuligheder

    Da salgspriser og offentlige erhvervsejendomsvurderinger ikke er sammenlignelige, vil muligheden for at opnå medhold i forbindelse med en indsigelse eller klage afhænge af konkrete nedslagspunkter, som valgte referenceejendomme eller kategorisering af ejendommen med henblik på valg af nedskaleringsmetode. Det er derfor en fordel at orientere sig i beregningsmodellerne for erhvervsvurderinger.

     

    Hos EY har vi en række rådgivere indenfor ejendomsvurderinger, som tilbyder assistance til alt fra den forberedende fase, deklarations- og vurderingsprocessen og til evt. klageassistance.

     

    EY’s ejendomsteam

    Vi har erfaring med at bistå med sparring i forhold til opdatering af BBR- og plandataregistret, gennemgang af deklarationer og vurderinger, udarbejde indsigelser, klagehåndtering samt beregning af ejendomsskattemæssige konsekvenser.

     

    Vi tilbyder gerne et uforpligtende introduktionsmøde vedrørende de nye ejendomsvurderinger, hvor vi gennemgår de vigtigste punkter for jeres ejendomme.


    Sammendrag 

    Vurderingsstyrelsen begynder udsendelsen af de første nye offentlige vurderinger for erhvervsejendomme i december 2025. Der kan være flere udfordringer forbundet med erhvervsvurderingerne, og tidsfristerne for at få forhold medtaget i vurderingerne er korte. Som ejendomsejer er det derfor en fordel at gennemgå BBR-registreringer og Plandata-registreringer forud for modtagelsen af ejendomsvurderingen.

    Om denne artikel

    Forfattere