I regeringsgrundlaget var et blandt mange punkter en forhøjelse af arveafgiften for dødsboer med formue over 10 mio. kr. fra 15 % til 30 %. Omfanget af afgiften var ikke nærmere defineret.
Den 19. juni 2026 har Skatteministeren i et svar til Folketingets Skatteudvalg uddybet Regeringens planer.
Spørgsmålet til Skatteministeren vedrører de økonomiske konsekvenser af de påtænkte ændringer for boafgift.
Ministeren skriver imidlertid også i svaret:
”Regeringen kommer ikke til at ændre på reglerne for overdragelse af virksomheder. I sidste regeringsperiode var jeg som medlem af regeringen med til at indføre en skematisk værdiansættelse for overdragelse af virksomheder og en nedsat sats. Begge dele videreføres og ændres ikke.”
Tilkendegivelsen er glædelig for de mange danske familievirksomheder, som ønskes overdraget til næste generation.
Hvis betingelser for at overdrage familieejede aktive erhvervsvirksomheder er opfyldt, kan dette derfor fortsat ske med nedsat gaveafgift på 10 %. Skatten ved overdragelsen forfalder ikke til betaling, men skubbes til næste generation.
Overdragelse af et dødsbos passive virksomhed og andre private aktiver vil fortsat være omfattet af almindelig boafgift på 15 % og potentielt 15 % yderligere afhængig af den endelige sammensætning af loven.
Der er ikke lagt op til ændring af reglerne for gaveafgift, for gaver givet i levende live.
Forskel i beskatning af gaver
Hvis Regeringen lykkes med at indføre forhøjet afgift på gaver/arv fra dødsboer, men ikke på gaver givet i levende live, er der derfor behov for at overveje at fremskynde gaver.
Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvor generationsskifte af erhvervsvirksomheder allerede er gennemført, og næste generation har gældsbrev til forældregenerationen. Gældsbrevet indgår som et tilgodehavende i dødsboer, hvor afgiften derfor ved udlægning af arv potentielt kan blive 30 %. Ved eftergivelse af gældsbrev i levende live vil afgiften af denne gave således fortsat være 15 % som efter de hidtidige regler.
Skematisk værdiansættelse
Betingelserne for anvendelse af de skematiske regler for værdiansættelse for overdragelse af aktive erhvervsvirksomheder må derfor forventes at forblive som nu. Det er derfor vores forventning, at retskravet på at anvende denne metode, som indførtes i efteråret 2024, fortsat vil være rammen for en lang række af overdragelser til næste generation.
Hvornår sker ændringen?
Regeringen har endnu ikke oplyst om, hvornår lovforslaget fremsættes. Ved en forhøjelse af afgift er der tale om skærpelse af beskatningen, som almindeligvis kun har virkning fremadrettet. Dette kan være enten fra lovforslagets fremsættelse eller et fremtidigt tidspunkt, som politisk aftales nærmere. EY følger naturligvis processen tæt.
Kontakt os, hvis du har brug for hjælp:
- Jesper Jørgensen, Director, Tax, tlf. 2529 3627
- Henrik Juul Nielsen, Senior Manager, Tax, tlf. 2529 3526
- Søren Næsborg Jensen, Associate Partner, Tax, tlf. 2529 4561