Den 21. maj 2025 afsagde den danske Højesteret en dom i en transfer pricing-sag vedrørende armlængdekarakteren af transaktionerne mellem et dansk selskab ("EET DK") - en forhandler af IT-komponenter og reservedele - og dets udenlandske salgsselskaber i årene 2010-2012. Sagen sætter en præcedens, der kan få vidtrækkende konsekvenser for det danske transfer pricing-landskab og de virksomheder, der opererer inden for det.
Retten til at udstede en skønsmæssig ansættelse
Det første spørgsmål som dommen behandlede, vedrørte om EET DKs transfer pricing-dokumentation var fyldestgørende. De danske skattemyndigheder havde nemlig skønsmæssigt ansat EET DKs indkomst vedrørende salget af varer til datterselskaberne i Spanien og Norge, fordi transfer pricing-dokumentationen vedrørende disse transaktioner blev anset for utilstrækkelig. De danske skattemyndigheder argumenterede for, at de spanske og norske datterselskaber havde købt varer fra det danske moderselskab, men også - i væsentlig grad - fra ikke-relaterede leverandører, mens analysen, der var inkluderet i transfer pricing-dokumentationen, sammenlignede den samlede indtjening af de norske og spanske enheder med de sammenlignelige selskaber, der blev identificeret via en benchmarkundersøgelse (dvs. der blev ikke foretaget nogen segmentering mellem indtjeningen fra salg af eksternt indkøbte varer og indtjeningen fra salg af internt indkøbte varer).
På dette punkt fandt Højesteret, at selv om den manglende opdeling af varerne gør det mere vanskeligt at vurdere, om armslængeprincippet er overholdt, var dette ikke tilstrækkeligt til at anse transfer pricing-dokumentationen for mangelfuld. Derfor var der ikke grundlag for at udstede en skønsmæssig ansættelse. Dette er i overensstemmelse med landsretsdommen samt eksisterende retspraksis, der fastslår, at det forhold at skattemyndighederne er uenige eller rejser berettiget tvivl om armlængdekarakteren af sammenlignelighedsanalyser eller valg af transfer pricing-metode ikke i sig selv gør transfer pricing-dokumentationen mangelfuld.
Armlængdekarakteren af de koncerninterne transaktioner
Det andet spørgsmål, som dommen behandlede, vedrørte, om de danske skattemyndigheder havde bevist, at salget af varer fra EET DK til de tilknyttede distributører ikke fandt sted på armlængdevilkår, og om indkomstjusteringerne derfor var berettigede.
Ifølge de danske skattemyndigheder skulle resultatet af salgsselskaberne sammenlignes med resultaterne for de uafhængige distributører inden for interkvartilområdet (de midterste 50 % af observationerne i intervallet) af benchmarkundersøgelsen og ikke inden for hele intervallet (dvs. mellem minimums- og maksimumsværdierne), som EET DK hævdede. Henvisningen til interkvartilområdet blev især begrundet med behovet for at tage højde for sammenlignelighedsdefekter i det udførte benchmark (fx lagerbeholdninger og bogførte immaterielle aktiver hos nogle af de identificerede sammenlignelige selskaber). Anvendelsen af interkvartilområdet blev også støttet af Landsskatteretten og Landsretten, som brugte nærmeste kvartil (øvre kvartil) som referencepunkt for de foreslåede justeringer af salgsenhedernes indtjening mens de danske skattemyndigheder havde henvist til medianen (midterste observation i benchmarket).
Højesteret understregede, at selvom marginerne for en række af EETs salgsselskaber lå uden for interkvartilområdet, var dette i sig selv ikke tilstrækkeligt til at konkludere, at EET DK og salgsselskaberne ikke handlede på armslængdevilkår. Højesteret understregede, at der kræves forsigtighed ved anvendelse af statistiske metoder for at øge pålideligheden af en sammenlignelighedsanalyse, især hvis grundlaget for sammenligningen ikke omfatter et betydeligt antal observationer. Dette gør Højesteretsdommen til den første, der kvantificerer udtrykket "sizeable number of observations" i OECD Transfer Pricing Guidelines pkt. 3.57. EET-benchmarket bestod af i alt 16 sammenlignelige selskaber, hvilket ikke blev fundet tilstrækkeligt til at anvende statistiske analyser som interkvartilområdet på en pålidelig måde.
Ligeledes kom Højesteret frem til, at de danske skattemyndigheder ikke havde bevist, at deres foreslåede transfer pricing-metode (baseret på nettofortjeneste - EBIT) førte til mere nøjagtige resultater end den metode, der blev brugt af EET DK (baseret på bruttofortjeneste). Højesteret understregede også, at EET DK sælger sine produkter til samme pris til alle salgsselskaber, men de danske skattemyndigheder anfægtede ikke transaktionerne med alle salgsselskaberne. Derudover fremhævede Højesteret, at der ikke var fremlagt eksempler på, at EET DK specifikt solgte produkter til priser, der ikke svarede til armlængdepriser, og at det ikke var bevist, at EET DK havde lidt et tab i de omhandlede transaktioner. Endelig fandt Højesteret det relevant, at EET-koncernens samlede skattebetalinger i henholdsvis Danmark og salgsselskabernes hjemlande i 2010, 2011 og 2012 ikke var lavere end, hvad de ville have været, hvis EET-koncernen havde handlet på de vilkår, som de danske skattemyndigheder betragtede som armlængdevilkår.
Højesteret afviste fuldstændigt de danske skattemyndigheders påstande og anerkendte, at EET DKs indkomst ikke skulle forhøjes for nogen af de omfattede år.
Vigtige punkter og mulige praktiske implikationer
EET-dommen er banebrydende i den forstand, at den gør op med den historisk anvendte statistiske metode for fastsættelse af armslængdeintervallet i benchmarks med uafhængige sammenlignelige selskaber, der kom ind i transfer pricing-vejledningen (Juridsk vejledning) for ca. 20 år siden.
Selvom OECDs vejledning siden 2010 har nævnt, at statistiske mål (fx interkvartilområdet eller andre percentiler) kan bidrage til at forbedre pålideligheden af sammenlignelighedsanalyser, når antallet af sammenlignelige selskaber omfatter et betydeligt antal observationer (”sizeable number”), fastsætter Højesteretsdommen for første gang hvornår antallet af sammenlignelige selskaber, der er identificeret via en benchmarkundersøgelse, kan anses for utilstrækkelig til statistiske formål.
