Lønindkomst og personalegoder
Skattestyrelsen får en lang række automatiske indberetning for lønmodtagere, som fx lønindkomst, skattepligtige goder, renteudgifter og -indtægter. Vi anbefaler, at man gennemgår de indberettede oplysninger for at sikre, at alt er korrekt, og at eventuelle personalegoder som fri bil eller bolig også fremgår af årsopgørelsen.
Husk det arbejdsrelaterede rejsefradrag og befordringsfradraget
Hvis du har været på arbejdsrelaterede rejser, hvor din arbejdsgiver ikke har dækket udgifterne, kan du være berettiget til fradrag for kost, logi og småfornødenheder op til 31.600 kr. i 2024. Satserne for 2024 er for logi op til 246 kr. og for kost og småfornødenheder op til 574 kr. pr. døgn. Husk derfor at inkludere rejsefradraget i årsopgørelsen under Rubrik 53.
Er du lønmodtager og pendler du i privat bil, cykel eller offentlig transport over en samlet distance på 24 km, og dækker din arbejdsgiver ikke din transport, kan du også være berettiget til befordringsfradrag. Det gælder dog ikke hvis du har modtaget skattefri kørselsgodtgørelse for kørslen. Satserne for kørsel i 2024 er 2,23 kr. for de første 25 – 120 km og 1,12 kr. for over 120 km kørt. (2,47 kr., hvis kørsel fra yderkommuner og visse småøer). Husk derfor at inkludere befordringsfradraget i årsopgørelsen under Rubrik 51.
Husk fradrag og skattepligt for eventuelle ægtefællebidrag og/eller børnebidrag
Hvis du betaler beløb i ægtefællebidrag og/eller betaler beløb i børnebidrag, er du berettiget til fradrag for betalingerne. Foregår betalingerne igennem Udbetaling Danmark, vil der automatisk medtages fradrag for ægtefælle og/eller børnebidraget.
Foregår betalingerne udenom Udbetaling Danmark er du selv ansvarlig for, at selvangive de beløb du betaler i ægtefælle bidrag og/eller børnebidrag. Husk derfor at inkludere ægtefællebidrag eller børnebidrag i årsopgørelsen under Rubrik 56. Vær opmærksom på at bidraget skal oplyses sammen med modtagerens CPR-nr.
Er du modtager af et eventuelt ægtefællebidrag, eller børnebidrag der overstiger normalbidragssatsen for 2024 (1,548 kr. pr. måned) og har din tidligere ægtefælle eller forældre oplyst dette i deres årsopgørelse, vil dette blive inkluderet i Rubrik 19 i din årsopgørelse. Husk derfor at holde øje med om eventuelle bidrag efter ovenstående også fremgår af din årsopgørelse i Rubrik 19.
Husk fradrag for gaver og bidrag til velgørende foreninger
Har du bidraget til velgørende formål, i form af donationer eller gaver til velgørende organisationer, foreninger, fonde, stiftelser, institutioner eller religiøse samfund, kan du være berettiget til fradrag herfor, hvis disse er godkendte af Skattestyrelsen.
Satserne for dette er 18.300 kr. i 2024. Beløbet indberettes af den godkendte forening direkte til Skattestyrelsen, for at du kan få fradrag for dette. Husk derfor at tjekke, om beløbet fremgår af Rubrik 55 i din årsopgørelse. Hvis ikke det gør, kan det være fordi den velgørende forening mangler oplysninger på dig, herunder fx dit CPR-nummer.
Sidste år uden håndværkerfradraget, men husk fortsat servicefradraget
Håndværkerfradraget er for 2024 indkomståret fortsat ikke gældende, men et nyt grønt håndværkerfradrag er trådt i kraft fra og med 2025.
I 2024 kan du fortsat få servicefradrag, hvis du fx har betalt for rengøring af din helårsholdige eller fritidsbolig. "Dette gælder bl.a. rengøring, vinduespudsning, men også børnepasning og havearbejde m.v.
Hvis du har haft en af de udvalgte serviceydelser i løbet af 2024, vil du kunne få fradrag for de udgifter, du har haft til arbejdsløn heraf, ikke for materialer. Husk derfor at inkludere servicefradraget i Årsopgørelsen under Rubrik 461.
Indtægter fra investeringer – Aktier, investeringsbeviser og obligationer
Aktier og investeringsbeviser: Har du i løbet af 2024 købt aktier eller investeringsbeviser, skal du være særligt opmærksom på, hvad du har købt, og hvilken investeringsplatform, du har købt eller solgt dine investeringer på.
Er der tale om en dansk bank eller børsmægler, vil dine køb og salg være indberettet til Skattestyrelsen. Her udregner Skattestyrelsen en gevinst eller tab og færdiggør din opgørelse. Hvis du er enig i denne, skal du huske at få denne godkendt via ’TastSelv’.
Handler du derimod på forskellige udenlandske platforme, vil du have pligt til at opgøre og selvangive dine gevinster og tab fra investeringer, da disse ikke vil være indberettet automatisk til Skattestyrelsen.
Husk, det er vigtigt at få oplyst dine køb og salg til Skattestyrelsen hen over indkomståret, inden d. 1. juli 2025, da det har betydning for din fradragsret til eventuelle tab på aktier og investeringer.
Obligationer: Perioden med stigende renter i løbet af 2024 har især fået mange til at købe obligationer. Her skal, ligesom med aktier og investeringsbeviser, være særligt opmærksom på, om du har købt disse obligationer hos en dansk bank eller børsmægler, da det vil have indflydelse på, om køb, salg samt renteudgifter er indberettet og opgjort af Skattestyrelsen.
Særligt med investeringer i obligationer er det vigtigt at kontrollere de indberettede oplysninger, og det kursgevinst- eller kurstab, som du har haft. Er der ikke opgjort en kursgevinst- eller kurstab, skal du selv opgøre og selvangive disse. Husk derfor at inkludere disse i gevinst og tab på obligationer i Rubrik 32.
Private gældsbreve: Har du oprettet et privat gældsbrev, skal du, i lighed med ovenstående beskatning af obligationer, være opmærksom på, at de renteindtægter du modtager, er skattepligtige. Husk derfor at inkludere disse i årsopgørelsen på Rubrik 39. Er du tilsvarende låntager, skal du huske at inkludere fradrag for de renteudgifter du har hertil i Rubrik 44.
Ejendomsskatter – Nye regler for 2024
Ejer du en bolig i Danmark, vil 2024 være første år, hvor din årsopgørelse vil inkludere de nye ejendomsskatteregler. Det betyder, at der i 2024 vil være en anderledes opgørelse af din bolig, og med opdaterede ejendomsvurderinger fra vurderingsstyrelsen.
Opgørelsen vil inkludere de nye overgangsregler om en skatterabatordning samt en permanent indefrysningsordning for ejerboligejerne og en stigningsbegrænsningsregel for erhvervsejendomme m.v. Det betyder også nye satser for ejendomsværdiskat, grundskyld og dækningsafgift.
Årsopgørelsen vil inkludere beskatningsgrundlaget baseret på de foreløbige 2022-vurderinger, som blev offentliggjort i september 2023.
Ved låneopgørelsen, skal boligejere være opmærksomme på, at det kun vil være boligskattelån for beskatningsåret 2024 og frem, som fremgår af årsopgørelsen. Boligskattelån, som indefrysningslån eller pensionistlån, fra tidligere år vil fortsat ligge i låneopgørelserne fra kommunerne.
Udfordringer og justeringer
Årsopgørelsen 2024, markerer overgangen til de nye boligskatteregler, hvoraf det nu er staten og ikke længere kommunerne, som står for opkrævningen. Det kommer i kølvandet på implementeringen af det nye ejendomsvurderingssystem, og har krævet omfattende tilpasninger af offentlige IT-systemer. Selvom Vurderingsstyrelsen oplyser, at de arbejder på højtryk for at sikre kvaliteten, forventer de, at der vil være behov for justeringer af en lang række årsopgørelser.
Du skal derfor være særligt opmærksom på, om
- Du får den korrekte skatterabat eller skattelettelse.
- Du får det korrekte pensionistnedslag.
- Om du har fået et tillægslån, som følge af for høj skatterabat.
Hvor finder du oplysningerne?
På årsopgørelsen kan boligejere finde en oversigt over ejendomsskatterne under rubrikken ”Ejendomsskatter”. Boligskattelånene kan ses på boligskattelaan.skat.dk, hvor man også kan betale lån tilbage og følge renteudviklingen.
Vurderingsstyrelsen opfordrer boligejerne til at være opmærksomme og kontakte dem med eventuelle spørgsmål til ejendomsvurderingerne, boligskatten og boligskattelånene
Indtægter fra deleøkonomi - udlejning af ejendom, værelse, bil, båd m.fl.
Ejer du en bolig, bil, båd eller lignende og har du udlejet dette helt eller delvist, har du pligt til at selvangive dette, eller dele af dette. Skattepligten heraf afhænger både af, hvad der udlejes, hvor længe og de nærmere omstændigheder herfor.
Udlejningstjenester såsom AirBnB, fortsætter med at være populært og indtægter fra korttidsudlejning såsom udlejning af et sommerhus eller et værelse, er også skattepligtigt hvis dette overstiger bundfradrag for privat udlejning på 12.700kr i 2024.
Foregår udlejningen igennem en udlejningsplatform som er indberetningspligtig til Skattestyrelsen, får du gavn af det høje bundfradrag på 32.300 kr. i 2024 og bundfradrag for fritidsbolig på 46.100 kr. i 2024.
Tilsvarende er udlejningstjenesterne såsom GoMore, og andre samkørselsordninger, også populærere og indtægter herfor er også skattepligtige. Foregår kortidsudlejningen eller udlejningen af din bil, igennem en udlejningsplatform som har indberetningspligt til Skattestyrelsen, er du berettiget til højt bundfradrag, både i 2023, 2024 og 2025, uagtet om udlejningsplatformen har foretaget indberetningen. Husk derfor at være særligt opmærksom på dette i årsopgørelsen på Rubrik 37.
Restskat – Undgå en ubehagelig overraskelse
Har din lønindkomst ændret sig, eller har du modtaget et særligt personalegode, som du ikke førhen har haft? Har du haft en større fortjeneste på dine investeringer, eller måske sat dine fradrag for højt? Står du i midlertidig med en større restskat på din årsopgørelse for 2024, som følge af din lønindkomst, aktier eller andet, kan det være en god idé at se på, hvordan du undgår dette i 2025. Du sparer nemlig både renter og procenttillæg ved at foretage en frivillig skattebetaling i løbet af indkomståret.
Forskudsopgørelsen fastsætter den skat, du betaler løbende igennem året, og kan være måden, hvorpå du kan undgå en ubehagelig overraskelse. Husk derfor at tjekke denne igennem for 2025, når du har modtaget din årsopgørelse for 2024.