Venner løber ad promenade i byen

Satser for beskatning af personalegoder 2025

Relaterede emner

Medarbejdere skal udgangspunkt beskattes af markedsværdien af personalegoder fra deres arbejdsgiver, der er dog undtagelser. 

Medarbejdere, der modtager personalegoder af deres arbejdsgiver, skal som udgangspunkt beskattes af markedsværdien af personalegodet. Der er dog undtagelser for personalegoder omfattet af bagatelgrænserne samt goder der er gjort skattefrie.

En række af satserne for personalegoder er justeret for 2025.

Bagatelgrænse for mindre personalegoder

Bagatelgrænse for mindre personalegoder er i 2025 justeret til 1.400 kr. (1.300 kr. i 2024)

Det betyder, at medarbejdere, der modtager sådanne mindre personalegoder (fx julegave, biografbilletter, en pakke chokolade mm) ikke skal beskattes heraf, hvis den samlede værdi ikke overstiger 1.400 kr.

Arbejdsgiver skal ikke foretage indberetning af sådanne mindre goder, selvom grænsen måtte overskrides. Hvis det enkelte gode overstiger grænsen, skal der dog ske indberetning heraf.

Hvis grænsen overskrides, er det således som udgangspunkt medarbejderen selv, som har pligt til at anføre den samlede værdi af goderne på selvangivelsen.

Julegaver

Arbejdsgivers julegaver til medarbejderne tæller med i den ovenstående bagatelgrænse.

Men hvis man som medarbejder modtager en julegave fra sin arbejdsgiver, sker der dog ikke beskatning af julegaven, hvis værdien af julegaven ikke overstiger 1.000 kr. i 2025 (900 kr. i 2024). Dette gælder selvom den samlede værdi af mindre personalegoder i årets løb overstiger 1.400 kr.

Hvis en medarbejder eksempelvis modtager en julegave med en markedsværdi på1.000 kr., og et andet personalegode med en værdi på 500 kr., skal der ske beskatning af de 500 kr., da den samlede værdi af personalegoder overstiger bagatelgrænsen på 1.400 kr. i 2025. Julegaven er derimod skattefri, da den ikke overstiger grænsen på 1.000 kr.

Bagatelgrænse for arbejdsrelaterede personalegoder

Bagatelgrænsen for beskatning af personalegoder, som arbejdsgiver har ydet med direkte sammenhæng til arbejdet, er i 2025 justeret til 7.300 kr. (7.000 kr. i 2024). Arbejdstager beskattes derfor som udgangspunkt kun, hvis den samlede værdi af sådanne goder overstiger dette beløb.

Eksempler på arbejdsrelaterede personalegoder:

  • Gratis mad og drikke ved overarbejde
  • Influenzavaccination
  • Beklædning, hvis specifikt ønsket og betalt af arbejdsgiver med navn og logo på
  • Fri avis til brug for arbejdet
  • Frikort til offentlig transport, der er ydet af hensyn til erhvervsmæssig transport
  • Kreditkortordninger

Overskrides grænsen på 7.300 kr. beskattes arbejdstageren af hele værdien.

Arbejdsgiver skal ikke foretage indberetning af arbejdsrelaterede goder, så hvis grænsen overskrides, er det medarbejderen selv, som skal anføre den samlede værdi af goderne på selvangivelsen.

Fri bil

Reglerne for beregning af den skattepligtige værdi af fri bil justeres endnu en gang i 2025.

I 2024 skal den årlige skattepligtige værdi af fri bil beregnes som 23,0 pct. af bilens værdi op til 300.000 kr., og 22,0 pct. af værdien udover 300.000 kr. Bilens skattepligtige værdi beregnes dog minimum af 160.000 kr.

Fra og med 2025 beregnes den årlige skattepligtige værdi af fri bil som 22,5 pct. af hele bilens værd. Der gælder således ikke længere en sondring for priser op til 300.000 kr. og priser udover 300.000 kr. De 22,5 pct. skal som hidtil beregnes af minimum 160.000 kr.

Ved beregningen af den skattepligtige værdi af fri bil tillægges et miljøtillæg, som i 2024 svarer til 600 pct. af den årlige ejerafgift for firmabilen. Fra og med 2025 stiger miljøtillægget, idet det fremover beregnes som 700 pct. af den årlige ejerafgift.

Fri telefon

Den skattepligtige værdi af fri telefon justeres ligeledes, så den i 2025 udgør 3.300 kr. (3.200 kr. i 2024). Det svarer til 275 kr. pr. måned.

Samlevende ægtefæller, der begge beskattes af fri telefon kan hver især opnå et nedslag på 25 pct., hvis den samlede værdi af fri telefon mindst udgør 4.400 kr. i 2025 (4.200 kr. i 2024).

Nedsættelsen på 25 pct. bliver beregnet automatisk ved udstedelse af årsopgørelsen.

For yderligere spørgsmål, er I altid velkommen til at kontakte os.


Sammendrag 

Medarbejdere beskattes af markedsværdien af personalegoder, med undtagelser for bagatelgrænser og andre skattefrie goder. I 2025 er bagatelgrænsen for mindre goder 1.400 kr. og for arbejdsrelaterede goder 7.300 kr. Julegaver er skattefri op til 1.000 kr. Fri bil beskattes med 22,5 pct. af bilens værdi, og fri telefon beskattes med 3.300 kr. årligt.

Om denne artikel

Forfattere