Pressemeddelelse
15 jan. 2024  | København, DK

Bo Øksnebjerg bliver ny partner i EY

Pressekontakter

Generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, Bo Øksnebjerg, tiltræder den 1. juni som partner i EY, hvor han vil bidrage til den forsatte styrkelse af firmaets rådgivning på Sustainability-området. Bo Øksnebjerg vil have et særligt fokus på virksomhedernes forsyningskæder og udviklingen af klima- og biodiversitetsstrategier – områder hvor mange danske virksomheder står over for helt nye udfordringer.

Bo Øksnebjerg kommer fra WWF Verdensnaturfonden, hvor han har været generalsekretær siden 2014. I denne funktion har han opnået en dyb viden inden for Sustainability og virksomhedernes rolle i at skabe en mere bæredygtig fremtid. WWF Verdensnaturfonden står således bag bl.a Science-based targets initiativet, de førende rammeværk inden for biodiversitet, klima og varekæder og talrige certificeringsordninger.

Bo Øksnebjerg har i en årrække samarbejdet tæt med erhvervslivet om den grønne dagsorden, men ønsker nu at komme endnu tættere på de processer, der skal levere løsningerne på de sværeste udfordringer.

"Det er virksomhederne, der skal drive forandringen herfra, og jeg ser en stor mulighed i at hjælpe dem med at udvikle og implementere fx klima- og biodiversitetsstrategier, som styrker konkurrenceevnen og bidrager afgørende til den grønne omstilling. NGO'erne og politikerne har skabt et solidt fundament, men det er kun virksomhederne, der kan levere de nødvendige forandringer og resultater. Jeg ser frem til at rådgive dem direkte i min nye rolle hos EY," siger Bo Øksnebjerg.

”EY har en stærk position inden for bæredygtighed både nationalt og globalt, og jeg ser EY som den platform, hvorfra jeg bedst kan udnytte min ekspertise og mit ønske om at hjælpe virksomheder med at udvikle og implementere effektive klima- og biodiversitetsstrategier. EY's engagement inden for Sustainability og deres omfattende netværk giver mig den ideelle platform til at gøre en reel forskel. Hos EY kan jeg spille en nøglerolle i at drive den nødvendige forandring fremad og hjælpe virksomhederne med at opnå deres forretnings- og bæredygtighedsmål," siger Bo Øksnebjerg.

Med en baggrund som biolog fra Københavns Universitet og topleder-erfaring fra både det private erhvervsliv og NGO-sektoren, er Bo Øksnebjerg godt rustet til at hjælpe virksomheder med at navigere i bæredygtigheds-landskabet. Han har tidligere haft ledende roller hos blandt andet Hill+Knowlton Strategies, COWI og Novozymes.

"Vi er utroligt glade for at Bo Øksnebjerg har valgt at blive en del af EY og vi ser meget frem til at byde ham velkommen her hos os. Mange danske virksomheder efterspørger specialviden inden for biodiversitet og forsyningskæder, så med sin omfattende indsigt i disse områder – og på hele Sustainability-agendaen – bliver Bo en værdifuld styrkelse af vores i forvejen stærke Sustainability-organisation," siger Jan C Olsen, CEO i EY Danmark.

Related news