Carsten Dilling, bestyrelsesleder i blandt andet Terma, blev 25. juni kåret som Chair of the Year 2026 ved årets arrangement på Copenhagen Business School.
Han modtog prisen for sit markante bidrag til dansk erhvervsliv og sin evne til at lede bestyrelser gennem nogle af de mest komplekse og krævende situationer – ofte i virksomheder præget af krise, transformation og finansielt pres.
Juryen fremhævede særligt hans evne til at skabe stabilitet, retning og fremdrift i situationer med høj kompleksitet:
“Årets prismodtager har ikke søgt de lette opgaver. Tværtimod har han gentagne gange stillet sig i spidsen for virksomheder og organisationer, hvor kravene til bestyrelsesledelse […] er blandt de højeste,” lød det fra juryen.
Kåringen markerede afslutningen på en dag, hvor ledende bestyrelsesprofiler, erhvervsledere og eksperter var samlet for at diskutere fremtidens bestyrelsesarbejde i en verden præget af stigende geopolitisk usikkerhed, teknologisk acceleration og voksende kompleksitet.
Som hovedpartner bidrog EY til at sætte rammen for dialogen om de krav og muligheder, der i dag former bestyrelsesagendaen.
“Bestyrelsen er blevet et konkurrenceparameter. Når vi hylder årets bestyrelsesleder, sætter vi samtidig fokus på de kompetencer og det strategiske overblik, der skal til for at navigere i en tid med øget kompleksitet og global usikkerhed,” siger Søren Skov Larsen, partner i EY og ansvarlig for EY Center for Board Matters.
En fragmenteret verden stiller nye krav til bestyrelser
I sit oplæg satte Fredrik Persson, President i BusinessEurope, fokus på, hvordan bestyrelsesarbejdet er under forandring i en ny geopolitisk virkelighed. Han pegede på, at skandinaviske virksomheder historisk har haft stor fordel af globalisering, men at verden i stigende grad fragmenterer – med nye krav til bestyrelsers strategiske arbejde.
Ifølge Fredrik Persson er geopolitik ikke længere et operationelt anliggende, men et centralt strategisk tema på bestyrelsesniveau. Særligt fremhævede han tre områder, der i dag fylder i bestyrelseslokalet: energi, Kina og kunstig intelligens – alle områder, der er rykket fra drift til strategi.
Dette perspektiv blev suppleret af Klaus Holse, bestyrelsesleder i Dansk Industri, som pegede på, at virksomheder i dag opererer i en verden præget af øget fragmentering, hvor både USA, EU og Kina aktivt former de globale spilleregler.
Han fremhævede tre centrale spørgsmål, som bestyrelser bør stille sig selv:
- Kender vi vores eksponering i forsyningskæden?
- Udnytter vi nye industrielle muligheder og subsidier?
- Hvordan sikrer vi strategisk autonomi?
AI flytter dagsordenen – også i bestyrelseslokalet
Både Fredrik Persson og Klaus Holse pegede på kunstig intelligens som en af de mest transformative dagsordener for bestyrelser.
Budskabet var tydeligt: AI kan ikke længere betragtes som et rent teknologisk spørgsmål. Bestyrelsen skal forstå den strategiske betydning og aktivt tage stilling til, hvordan AI påvirker forretning, organisation og konkurrenceevne.
Klaus Holse fremhævede her, at AI både fungerer som en forstærker og en udligner – den kan øge produktivitet og kvalitet hos erfarne medarbejdere, samtidig med at den giver mindre erfarne medarbejdere adgang til viden og kompetencer.
Det stiller nye krav til bestyrelsens arbejde, herunder:
- Om der er en klar og reel AI-strategi
- Om beslutningskompetencer er placeret de rigtige steder
- Hvordan virksomheden håndterer de bredere samfundsmæssige implikationer
Bestyrelseslederens rolle bliver styrket
En gennemgående pointe på dagen var, at rollen som bestyrelsesleder er i klar udvikling.
Klaus Holse fremhævede, at bestyrelseslederen i stigende grad fungerer som arkitekt for bestyrelsens arbejde: den, der sætter dagsordenen, skaber rum for de svære diskussioner og sikrer, at bestyrelsen også udfordrer sig selv.
Dette perspektiv blev suppleret af erfaringer fra Carsten Dilling, der efter sin kåring delte refleksioner fra sin egen bestyrelseskarriere. Han pegede på forskellen mellem at lede i krisesituationer og i virksomheder i vækst – og understregede, at bestyrelsesledelse i stigende grad handler om både at håndtere kompleksitet og identificere nye muligheder.
Han fremhævede samtidig vigtigheden af fokus og prioritering i rollen som bestyrelsesleder – og advarede mod at påtage sig for mange formandsposter uden at have den nødvendige tid til at løfte opgaven ordentligt.
En dagsorden, der fortsætter
Chair of the Year 2026 bekræftede, at bestyrelsesarbejde i dag er et centralt konkurrenceparameter. Det handler ikke kun om at sikre compliance, men om aktivt at bruge governance til at skabe robusthed, retning og langsigtet værdi.
Med stigende kompleksitet og nye dagsordener som geopolitik og AI bliver bestyrelsens rolle kun vigtigere i årene frem.
Om Chair of the Year
Chair of the Year blev grundlagt i Norge i år 2000 og introduceret i Danmark i 2007 under navnet Årets Bestyrelsesformand. I 2024 blev prisen relanceret med nyt navn, nye kriterier og et fokus på vækstvirksomheder med omsætning over 100 mio. kroner.
En uafhængig jury bestående af fremtrædende bestyrelses- og erhvervsprofiler udpeger vinderen, og prisen uddeles i et samarbejde mellem CBS, Bestyrelsesforeningen, Styreinformasjon AS og EY. AlumniGlobal har varetaget den professionelle udvælgelsesproces af kandidater.
Tidligere vindere af prisen er bl.a. Thomas Thune Andersen, Ørsted, Mads Øvlisen, LEGO, og Vagn Sørensen, FLS.