EY refererer til den globale organisation og kan henvise til en eller flere af medlemsfirmaerne i Ernst & Young Global Limited, som hver især er en separat juridisk enhed. Ernst & Young Global Limited, som er et engelsk ‘company limited by guarantee’, yder ikke kunderådgivning.
Relateret artikel
Og Danmarks bedste vækstskabere er …
Årets vindere i hovedkategorien og de seks underkategorier blev hyldet ved EY Entrepreneur Of The Year 2022, der blev afholdt i København.
Det er ikke hvad som helst, der har ført Brødrene Dalgaard hertil. De har med Dalux bygget en byggesoftwarevirksomhed op, som siden 2015 har oplevet en vækst på 60 % om året. Især på baggrund af deres brugervenlige 3D-byggesoftware, som entreprenører, byggeledere, rådgivere kan tage med rundt på byggepladsen. Samtidig med at de er markedsledere i Danmark, har de haft en global udrulning, der betyder, at de i dag har kontorer i 22 lande og har en halv million brugere spredt over hele 147 lande.
Branchen er bagud på digitalisering
”Der er et enormt potentiale på det globale marked for at kunne fortsætte væksten i byggebranchen, der er en af de mindst digitaliserede områder. Lige nu handler det om, hvor langt vi kan føre det,” siger stifter og CEO Torben Dalgaard.
Samtidig med at byggebranchen halter bagud på ny teknologi, er det også en af de mest forurenende områder. Således står branchen for op mod 40 % af de globale CO2-udledninger. Og samtidig kommer mere end 35 % af verdens affald fra byggepladser. Det er noget af det, Dalux’ værktøjer kan afhjælpe ved at trække den ellers meget analoge industri med ind i fremtiden.
Tjen penge, før du bruger dem
Høj vækst er i dag ikke enestående, når det handler om virksomheder inden for IT og ny teknologi. Men det helt særlige ved Dalux og stifternes entrepreneurskab er, at virksomhedens solide vækst er 100 % organisk. Bent og Torben Dalgaard har ikke på noget tidspunkt optaget lån og ej heller lukket investorer ind i Dalux-familien. Noget, stifterne blandt andet forklarer med en grundlæggende holdning om, at man skal tjene penge, før man bruger dem.
”Vi er vokset op på en gård og har fra barnsben oplevet, at man sætter tæring efter næring. Vores fælles værdisæt har vi taget med ind i Dalux, og det er en styrke. Det er også derfor, vi ikke har nogen interesse i at lade udefrakommende investere i vores virksomhed og få indflydelse, for vi kender hinanden og er enige om, hvad vi synes, er vigtigt i Dalux,” siger stifter og CTO Bent Dalgaard, hvorefter Torben Dalgaard uddyber, at brødrene har en fælles holdning til, at det skal være sjovt at gå på arbejde:
”Arbejdet må ikke fylde alt. Det skal også være sjovt om 10 og 20 år, og det er det ikke, hvis vi brænder ud. Mange ser det at være entrepreneurer som en sprint, hvor det handler om at gøre det hele på den halve tid. Vi ser Dalux’ rejse som en veludført maraton.”