En nordisk bank udrullede en AI-drevet kreditscoring, der kunne vurdere personers kreditværdighed på sekunder. En oplagt use case for at automatisere kedelige rutineopgaver. Systemet fungerede teknisk upåklageligt, men det ekskluderede konsekvent personer med visse arabisk klingende navne fra bestemte geografiske områder. Ikke fordi bankens ledelse havde instrueret det, men på grund af data. Da diskriminationen blev synlig i pressen 18 måneder senere, var det for sent at forklare sig. Resultatet: Myndighedsundersøgelse og 23 % fald i kundetillid.
Problemet var ikke AI men mangel på governance: At ingen i bankens top havde defineret, hvilke kundegrupper, der måtte ekskluderes, og på hvilket grundlag. Maskinen tog beslutningerne, fordi ledelsen ikke gjorde. Det er et klassisk eksempel på, hvordan AI-kapacitet skalerer hurtigere end governance.
I Danmark er adoptionen af AI massiv. Ifølge EY's AI Sentiment Report 2026 har 83 % af danskerne brugt AI de seneste seks måneder. Alligevel stoler kun 42 % på, at virksomheder beskytter deres data, og hele 55 % frygter, at organisationer ikke følger deres egne AI-principper.
Det handler ikke om kommunikation. Det er tværtimod en ledelsesudfordring, et governancegab. Svaret på det er, at vi som ledere sætter os for bordenden, for ellers gør robotten det. Men det kræver, at vi forstår AI på en ny måde.
Velkommen til Algoritmebyen
AI bliver tit beskrevet som en maskine eller en fabrik. Men med udviklingen inden for Agentic AI og autonome robotter bliver kunstig intelligens også nye kolleger, nye arbejdsgange og noget, der omgiver os.
Derfor forstår vi AI bedre som en helt ny bydel, som Sluseholmen eller Aarhus Ø, som virksomheder løbende flytter ind i. Lad os kalde den Algoritmebyen. Som med alle nye bydele er løfterne mange fra bygherre, og selvom der er håndværksfejl, er det attraktivt at flytte ind.
Algoritmebyens mange højhuse bliver hurtigt opført; use cases og forretningsværdi skyder op på byggetomterne overalt. Virksomheder investerer massivt i sprogmodeller og agenter for at komme foran konkurrenterne. Byens hektiske og farverige markedsplads kommer også hurtigt på benene, hvor man kan købe alskens spændende tools og tredjepartsteknologi.
Men der mangler noget vigtigt. Som eksemplet fra banken viser, glemmer vi alt for ofte at bemande en central del af bydelen, nemlig Rådhuset – centralen for Algoritmebyens risikohåndtering, sikkerhed og governance.
Fire anbefalinger til jeres rådhus
Rådhuset skal tage stilling til centrale spørgsmål som: Hvem udsteder tilladelser til at bygge nye AI-værktøjer og på hvilke betingelser? Hvor må AI handle autonomt, og hvor kræver I menneskelig godkendelse? Hvis systemet skader en kunde i morgen, hvem forklarer det så til pressen?
Her er fire konkrete anbefalinger til jeres rådhus:
- Løft AI op på øverste niveau: Direktøren er borgmesteren og bestyrelsen er byrådet i jeres Algoritmeby. AI er ikke længere kun teknikernes område. Løft det på direktionsniveau og invester den nødvendige ledelseskraft i den nye teknologi.
- Definer jeres AI-zoneplaner. Bestyrelsen skal beslutte helt konkret, hvornår AI må handle alene, og hvornår et menneske skal træffe beslutningen. Formentlig har I talt meget om, hvad I kan bruge AI til. Men hvornår har I sidst sat grænser og taget et aktivt valg om, hvad AI ikke må gøre?
- AI-governance med tillidsmål: I har måske effektivitetsmål: Beslutninger tredoblet pr. time, omkostninger reduceret med 30%. Men I bør også definere eksplicitte KPI'er for tillid: Audithits på AI-systemer, kundetillid eller andel af AI-beslutninger, der bliver omgjort af mennesker. Ellers måler I bare, hvad der er nemt, ikke hvad der betyder noget.
- Kommunikér jeres principper aktivt: Kan en kunde på under 60 sekunder finde ud af, hvornår I bruger AI til deres beslutning, og hvornår I ikke gør? Hvis ikke, er I ikke klar. Kun 34 % i EY's undersøgelse mener, at organisationer kommunikerer godt nok om deres AI-principper. Det betyder, at dem, som gør det godt, allerede adskiller sig fra flokken. Start på jeres hjemmeside. Så i IT-kontrakterne. Så hos kundeservice.
Principper er selvfølgelig ikke nok. Hvis ledelsen skal være et handlekraftigt og kompetent byråd, kræver det, at den bliver fagligt rustet til at navigere i AI-æraen. Det kræver også stærke afdelinger med både teknikken og etikken i orden, som kan gennemskue AI-faldgruberne og føre bestyrelsens beslutninger ud i livet. Her ser vi den store udfordring, også bredt set, hvor kun 12 % af danskerne har modtaget reel AI-uddannelse. Governancegabet er også et kompetencegab.
Uden velfungerende myndigheder bliver Algoritmebyen ikke holdbar. Nogle virksomheder tjener store, kortsigtede penge, men bydelen bliver ikke et sted, kunderne og medarbejdere ønsker at blive. Governance er ejerskab. Og det ejerskab starter med, at I mødes i Rådhuset, på direktionen og i bestyrelsen, og træffer beslutninger i stedet for at lade maskinen gøre det.
Denne kronik blev bragt i Børsen i juni 2026.