Den største trussel mod vækst sidder ofte for bordenden

Vi hylder vækstiværksætteren som samfundshelt. Men hvad sker der, når den samme succes finansieres af søvnmangel og stress?

Danmark investerer milliarder i innovation, iværksætteri og vækst. Men vi overser en afgørende risiko: Hvad sker der, når dem, der skal skabe fremtidens virksomheder, selv brænder ud?

Jeg har talt med rigtig mange virksomhedsledere gennem årene. Både professionelt og privat.

Nogle ved festlige lejligheder, hvor nomineringer, priser og resultater bliver fejret i en regn af konfetti og champagne. Andre i langt mere stille og fortrolige rum, hvor perfekthedsmasken ofte bliver taget af, og hvor det, der bliver sagt, er tiltænkt alt andet end en pressemeddelelse eller overredigerede annoncer.

Det er med længder de sidste samtaler, der har lært mig mest. De ærlige snakke, der har rod i noget dybere end overlakken. Og som derved også rammer hårdere og sætter spor.

Jeg blev mindet om igen for nylig, da jeg blev interviewet til Sjællandske Medier i forbindelse med en artikel om Morten, der gik ned med stress efter mere end 20 år som selvstændig.

Virkeligheden var andet end en drøm

Historien om Morten fik mig til at tænke tilbage på en helt særlig snak, jeg selv havde med en entrepreneur for nogle år siden.

En dygtig founder, der havde skabt en virksomhed, alle pegede på som en regulær gave for dansk erhvervsliv. Måned efter måned voksede succesen. Mere vækst, flere arbejdspladser, højere afkast. Alt det, han må have drømt om som iværksætter. 

Men da vi mødtes, var lyset i hans øjne tæt på slukket. Han havde investeret ikke bare med rede midler, men med hele sig selv - med renters rente og mere til. Men han oplevede for sent, at afkast kun dækker finanser og ikke følelser.

Han beskrev, hvordan det føltes paradoksalt, at jo mere, der var at fejre, des mindre havde han reelt lyst til det. Drømmen blev til virkelighed – men virkeligheden var alt andet end en drøm.

Billedet af det slukkede lys i øjnene har sat sig fast. Og det er en af grundene til, at jeg igen og igen vender tilbage til den samme pointe:

Vi er blevet skarpe til at måle vækst. Men vi kan ikke sætte to streger under, hvad væksten koster ud over kroner og øre.

Som revisor er det en sandhed, der er utroligt frustrerende.

En tavs udfordring

Det bør ikke være nogen hemmelighed, at mange iværksættere oplever perioder med psykiske udfordringer, søvnløshed og i nogle tilfælde decideret udbrændthed. Der bliver både ude i den store verden og herhjemme foretaget endog ret store undersøgelser.

Fx rapporten ”Danske iværksættere – en kortlægning af mental sundhed” fra 2024 fra Syddansk Universitet, der viser, at mere end en fjerdedel af de adspurgte iværksættere oplever mistrivsel. Og en – godt nok 10 år gammel – undersøgelse fra University of California Berkeley og University of California San Francisco, der viser, at hele 72 % af de adspurgte entrepreneurer har oplevet mentale udfordringer. 72 %. Det er altså mange.

Men på trods af at emnet i perioder bliver taget op, og at vi i de tilfælde kigger rundt på hinanden, nikker heftigt og både i dialoger og på LinkedIn bliver enige om, at ja, klart, det er da et supervigtigt fokus, så sker der ikke meget mere. Og endnu værre: der bliver efter min erfaring sjældent talt om udfordringerne blandt dem, det handler om: iværksætterne og vækstskaberne selv.

Den evige jagt

Det handler dels om, at der stadig hænger en forestilling i luften om, at den rigtige hardcore founder-type har et uudtømmeligt overskud og kan – og skal – klare det hele selv. Den regulære rockstar af erhvervslivet, der synes at leve efter ’work hard, play hard’-devisen.

Og det handler til dels også om, at det kan føles risikabelt at vise svaghed over for investorer, medarbejdere og omverdenen. Det er den evige jagt på den næste kapital, den næste kunde, den næste medarbejder.

Resultatet er, at alt for mange står alene med det, der er svært. Også når det bliver for stort.

Derfor synes jeg, det er et vigtigt skridt, når et menneske som Morten stiller sig frem i en artikel i et regionalt dagblad og fortæller sin historie. Taler højt og foreslår mere dialog.

Ud over at være modigt, så er det også klogt. For hvis der er én ting, utallige samtaler med ledere, iværksættere og entrepreneurer har lært mig, er det dette:

De, der lykkes bedst over tid, er ikke dem, der bærer mest alene. Det er dem, der tidligt erkender, at de ikke kan – og ikke skal kunne – det hele selv.

De spørger om sparring. De omgiver sig med mennesker, der kan udfordre dem. Og de bruger andre ligesindede som ventiler, når noget er svært.

Det kræver, at man sætter sig selv i spil og gør sig skrøbelig. Men det virker. Og det er en indsigt, jeg gerne vil have, at flere får langt tidligere i deres rejse.

Et fælles ansvar

Jeg synes dog, at vi som samfund bærer et ansvar for at støtte op om en udvikling.

Det her er nemlig ikke noget, den enkelte founder skal løse alene. Det er heller ikke et problem, vi som rådgivere eller erhvervsliv kan tale os ud af.

Men vi kan gøre én ting med det samme: Ændre den måde, vi taler om iværksætteri på.

Investorer kan spørge til mere end performance. Bestyrelser kan prioritere bæredygtig ledelse.
Medier kan fortælle de hele historier – ikke kun de glittede. Og vi, der bevæger os i miljøerne, kan tage de samtaler, der gør en forskel.

Nogle gange begynder det med et enkelt spørgsmål: Hvad holder dig vågen om natten?

Lyset i øjnene er fremtiden

Hvis vi mener det alvorligt, når vi siger, at Danmark skal være et iværksætter- og vækstland i verdensklasse, så bliver vi nødt til at tage hele billedet med. Ikke kun de to streger på bundlinjen. Men de to streger under menneskene bag.

For på den lange bane er det netop lyset i ledernes øjne, der bærer dansk erhvervsliv frem. Og det lys skal vi passe på.

Denne kronik blev bragt i Finans/Jyllands-Posten juli 2026