Europa opruster og styrker sit beredskab i et tempo og omfang, vi ikke har set i årtier. Med NATO-mål om, at medlemslandene frem mod 2025 skal komme op på at bruge op mod fem procent af BNP på forsvar, er der lagt op til en markant og vedvarende transformation af både sikkerhedspolitikken og økonomien.
Men oprustningen og de europæiske landes styrkelse af deres beredskab er ikke kun et anliggende for forsvarsministerier og våbenproducenter. Den geopolitiske situation nødvendiggør, at også virksomheder spiller en rolle med produktion og udvikling. Oprustning og beredskab vil i lang tid udgøre en kilde til efterspørgsel efter produkter og løsninger, og det rejser igen spørgsmålet om, hvorvidt virksomheder i fx Danmark er klar til at tænke med.
Vi har i EY-Parthenon lavet en analyse, der undersøger det nordiske potentiale og blandt andet viser, at de øgede forsvarsinvesteringer kan skabe op mod 30 milliarder kroner i årlige indtægter for danske virksomheder frem mod 2035. Næsten halvdelen af efterspørgslen vil vel at mærke blive genereret i sektorer, der traditionelt ligger uden for kerneforsvaret. Det gælder alt fra fremstillingsindustrien og teknologivirksomheder til logistik, energi, byggeri og service.
Fremskrivningerne er baseret på historiske fordelingsmønstre og konkrete udbudsdata fra NATO, og peger derfor på en strukturel og langsigtet udvikling. Selv i et scenarie med en fredsaftale i Ukraine vil den geopolitiske situation fortsat være kilde til efterspørgsel efter investeringer i forsvar og sikkerhed. Europa er i gang med at indhente et efterslæb, der er opbygget over årtier.
Det nyopståede behov stiller også nye krav til erhvervslivet. For det første kræver det, at virksomheder ser, at de har en plads i den samfundsopgave, der er tale om. De skal tænke med og aktivt byde ind med deres produkter og kompetencer over for aftagere i forsvarssektoren, som de måske ikke tidligere har betragtet som relevante. Begrebet “dual use”, hvor produkter og løsninger kan anvendes både civilt og militært, bliver et meget centralt begreb. Det kan være alt fra en komponent, en softwareløsning eller en logistisk kapacitet, der vil kunne få en rolle i et større forsvarsøkosystem, som også inkluderer sikring af eksempvis kritisk infrastruktur.
For det andet kræver det hastighed og fleksibilitet. Efterspørgslen vil i nogle tilfælde opstå hurtigt og i stor skala. Virksomheder, der formår at omstille produktion, skalere kapacitet eller indgå i nye partnerskaber, vil have en klar fordel.
For det tredje kræver det samarbejde. Vi taler om etableringen af et egentligt forsvarsøkosystem, hvor offentlige og private aktører – på tværs af brancher og landegrænser – skal spille sammen. Troværdig afskrækkelse, beredskab og robust samfundssikkerhed afhænger ikke kun af militære kapaciteter, men i lige så høj grad af kritisk infrastruktur, stabile forsyningskæder, digitale systemer og teknologisk innovation. Her har regeringerne et ansvar for at skabe klarhed over behov og udbud – og for at bringe erhvervslivet tættere på de konkrete muligheder. Men erhvervslivet har som nævnt også et ansvar for at byde sig til, investere i forståelse af markedet og indgå i de nødvendige partnerskaber.
Hele beredskabs- og oprustningsopgaven er af en størrelse og en karakter, der kan sammenlignes med den grønne omstilling. Begge kræver tværgående mobilisering, langsigtede investeringer og et tæt samspil mellem politik og erhvervsliv. Og begge repræsenterer en ny virkelighed, som ikke forsvinder igen.
Perspektivet er betydeligt. På nordisk plan kan investeringerne understøtte op mod 130.000 job på tværs af brancher. Men realiseringen af potentialet forudsætter, at vi også adresserer de afledte udfordringer – ikke mindst behovet for kvalificeret arbejdskraft og de rette kompetencer.
Overordnet set er det vigtigt at tænke på oprustningen handler om mere og andet end hardware og klassiske forsvarssystemer, nemlig om software, data, cybersikkerhed, kommunikation og avancerede produktionsprocesser. Moderne krigsførelse er hybrid – og det samme er efterspørgslen.
Derfor er spørgsmålet ikke længere, om erhvervslivet skal spille en rolle. Spørgsmålet er, hvor hurtigt og hvor strategisk virksomhederne formår at positionere sig.
Efterspørgslen er der. Den vil være vedvarende. Og den vil i høj grad opstå uden for de traditionelle rammer. Nu handler det om at tænke med.
Denne kronik er bragt i Ingeniøren maj 2026