Person går på metalgangsti langs bjergside

Accenture-dommen

Relaterede emner

I den principielle transfer pricing-dom præciserer Højesteret Skattemydighedernes bevisbyrdekrav i forbindelse med skønsmæssig ansættelse.


Opsummering:
  • Uenighed eller berettiget tvivl kan ikke i sig selv indebære, at dokumentation i væsentligt omfang anses som mangelfuld.
  • Cost plus-metoden som grundlag for armslængdepris og avancefordelingsmetode til fastsættelse og armslængdetest af royaltysatsen, anerkendes af Højesteret.
  • Dommen omhandler endvidere ’unikke og værdifulde’ immaterielle aktiver samt betydningen af en civilretlig aftale.

I en principiel dom præciserer Højesteret bevisbyrdekravet pålagt Skattemyndighederne i de tilfælde, hvor koncerninterne transaktioner reguleres ved skønsmæssig ansættelse. Med udgangspunkt i selskabets transfer pricing-dokumentation, koncerninterne aftaler, sagens bevisførelse og gældende retspraksis, påviser Højesteret et bevisbyrdekrav, som Skattemyndighederne ikke har været i stand til at løfte, og derved samtidig tilsidesætter Landsrettens præmisser og bringer praksis på området tilbage på rette spor.

Skønsmæssig ansættelse - bevisbyrdekravet

I dom af 9. januar 2025 (Sag BS-49398/2023-HJR og BS-47473/2023-HJR) har Højesteret afsagt dom i en appelsag rejst af Accenture A/S efter Østre Landsrets dom af 29. august 2023. Østre Landsrets dom er behandlet i artikel af 5. september 2023.

Sagen involverer to typer koncerninterne transaktioner:

  • Prisen for ind- og udlån af medarbejdere (betegnet IAA)
  • Prisen for anvendelse af koncernens immaterielle rettigheder (betegnet Royalty)

I landsrettens dom fik Skatteministeriet medhold i retten til at ansætte selskabets koncerninterne priser skønsmæssigt. Landsretten vurderede, at selskabets transfer pricing-dokumentation var mangelfuld i så væsentligt et omfang, at Skattestyrelsen var berettiget til skønsmæssigt at ansætte avancetillægget og royalty efter skattekontrollovens dagældende § 3 B, stk. 8, jf. § 5, stk. 3.

Landsrettens vurdering blev begrundet med en fejl i sammenlignelighedsanalyserne, der skyldes uenighed om det korrekte grundlag for analysen.

Højesteret forholder sig indledningsvist til spørgsmålet om, hvorvidt transfer pricing-dokumentation er mangelfuld i så væsentligt omfang, at Skattestyrelsen har været berettiget til skønsmæssigt at ansatte avancetillægget samt royalty efter skattekontrollovens dagældende § 3 B, stk. 8, jf. 5, stk. 3.

Relateret artikel

Dom med vidtgående konsekvenser for transfer pricing-dokumentationen

Dommen omhandler en tvist om armslængdeprisen for ind- og udlån af medarbejdere og prisen for anvendelse af koncernens immaterielle aktiver.

    Højesteret lægger til grund, at ”[d]et er skattemyndighederne, der skal godtgøre, at en transfer pricing-dokumentation er så mangelfuld, at det må sidestilles med manglende dokumentation.”.


    I den forbindelse har Skatteministeriet anført en række forhold omkring metodevalg og sammenlignelighedsgrundlag både i relation til avancetillægget og royalty.


    Højesteret mener dog ikke, at Skatteministeriet har godtgjort at selskabets transfer pricing-dokumentation er mangelfuld i så væsentligt omfang, at det kunne sidestilledes med manglende dokumentation.

     

    Her lægger Højesteret vægt på, at selskabets transfer pricing-dokumentationen er baseret på OECD’s retningslinjer og blandt andet indeholder,

    • En begrundet valg af metode (Cost-Plus og avancefordelingsmetoden)
    • En funktions- og risikoanalyse, og
    • En sammenlignelighedsanalyse foretaget på at oplyst datagrundlag.

     

    Højesteret henviser til Microsoft-dommen (SKM.2019.135.HR) og bemærker, at en transfer pricing-dokumentation, der i så væsentligt omfang er mangelfuld, at den ikke giver skattemyndighederne et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, om armslængdeprincippet er overholdt, må sidestilles med manglende dokumentation.

     

    Ud fra omfanget og kvaliteten af Accenture A/S’ transfer pricing-dokumentation, koncerninterne aftaler og andet dokumentation fremført i sagen, afviser Højesteret, at forholdende i Microsoft-dommen gør sig gældende i nærværende sag. Dette er i øvrigt i tråd med Skattestyrelsens første intuition i den indledende fase af kontrollen tilbage i 2007, hvor Skattestyrelsens sagsbehandler mente at selskabets transfer pricing-dokumentation var den bedste han nogensinde havde læst. Tænk hvis han havde fulgt sin intuition.

     

    Højesteret henviser dernæst til Adecco-dommen (SKM.2020.303.HR) hvor det er fastslået, at det forhold, at skattemyndighederne er uenig i eller rejser berettiget tvivl om sammenlignelighedsanalysen, ikke i sig selv indebærer, at dokumentationen i væsentligt omfang er mangelfuld.

     

    Med henvisning til Adecco-dommen finder Højesteret, at det forhold, at Skatteministeriet er uenig i selskabets grundlag for sammenlignelighedsanalyserne og metodevalg, ikke i sig selv gør dokumentationen mangelfuld.

     

    Bevisbyrdekravet for den skønsmæssige ansættelse vurderes derfor ikke opfyldt af Skatteministeriet, som derfor er pålagt at følge de almindelige bevisbyrdekrav.

     

    Hvis selskabet således har udarbejdet en transfer pricing-dokumentation, der giver Skattemyndighederne et grundlag for at forstå selskabets prissætning og armslængdevurdering, kan Skattemyndighederne naturligvis godt være uenige eller måske endda rejse begrundet tvivl om konklusionerne i Selskabets dokumentation, men det vil være Skattemyndighederne, der skal løfte bevisbyrden for en anden fortolkning.

     

    Skatteministeriets er derfor tvunget ind på selskabets banehalvdel, da bevisførelsen skal tage udgangspunkt i selskabets transfer pricing-dokumentationen, de koncerninterne aftaler andet bevismateriale fremlagt i sagen.

     

    Skatteministeriet skal dels godtgøre, (1) at avancetillægget på 30 % og royaltysatsen på 7 % ikke er armslængde og dernæst (2) godtgøre, at Skatteministeriets alternative metode ikke blot er armslængde, men også et bedre valg end det af selskabet valgte.

     

    I det følgende ser vi hvordan det går for hver af de to koncerninterne transaktioner, IAA og Royalty.


    Sammendrag 

    De af Højesteret fremlagte præmisser skærper og præciserer det strenge bevisbyrdekrav, der skal løftes af Skattemyndighederne som forudsætning for en ansættelse. Det er dog ikke ensbetydende med, at Skatteministeriet alene tabte sagen på grund af en form for teknikalitet. Transfer pricing-dokumentationen, koncerninterne aftaler og anden bevisførelse fremlagt i sagen, var forudsætningen for sagens udfald. Højesteretsdommen vil dog primært danne præcedens for andre sager, hvor Skattemyndighederne uden tilstrækkelig hensyntagen til bevisbyrdekravet mangler den nødvendige hjemmel til den skønsmæssig ansættelse. Dommen er ligeledes en påmindelse om, at Skattemyndighederne skal løfte bevisbyrden, som forudsætning for en fravigelse af selskabets fastlagte koncerninterne transaktioner.

    Om denne artikel