Tvisten
Accenture A/S betaler en royalty på 7 % af sin kundefakturering til det schweiziske selskab AGS. Det fremgår af licensaftalen, at royalty reduceres, hvis resultatet af driften kommer under en minimumssats.
Til fastsættelse af royaltysatsen samt minimumssatsen benyttes avancefordelingsmetoden. Metoden er enkelt og præcist beskrevet i dommen, men har i relation til skattemyndighederne givet anledning til misforståelser.
Skatteministeriet misforstår anvendelsen af avancefordelingsmetoden og ser det som et redskab til prisfastsættelsen alt imens Accenture alene benytter metoden til fastsættelse af royaltysatsen og armslængdetesten. Det indebærer, at Skatteministeriet anser minimumssatsen som selskabets sikrede rutineindkomst. Det er ikke korrekt. Alle driftsselskaber i koncernen handler for egen regning og risiko, hvor minimumssatsen alene skal sikre at en royaltybetaling ikke giver anledning til et resultat under minimumssatsen. Hvis selskabet før royaltybetaling ender på et resultat under minimumssatsen eller ender med et negativt resultat, vil det pågældende selskab ikke blive opkrævet royalty. Det er årsagen til at Accenture A/S først betalte royalty i indkomståret 2007. Minimumssatsen er til ensidig fordel for driftsselskaberne.
Endeligt har Skatteministeriet været af den overbevisning, at anvendelsen af avancefordelingsmetoden giver anledning til en fordeling af residualindkomsten i relationen mellem Accenture A/S og AGS. Fordelingen skulle opgøres i forhold til hver af de to selskabers værdifulde bidrag til indtjeningen. Skatteministeriet har derfor anfægtet den forudsætning Accenture lægger til grund i armslængdetesten, hvor AGS anses for den eneste bidragsyder af værdifulde immaterielle aktiver.
Accenture benytter avancefordelingsmetoden til at fastsætte royaltysatsen. Med udgangspunkt i 35 sammenlignelige konsulentselskaber fastsættes det interkvartile interval for EBIT-marginen. Dernæst fremgår det af selskabets transfer pricing-dokumentation, at Accenture-koncernens samlede resultat segmenteres i en rutine-enhed samt en ikke-rutine-enhed. Rutineindtjeningen knytter sig til konsulenthus-driften, mens den ikke rutinemæssige allokering knytter sig til udnyttelsen af AGS’ immaterielle aktiver.
Herved kan fordelingen af EBIT-marginen fordeles mellem de to enheder og ved at beregne baglæns kan royaltysatse fastsættes. Med en royaltysats på 7 % lægger Accenture sig lavt i det interkvartile interval svarende til en indtjening på 7,68 %, der kan henføres til konsulenthus-driften.
Skatteministeriet anfører, at fordelingen skal tage højde for driftsselskabernes værdifulde bidrag i form af kundeportefølje, dygtige medarbejder samt goodwill. Allerede i den oprindelige afgørelse har det været Skatteministeriets vurdering, at indtjeningen skulle deles ligeligt mellem Accenture A/S og AGS, dog uden at nævne hvorfor en ligelig fordeling blev anset som armslængde. Af samme grund blev der i den oprindelige afgørelse fastsat en skønsmæssig reduktion af selskabets royaltybetaling med omtrentligt 50 %.
AGS – ejer af immaterielle aktiver
Skatteministeriet anfægter det Schweiziske selskab som juridisk og økonomisk ejer af samtlige immaterielle aktiver. Blandt andet anfægtes det, at selskabets medarbejderstab på blot 9-11 ansatte kan stå for udvikling og markedsføring. Skatteministeriet mener derfor, at værdien af de immaterielle aktiver alt andet lige ligger hos de selskaber, der rent faktisk bidrager til at udvikle og vedligeholde de immaterielle aktiver. Skatteministeriet anfører blandt meget andet, at AGS bør anses som en ”passiv investor”. En ”fiktiv konstruktion” der af den grund alene bør aflønnes for de bidrag, som selskabet måtte have ydet til skabelsen af residualprofitten.
Efter bevisførelsen udarbejder Højesteret en DEMPE-analyse. Højesteret lægger herefter til grund, at der ikke er belæg for, at AGS ikke er ejer (juridisk og økonomisk) af de immaterielle aktiver mellem AGS og Accenture A/S.
En væsentlig årsag til dette resultat, er blandt andet forklaret med at AGS har delegeret udviklingsarbejdet til mere end 300 Accenture-medarbejdere. Medarbejderne er ansatte i lokale driftsselskaber, men arbejder dedikeret på udvikling og videreudvikling af AGS IP. Dette samarbejde mellem AGS og de lokale driftsselskaber aflønnes med et honorar opgjort som driftsselskabets samlede omkostninger plus et tillæg.
Unikke og værdifulde bidrag
Skatteministeriet har som nævnt anført, at der ved anvendelsen af avancefordelingsmetoden og den foretagne sammenlignelighedsanalyse ikke er taget højde for de værdifulde immaterielle aktiver ejet af selskabet. Det omfatter ifølge Skatteministeriet kategorierne kundeportefølje, dygtige medarbejdere og goodwill.
Højesteret finder det ikke godtgjort, ”at Accenture ved anvendelsen af avancefordelingsmetoden og den foretagne sammenlignelighedsanalyse for indtjeningen på konsulenthus-driften ikke har taget tilstrækkelig hensyn til, at Accenture A/S bidrager til den værdi, der knytter sig til de immaterielle aktiver”.
En anden måde at udtrykke det samme på er, at Accenture A/S i relation til den foretagne sammenlignelighedsanalyse ikke bidrager med unikke og værdifulde immaterielle aktiver. Det følger af OECD guidelines, at avancefordelingsmetoden forudsætter en fordeling alene baseret på ’unikke og værdifulde’ bidrag. I gloseafsnittet i den seneste 2022 udgave af OECD guidelines er ’unikke og værdifulde’ bidrag defineret med følgende beskrivelse.
“Contributions (for instance functions performed, or assets used or contributed) will be “unique and valuable” in cases where (i) they are not comparable to contributions made by uncontrolled parties in comparable circumstances, and (ii) they represent a key source of actual or potential economic benefits in the business operations.”
Det indebærer, at såfremt de sammenlignelige selskaber ejer tilsvarende immaterielle aktiver som Accenture A/S, er forudsætningen for ’unikke og værdifulde’ bidrag ikke opfyldt. Her må det antages, at de sammenlignelige selskaber ligesom Accenture A/S også råder over en kundeportefølje, dygtige medarbejdere og noget goodwill. Disse immaterielle aktiver skal derfor ikke indgå i opgørelsen af bidrag i forholdet mellem AGS og det danske selskab.
Det er netop dette Højesteret fastslår i sin vurdering. Accenture har, gennem den foretagne sammenlignelighedsanalyse for indtjeningen på konsulenthus-driften, ikke kunne undgå også at indregne de sammenlignelige selskabers tilsvarende immaterielle aktiver, og derigennem taget tilstrækkeligt hensyn til sit eget bidrag af samme kategorier af immaterielle aktiver.
Alt andet lige er der tale om flygtige immaterielle aktiver med begrænset varig værdi. Dygtige medarbejdere kan vælge at sige op og kundeporefølgens loyalitet holder ved, indtil et bedre tilbud lokker hos konkurrenten.
Spørgsmålet om ’unikke’ bidrag har fyldt en del i sagsforløbet. Landsretsdommen når frem til en fordeling mellem AGS og Accenture A/S, dog uden at benytte betegnelsen ’unik’, og begrunder heller ikke hvorledes disse bidrag kan ses som ’unikke’.
Amerikanske regnskabsstandarder
Højesteret tager endeligt stilling til anvendelsen af amerikanske regnskabsstandarder (US GAAP). Accenture A/S fik hverken medhold i Landsskatteretten eller Landsretten i dette forhold.
Højesteret finder det ikke godtgjort, ”at der skatteretligt er grundlag for at tilsidesætte parternes civilretlige aftale om at royalty beregnes på grundlag af omsætningen med eksterne kunder opgjort efter amerikanske regnskabsstandarder.”
Dette kan have betydning for andre transaktioner ud over royalty og følger eksisterende antagelse om at selve beløbet kan opgøres helt arbitrært, dog i overensstemmelse med armslængdekriteriet. Når beløbet er fastsat, vil selve royaltybeløbet naturligvis blive beskattet efter danske selskabsretlige regler.
Det er usikkert hvorfor Landsskatteretten i første instans valgte at tilsidesætte parternes civilretlige aftale. Det skyldes måske at der i indkomståret 2007, som sagen omhandler, var væsentlige tidsmæssige forskydninger mellem US GAAP og DK GAAP. Det betød at Skattestyrelsen kunne påvise, at selskabet efter danske regnskabsstandarder var tabsgivende, mens AGS havde opkrævet fuld royalty i overensstemmelse med amerikanske regnskabsstandarder.
Det blev under sagen påvist at disse forskydninger over tid blev udlignet, men det førte ikke til et andet resultat i Landsskatteretten.
Højesteret
Efter at have fastslået at AGS er ejer af de immaterielle aktiver og derfor berettiget til royalty, finder Højesteret, at Skatteministeriet ikke har godtgjort, at mere end 7,68 % af indtjeningen bør henføres til konsulenthus-driften. Skatteministeriet har således ikke været i stand til at løfte bevisbyrden for, at en royaltysats på 7 % burde være lavere og hvorfor en royaltysatsen kke er på armslængdevilkår.
Endelig anerkender Højesteret parternes civilretlige aftale, hvor royalty beregnes efter amerikanske regnskabsstandarder.
Højesteret har valgt ikke at vurdere hvorvidt Skatteministeriet har opfyldt bevisbyrdekravet for det alternative metodevalg, hvor Skatteministeriet benytter avancefordelingsmetoden til en skønsmæssig prissætning. Der skal nok ikke lægges noget heri, da Skatteministeriet anbringende allerede kan afvises på grund af manglende stillingtagen til hvorfor en royaltysats på 7 % skulle være i strid med armslængdekravet.
Som følge heraf frifindes Accenture A/S og får endvidere yderligere nedsat sin skattepligtige indkomst for indkomståret 2007, svarende til ansættelsen af royalty baseret på danske regnskabsstandarder.