Pressemeddelelse
12 aug. 2025  | København, Danmark

EIFO er ny partner i vækstkonkurrence

Pressekontakt

Ved EY Entrepreneur Of The Year 2025 er Danske Bank, Mercedes-Benz, Dansk Industri – og nu også EIFO – samarbejdspartnere.

De første invitationer er sendt ud, og inden længe starter de regionale kåringer i årets EY Entrepreneur Of The Year, verdens mest anerkendte vækstkonkurrence.

Danske Bank har i flere år været hovedsamarbejdspartner, og nu er EIFO, Danmarks Eksport- og Investeringsfond, blevet offentliggjort som ny samarbejdspartner. Både Danske Bank og EIFO er ombord for de kommende tre år.

”Entreprenørskab er modet til at handle på visioner – og det er præcis dét, vi fejrer med Entrepreneur Of The Year. Hos EIFO er vi drevet af ambitionen om at gøre danske virksomheder stærkere globalt og grønnere i hjertet. Derfor er vi stolte af igen at stå skulder ved skulder med EY og hylde de pionerer, som skaber morgendagens løsninger – til gavn for Danmark og verden,” siger Henrik Holst Elstrøm, Managing Director, SME, Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO).

”Vi er utroligt stolte over, at EIFO har valgt at træde ind i arbejdet omkring EY Entrepreneur Of The Year. EIFO hjælper danske virksomheder i alle stadier af deres udvikling – lige fra iværksætteren, der ønsker kapital, til de større virksomheder, der vil ud over landets grænser. De har altså en enorm viden om vækst og om dansk erhvervsliv generelt og vil derfor kunne bidrage til at fortsætte den høje kvalitet af konkurrencen,” siger Søren Smedegaard Hvid, partner i EY og direktør for EY Entrepreneur Of The Year.

Øvrige samarbejdspartnere i EY Entrepreneur Of The Year er Dansk Industri og Mercedes-Benz, der ligeledes er med de kommende tre år.


Om EY Entrepreneur Of The Year
EY Entrepreneur Of The Year er Danmarks og verdens mest anerkendte vækstskaberkonkurrence, der finder sted i flere end 60 lande. I næsten tre årtier er danske vækstvirksomheder og de entrepreneurer, der opbygger og driver dem, blevet hyldet ved EY Entrepreneur Of The Year.

Der kåres vindere i seks regioner hen over efteråret, og den 27. november 2025 finder landsfinalen sted i Bella Center i København. Her kåres vindere af flere kategorier, og landsvinderen for Danmark findes blandt de regionale finalister.

Hovedvinderen deltager i den globale finale, der finder sted juni 2026 i Monaco.