Rikke Kjær Aslak , Fasterholt Maskinfabrik

Fra vanding til vision: Vi vil gøre en forskel

Fasterholt Maskinfabrik har gjort sig bemærket globalt med innovative vandingsmaskiner og en klar bæredygtighedsstrategi under CEO Rikke Kjær Aslak.

Dybt inde i det flade, midtjyske landskab ligger en virksomhed, der for længst er vokset ud over regionens udstrakte marker. Fasterholt Maskinfabrik er i dag Skandinaviens førende producent af vandingsmaskiner.

Men tiderne har ændret sig. Nu er det ikke længere nok at producere solide vandingsmaskiner og ballevogne, der driftssikkert hjælper landmændene og fremmer årets høst. Klimaforandringer og miljømæssige udfordringer presser landbrugssektoren. Bæredygtighed er ikke længere et valg, det er en nødvendighed.

Hvor landbruget tidligere havde rigelig med adgang til vand, er det i dag nødvendigt at optimere forbruget og minimere spild. Fasterholt Maskinfabrik har også set skriften på væggen, og derfor har virksomheden de seneste år forsket i nye teknologier, der kan hjælpe landbrugssektoren i en grønnere retning.

“Vand er jo en knap ressource, så vi skal passe på det. Vi har derfor arbejdet hårdt med at udvikle præcisionsvanding på vores maskiner, så vandet rammer de rigtige steder, i de rigtige mængder og på de rigtige tidspunkter,” fortæller administrerende direktør i Fasterholt Maskinfabrik, Rikke Kjær Aslak.

Bæredygtige løsninger som præcisionsvandingssystemer og teknologisk innovation er ikke blot et svar på disse udfordringer – det er en mulighed for at ruste landbruget til fremtiden, fortsætter hun.

“Kan vi hjælpe landmændene, så de kun bruger den reelle mængde vand, de har behov for, men stadig kan få det maksimale udbytte ud af det, så vil vi rigtig gerne det. Både for vores kunder, men også for vores fælles miljø.”

Det er vores ansvar at gøre en forskel

Historien om Fasterholt Maskinfabrik startede for snart 70 år siden, da Agner Thisgaard og Johannes Laursen etablerede en lokal smedjevirksomhed, der reparerede maskiner for områdets landmænd. Men nogle år efter begyndte de at producere egne landbrugsmaskiner – og i 1975 blev den første vandingsmaskine udviklet. Virksomheden voksede støt efterfølgende og i dag er den midtjyske virksomhed en af Nordeuropas førende producenter af vandingsmaskiner til landbruget.

Det her er jo resultatet af en holdindsats. Jeg er jo ikke ekspert på vandingsmaskiner.

I 2003 solgte Agner Thisgaard virksomheden til sine tre børn. Det blev herefter svigersønnen, Peter Flø, der overtog ledelsesansvaret. Men i 2021 overgik CEO-titlen så til Peter Fløs datter, Rikke Kjær Aslak, der altså er tredje generation i den midtjyske familievirksomhed.

Udover deres teknologiske forspring inden for landbrugsudstyr – som især er kommet i højsædet de senere år – er virksomheden også kendt for sin sociale bevidsthed og sit bæredygtige engagement. Rikke Kjær Aslak har ledt virksomheden mod ekspansion og økonomisk vækst, men samtidig videreført virksomhedens formål om at skabe en positiv forskel for både miljø og mennesker.

Derfor har virksomheden gennem mange år engageret sig i flere typer af velgørenhedsprojekter, bl.a. har de leveret vandingsmaskiner til uddannelsesprojekter i Uganda, hvor målet er at skabe en bedre og mere effektiv landbrugssektor på det afrikanske kontinent.

“Vi har egentlig altid tænkt i de her baner. Det er ikke noget, der er blevet taget en konkret beslutning om – det har bare altid været vigtigt for os, at vi gerne ville hjælpe til, hvor vi kunne. Det gælder både i lokalområdet, men også mange andre steder,” siger maskinfabrikkens direktør.

For Rikke Kjær Aslak handler ledelse ikke kun om at træffe effektive forretningsbeslutninger, men også om at skabe en virksomhed, der fungerer som en positiv kraft i verden.

"Vores fremgang er ikke kun vores egen," siger hun. "Vi er en del af noget større, og det er vores ansvar at bruge vores succes til at gøre en forskel."

Firdoblede salget i Tyskland det første år

Allerede som barn hjalp Rikke Kjær Aslak på fabrikken, når der var status eller andre småopgaver i ferierne. Fabrikken var en naturlig del af livet for familien, der boede et stenkast fra maskinfabrikken.

Det var dog først i 2014, at Rikke Kjær Aslak officielt blev ansat i Fasterholt Maskinfabrik. Efter sin kandidatuddannelse i tysk og virksomhedskommunikation fra Aarhus Universitet tog hun tilløb til en karriere i familievirksomheden. De første år blev helliget udviklingen af en digital virksomhedskommunikation, skabe større synlighed og samtidig at få cementeret adgangen til det store tyske marked.

Men det var ikke uden en vis tøven, at Rikke Kjær Aslak endte med at søge ‘hjem’ til Fasterholt, hvor hun også er opvokset. For hviler der et ekstra pres på skuldrene, når man er datter af direktøren?

“Jeg var i hvert fald meget opmærksom på, at jeg fagligt skulle kunne mine sager. Men mine kompetencer var jo ikke maskiner og metal – det var kommunikation og markedsføring, og det gik jo heldigvis godt med at øge synlighedheden omkring Fasterholt Maskinfabrik.”

 Synligheden steg og det gjorde salgstallene også. Særligt da maskine-producenten i 2019 åbnede sin egen afdeling i Tyskland; allerede første år firdoblede virksomheden salget af vandingsmaskiner på det vigtige, tyske marked.

Det er holdet, der får det til at lykkes

Da Rikke Kjær Aslak i 2021 overtog direktørposten, var det altså med bevidstheden omkring, at virksomheden i høj grad var lykkedes med en bæredygtig vækststrategi. Og sådan er det fortsat. I 2024 blev ordrebogen hurtigt fyldt op og det resultat betød, at Rikke Kjær Aslak og hendes morfar, grundlæggeren Agnes Thisgaard, i starten af året tog første spadestik til en fabriksudvidelse på 3.500 kvadratmeter.

Spørger man den siddende direktør om hendes succes, er hun dog hurtigt til at brede den ud til de ca. 110 medarbejdere i Danmark og Tyskland.

“Det her er jo resultatet af en holdindsats. Jeg er jo ikke ekspert på vandingsmaskiner. Det har vi heldigvis dygtige medarbejdere, der ved en hel masse om,” siger hun og fortsætter:

”Så jeg har hele tiden været bevidst om at skabe en demokratisk ledelsesstil, hvor jeg lytter til dem, der er dybere nede i materien. Jeg anerkender og respekterer deres viden, for det gør mit arbejde nemmere, når jeg skal træffe beslutninger. Så vi er virkelig et hold, der får alt det her til at lykkes.”

Rikke Kjær Aslak har ført Fasterholt Maskinfabrik frem til økonomisk succes, der har udvidet sine finansielle jagtmarker til langt udover det flade, midtjyske landskab. Det er også en virksomhed, der sår filantropiske frø og udvikler sine kunder mod en mere bæredygtig fremtid.

Artiklen har bragt i Børsen i efteråret 2024 i samarbejde med Børsen og Danske Bank.


Danske Bank og EY hylder entreprenørerne

Entrepreneur Of The Year, som Danske Bank er hovedsamarbejdspartner på, kan bedst beskrives som erhvervslivets svar på en Oscar. Her hyldes Danmark og verdens bedste vækstskabere. Fællesnævneren for dem er ofte, at de med den helt rette kombination af timing, blik for detaljerne og en god portion mod har skabt eller i hvert fald tegnet de første streger til det, der meget vel kan gå hen og blive erhvervslivets næste store væksteventyr.

Læs mere om EY Entrepreneur Of The Year.


Sammendrag 

Fasterholt Maskinfabrik har etableret sig som Skandinaviens førende producent af vandingsmaskiner med fokus på bæredygtighed og præcisionsvanding. Under ledelse af Rikke Kjær Aslak har virksomheden ikke kun opnået økonomisk vækst, men også en firedobling af salget i Tyskland. Med en demokratisk ledelsesstil og et stærkt socialt ansvar arbejder Fasterholt Maskinfabrik for at optimere vandforbruget i landbruget og skabe en positiv indvirkning på både miljøet og samfundet. 

Om denne artikel