Træ mellem høje bygninger set nedefra op mod himlen

Her er årets vækstvirksomheder

1.934 danske virksomheder kvalificerer sig til EY Entrepreneur Of The Year 2026. Det er 5 % flere end sidste år. Se nærmere på årets felt.

Når finalisterne træder frem på scenerne ved først de regionale finaler og senere den store landsfinale i EY Entrepreneur Of The Year, er de valgt ud af et langt større felt. Bag dem står i år 1.934 danske vækstvirksomheder, som alle har kvalificeret sig til konkurrencen.

Det er 93 flere end sidste år, hvor 1.840 virksomheder kvalificerede sig. Dermed er årets felt vokset med omkring 5 % og er det tredjestørste i konkurrencens næsten 30 år lange historie i Danmark.

Men det er ikke nok blot at have haft et enkelt godt år med sorte tal på bundlinjen for at komme med. For at kvalificere sig til EY Entrepreneur Of The Year skal virksomhederne leve op til en række økonomiske kriterier. Der bliver blandt andet set på antal medarbejdere og udviklingen i virksomhedens vækst og økonomiske resultater over flere regnskaber.

Se alle kriterier her

En del af feltet vokser meget hurtigt

Ser man nærmere på de 1.934 virksomheder, bliver det tydeligt, at der blandt årets kvalificerede er virksomheder med meget høj vækst.

Medianvæksten i bruttofortjenesten er 28 %. Hver femte virksomhed har øget bruttofortjenesten med mindst 50 %, og for 136 virksomheder er den mere end fordoblet på bare ét år.

Også på bundlinjen er der fremgang. Medianresultatet blandt årets virksomheder er 5,0 mio. kr. mod 4,2 mio. kr. i sidste års felt.

Tallene tegner dermed et billede af et felt, hvor vækst ikke kun er noget, der findes hos de få virksomheder i toppen, men går igen hos en stor del af de kvalificerede, siger partner og direktør for EY Entrepreneur Of The Year, Søren Smedegaard Hvid:

“Det interessante er ikke kun, at flere virksomheder kvalificerer sig i år. Når vi ser ned i feltet, er der også mange virksomheder med markant vækst. Det vidner om en stor gruppe danske virksomheder, som formår at udvikle forretningen og skabe resultater i en tid, hvor rammevilkårene langt fra altid har været enkle.”

Flere unge virksomheder finder vej ind i feltet

En anden udvikling skiller sig ud: Virksomhederne behøver ikke have årtier på bagen for at skabe markant vækst.

29 % af årets kvalificerede virksomheder er grundlagt i 2016 eller senere. Sidste år gjaldt det 24 %. Samtidig er 167 af årets virksomheder stiftet efter 2020 mod 90 i sidste års felt.

Næsten hver tredje virksomhed i årets felt har altså højst eksisteret i et årti.

“Det er bemærkelsesværdigt, at så mange relativt unge virksomheder allerede har skabt den vækst, der skal til for at kvalificere sig. Det fortæller noget om, hvor hurtigt nye virksomheder kan udvikle sig, når de finder et marked og lykkes med at skalere deres forretning,” siger Søren Smedegaard Hvid.

Fyn og Midtjylland går mest frem

Vækstvirksomhederne findes over hele Danmark, men årets udvikling ser ikke ens ud på tværs af landet.

Fyn og Midtjylland står for den største fremgang. I begge områder er antallet af kvalificerede virksomheder steget med 15 % sammenlignet med sidste år. Sydjylland følger efter med en stigning på 9 %.

På Sjælland er antallet stort set uændret, mens København går 1 % tilbage. I Nordjylland er der 8 % færre kvalificerede virksomheder end sidste år.

Samlet fordeler årets 1.934 virksomheder sig sådan:

  • Midtjylland: 535
  • København: 408
  • Sjælland: 345
  • Sydjylland: 289
  • Nordjylland: 200
  • Fyn: 158

Nye navne kommer til

EY Entrepreneur Of The Year har hvert år gengangere blandt de kvalificerede. I år var 481 af virksomhederne også en del af feltet sidste år.

Det betyder samtidig, at langt størstedelen af dette års kvalificerede virksomheder ikke var med i sidste års felt.

Det sker der nu

Ved de regionale kåringer bliver regionsvinderne kåret. Ved landsfinalen udråbes vinderne af Growth-, ESG-, Export and Globalization- Tech- og Life Sciences-kategorierne – og ikke mindst årets EY Entrepreneur Of The Year. Vinderen af hovedprisen repræsenterer Danmark ved den globale finale i World Entrepreneur Of The Year i Monaco i 2027.

  • Regionsfinale Fyn: 28. oktober
  • Regionsfinale København og Sjælland: 29. oktober
  • Regionsfinale Midtjylland: 3. november
  • Regionsfinale Nordjylland: 4. november
  • Regionsfinale Syd- og Sønderjylland: 5. november
  • Landsfinale, København: 26. november

Sammendrag 

1.934 danske virksomheder kvalificerer sig til EY Entrepreneur Of The Year 2026 – omkring 5 % flere end sidste år. Årets felt er det tredjestørste i konkurrencens danske historie. Medianvæksten i bruttofortjenesten er 28 %, og næsten hver tredje virksomhed er grundlagt i 2016 eller senere. Fyn og Midtjylland har den største fremgang i antallet af kvalificerede virksomheder. Artiklen giver et overblik over årets felt og vejen frem mod regionsfinalerne og landsfinalen den 26. november.

Om denne artikel

Forfattere