Det betyder beslutningerne fra klimatopmødet COP30 for din virksomhed

COP-mødet i Belém var deadline for de enkelte landes planer for, hvordan de vil reducere deres udledninger - de såkaldte NDC’er (Nationally Determined Contributions).

I alt afleverede 119 lande, der tilsammen står for 74 % af verdens udledninger, deres reduktionsplaner til tiden. Det gælder bl.a. EU, Rusland, Kina og andre giganter, mens det meste af Afrika og bl.a. Indien, Argentina og Vietnam fortsat mangler. Selv USA har en NDC, selvom de fleste forventer, at Trump ikke vil leve op til målene.

I de fleste lande står virksomhederne for omkring 70 % af de samlede udledninger. Derfor er NDC’erne gode nyheder for danske virksomheder. For det første kender virksomhederne nu de præcise vilkår, de kommer til at operere under i langt de fleste lande i verden. I de fleste NDC’er kan man også se, hvor stor en del af klima-opvasken, hver enkelt industri skal tage. Dermed kender du de krav og omkostninger, der vil blive pålagt din branche. Det minimerer risici og gør det mere sikkert at investere i den grønne omstilling.

Endelig afslører planerne, hvor de enkelte lande satser på reduktioner. Hvis du producerer grønne løsninger, kan du finde de mest attraktive markeder i fremtiden i NDC’erne.

Danmark har også indmeldt vores NDC. I den forbindelse hævede regeringen reduktionsmålet en smule, så det nu er på 82 % i 2035, hvilket er det mest ambitiøse klimamål i verden. De langsigtede mål er fortsat klimaneutralitet i 2045 og 110 % reduktion i 2050.

Bølgerne gik højt under de politiske forhandlinger. De store petrostater forhindrede proaktivt, at aftalen indeholder en plan for at reducere eller helt stoppe brugen af fossile brændstoffer.

Det fik et unormalt hårdt modsvar. EU truede med helt at forlade forhandlingerne, og 80 nationer dannede en ny koalition, som krævede at fossile brændstoffer helt skal udfases. En anden koalition med 90 medlemmer vil have et komplet stop for afskovning i verden.

Samtidig var Kina forbløffende stille. Kina har ellers været langt fremme i skoen på den grønne agenda ved de seneste COP’er.

Men alt er ikke sort/hvidt. Mens andelen af europæiske CEO’er på COP30 var lavere end ved tidligere COP’er, deltog repræsentanter for over halvdelen af USA’s Fortune 100-virksomheder, herunder bl.a. Microsoft, Google, Occidental Petroleum, General Motors, Citi og PepsiCo.

Mens Trump har meldt USA ud af Paris-aftalen, indgik Gary Newsom, der er guvernør i Californien, en række aftaler med lande i bl.a. Afrika og Europa under COP30. Californien og Danmark har fx indgået en aftale om udvikling af grønne datacentre.

Verden er kort sagt delt på midten i klimaspørgsmålet. Nogle lande er langt fremme med grønne teknologier, men vil alligevel ikke forlade fossile brændstoffer. Andre lande sætter hælene i, mens lokale økonomiske vækstcentre fortsat er med på den grønne bølge.

I de kommende år vil vi derfor formentlig få geografiske områder, hvor kravene vil blive slækket og andre, hvor de vil blive strammet op. Danske virksomheder skal derfor have grundigt styr på geografien, når de vælger, hvor de vil handle eller investere i fremtiden. 

Mens lysten til at reducere brugen af fossile brændsler var lille, var det globale nord overraskende rundhåndede med penge til at modvirke og afhjælpe klimaforandringerne.

Verdens lande har således aftalt, at finansieringen af klimatiltag langsomt skal øges til 1,3 billioner dollars om året i 2035. I aftalen fremgår, at 300 milliarder dollars om året skal komme fra den rige del af verden i form af fx grants, ligesom midlerne til klima resiliens, eller modstandsdygtighed, skal tredobles i samme periode.

Samtidig var der stort fokus på sammenhængen mellem natur og klima på COP30. Brasilien lancerede under COP’en en regnskovsfond (The Tropical Forests Forever Facility), der skal beskytte og genplante tropiske skove. Fonden har allerede fået støtte fra Norge, Indonesien, Frankrig, Tyskland og Brasilien selv.

Der er således enorme midler i spil til danske virksomheder, der udvikler grønne teknologier eller kan afhjælpe effekten af klimaforandringerne for lokale samfund – især i det globale syd.

Samtidig aftalte parterne at implementere en række indikatorer/målepunkter (de såkaldte GGA’er, eller Global Goal of Adaptation), som landene er forpligtet til løbende at rapportere på.

GGA’erne inkluderer bl.a. mål inden for fødevaresikkerhed, sundhed og infrastruktur. Erfaringerne fra andre FN-aftaler viser, at globale målepunkter, hvor landene er tvunget til transparens, ofte driver betydelige investeringer i at forbedre situationen og dermed tallene.

GGA’erne forventes derfor at udgøre et betydeligt marked – også for danske virksomheder. I sidste øjeblik kom vand, hvor danske virksomheder traditionelt står stærkt, i øvrigt overraskende med som en selvstændig GGA.

Endelig blev det besluttet at oprettet et nyt program, der skal undersøge, om de lovede midler fra både stater og virksomheder reelt er til rådighed, bliver brugt korrekt og kommer klimaet til gode. Det vil formentlig føre til, at flere penge rent faktisk bliver stillet til rådighed for grønne virksomheder. Men det vil temmelig sikkert også føre til yderligere rapporteringskrav for banker, virksomheder og nationer i de kommende år.

For første gang nogensinde blev international handel en del af den ratificerede aftale. International handel var i det hele taget det mest omdiskuterede emne på COP’en, og emnet spredte sig ud i mange af de andre spor, der blev diskuteret.

Diskussionerne handlede især om de såkaldte ’unilateral trade measures’, herunder især ’klimatolden’, eller CO2-grænsetilpasningsmekanismen, CBAM.

CBAM skulle egentlig sikre fair konkurrence ved at udligne CO2-prisen på varer importeret til EU med prisen på varer produceret inden for EU's kvotesystem. Det globale syd – ligesom administrationen i USA – ser imidlertid begrænsningerne som handelshindringer, der tilgodeser europæiske varer i EU. Det globale syd er særligt sårbare, fordi afgifterne, der først træder i fuld kraft i EU i 2026, lægger sig på toppen af de amerikanske tariffer, der allerede gør ondt i mange fattige lande.

På den anden side står især EU og Japan, som ikke kan få virksomhederne i deres hjemlande til at dekarbonisere hurtigt nok uden både en økonomisk gulerod og en pisk over ryggen.

Handelshindringer og tariffer har været i skammekrogen i årtier, men er nu blevet dagligdag i international handelspolitik. USA har fx for nyligt brugt trusler om tariffer til at presse en række lande til ikke at stemme for en global traktat om reduktion af plastik, ligesom de samme argumenter optrådte, da den Internationale Maritime Organisation i oktober udsatte beslutningen om en international skat på karbon i shipping med et år.

COP-parterne har aftalt, at emnet skal diskuteres i dybden på tre møder i de kommende år, så vi får næppe en afklaring før i 2028. Det betyder mere eller mindre, at de enkelte lande fortsat frit kan opfinde egne handelsbegrænsninger i klimaets navn. Danske virksomheder må derfor forvente, at CO2-afgifter på varer, der krydser grænser, vil ændre sig i mange lande, efterhånden som konflikten udvikler sig i de kommende år.  Trumps tariffer har også indledt en handelskrig på klimaområdet.

Danske virksomheder skal følge denne udvikling med stor opmærksomhed. Fælles internationale spilleregler på klimaområdet vil give en nøje tiltrængt klarhed. Indtil da kan alt ske og vi må forvente et enormt fokus på karbon-tunge produkter (som stål og landbrugsprodukter) fra nytår. Tiden er inde til at kigge grundigt på sine varekæder for danske virksomheder. Går din virksomhed mod mindre klimatunge råvarer og køber dem fra lande, der har stabile handelsforbindelser med EU, minimerer du jeres risici.

Endelig blev Parisaftalens såkaldte artikel 6 om handel med Karbonkreditter et stort emne på COP30. Her kom der klarhed på enkelte områder, mens andre vigtige beslutninger blev udskudt endnu engang, fordi parterne ikke kunne blive enige.

Mange virksomheder efterspørger højkvalitets-karbonkreditter, så de kan ’offsette’ deres udledninger – typisk i en overgangsperiode, indtil de har fået deres egne udledninger ned. Men i dag er kvaliteten af kreditterne ofte lav, der er ringe kontrol, og kreditterne accepteres ofte ikke som et klimabidrag i de store rapporteringsstandarder. Samtidig holder mange lande ikke styr på udstedte karbonkreditterne i deres land og indrapporterer dem ikke i det multinationale system, der skal holde styr på handlen.

Under COP30 blev reglerne omkring handel med kreditter klarere, især når det handler om overførsel af funding og omkring governance. Samtidig lovede parterne, at regeringerne nu vil indrapportere alle udstedte kreditter i de internationale systemer.

Men de tunge områder udestår stadig. Parterne skændes stadig om kravene til kvaliteten af karbonkreditterne. Nogle lande og aktører kræver større gennemsigtighed, højere krav og mere rapportering, mens andre er tilfredse med reglerne, som de er. Jo lavere kvaliteten af kreditterne skal være for at blive godkendt, desto nemmere for de fattige lande er det at udstede kreditterne og dermed få masser af udenlandsk klimafunding til deres land

På COP30 besluttede parterne at landene i fremtiden skal rapportere handlerne ind, men reglerne for kvaliteten blev ikke strammet. Det blev dog aftalt, at emnet skal debatteres videre på næste COP.

Den ringe fremdrift på dette område er ikke gode nyheder for ambitiøse danske virksomheder, der gerne vil bruge kreditter til at nå deres ’net zero’-mål eller offsette deres emissioner i en overgangsperiode. De er fortsat nødt til selv at sikre kvaliteten af de kreditter, de køber (fx at nyplantet skov rent faktisk vokser op og naturområder beskyttes), indtil mere ambitiøse fælles regler er på plads.

Det betyder dog ikke, at der ikke er stor opbakning fra stort set alle lande til at skabe velfungerende karbonmarkeder i fremtiden. I en fælles deklaration foreslog EU fx sammen med bl.a. Kina og Brasilien, at det Europæiske karbonhandelssystem, ETS, hvor virksomheder skal betale en afgift for deres udledninger, gøres globalt. 

Sammendrag 

COP30 gav ikke en stor klimaaftale, men flere vigtige beslutninger påvirker danske virksomheder: Bindende klimaplaner i mange lande giver klarhed om vilkår, store midler frigives til grøn omstilling, international handel og CO2-afgifter bliver centrale emner, og krav til rapportering og kvalitet af karbonkreditter skærpes. Geografisk placering og grønne løsninger bliver afgørende for fremtidig vækst.