En verserende sag ved EU-domstolen handler om, hvor EU-pendlere skal være socialt sikret, når en del af arbejdet udføres udenfor EU. Sagen handler om, hvorvidt arbejde udført i lande udenfor EU tæller med, ved opgørelsen af arbejdsfordelingen i bopælslandet.
Vi har tidligere beskrevet sagen, hvor vi også har skrevet om reglerne og om, hvordan sagen kan håndteres i praksis: Social sikring for EU commuters - arbejde udenfor EU
Hvad siger EU domstolens generaladvokat?
Generaladvokaten kommer frem til, at arbejdet uden for EU tæller med i opgørelsen af arbejdsfordelingen.
Et praktisk eksempel:
En medarbejder bor i Tyskland og er ansat for en dansk arbejdsgiver. Medarbejderen har fast arbejdssted på kontoret i Danmark og arbejder hjemmefra 1 dag og ugen.
Derudover har medarbejderen hyppige forretningsrejser til Canada, Storbritannien, Norge og Schweiz. Hvis arbejdet i Canada, Storbritannien, Norge og Schweiz tæller med, betyder det, at det totale antal arbejdsdage forøges, så den procentvise arbejdsfordeling i bopælslandet falder. Medarbejderen får altså mere fleksibilitet, når den danske socialforsikring skal opretholdes.
Generaladvokaten drøfter også dette praktiske eksempel:
En medarbejder, der bor i Frankrig, hvis arbejdsgiver har hjemsted i Tyskland, og som i øvrigt arbejder i Danmark og resten af tiden i tredjelande. Medarbejderen er det den tyske lovgivning om social sikring, der finder anvendelse, selv om han tilbringer 0% af sin arbejdstid i Tyskland.
Generaladvokatens forslag til afgørelse er ikke bindende. EU-domstolen afsiger den endelige dom, som er bindende. Dommen afsiges sædvanligvis indenfor 6 måneder fra Generaladvokatens forslag. Indtil dommen afsiges, vil det være den nationale myndighedspraksis, som anvendes.
Hvad siger nationale myndigheder?
EY er i løbende dialog med nationale myndigheder om problemstillingen.
Oversigten nedenfor giver en indtryk af, hvorvidt den nationale myndighed medregner arbejde udenfor EU i arbejdsfordelingen.