En gruppe af hænder holder lyspærere i forskellige farver

RegnskabsNyt, august 2026

RegnskabsNyt holder dig ajour med væsentlig ny lovgivning, nye standarder og praksis inden for årsregnskabsloven, IFRS, revision og selskabsret samt vores aktuelle publikationer og begivenheder.


Illustrativ IFRS-årsrapport 2026

EY's danske illustrative IFRS-årsrapportmodel for 2026 med førtidsimplementering af IFRS 18 Præsentation og oplysninger i årsregnskaber.

Denne 2026-udgave er udarbejdet baseret på de nye krav i IFRS 18, som indeholder kravene til præsentation og oplysninger af væsentlige informationer i de primære opgørelser og noter. IFRS 18 (der erstatter IAS 1) gælder først for regnskabsperioder, der begynder den 1. januar 2027 eller senere, men er altså førtidsimplementeret i denne 2026 IFRS-årsrapportmodel.

Årsrapportmodellen illustrerer et koncernregnskab for en koncern uden en specificeret hovedaktivitet ("specificed main business activity" eller "MBA") og et moderselskabsregnskab for en modervirksomhed, der besidder kapitalandele i dattervirksomheder som specificeret hovedaktivitet.

Ud over førtidsimplementering af IFRS 18 (og konsekvensændringerne til andre IFRS-standarder) er publikationen udarbejdet i overensstemmelse med kravene i IFRS-standarderne som godkendt af EU for regnskabsaflæggelsen 2026 eller senere samt de yderligere danske krav til årsrapporter for børsnoterede selskaber. Se publikationen her.

For en dansk illustrativ IFRS-årsrapportmodel, der ikke har førtidsimplementeret IFRS 18, henviser vi til vores 2025-udgave. Denne kan genfindes her.
 


Lovforslag om forenkling af reglerne for bæredygtighedsrapportering

Et nyt lovforslag skal implementere EU's forenklingsdirektiv i dansk lovgivning og indebærer markante ændringer af reglerne for bæredygtighedsrapportering. Forslaget vil betyde, at væsentligt færre virksomheder fremover omfattes af rapporteringskravene og indeholder samtidig nye regler om værdikædeoplysninger, undtagelser for visse virksomheder samt ophævelse af kravene om redegørelse for samfundsansvar og dataetik.


Ny EY-publikation om de endelige simplificerede ESRS

EU-Kommissionen har vedtaget de simplificerede ESRS som delegeret retsakt. Standarderne reducerer antallet af obligatoriske datapunkter og introducerer nye lempelser, samtidig med at de centrale rapporteringsprincipper fastholdes.


EFRAG-høring med standarder for visse tredjelandsvirksomheder

EFRAG har sendt udkastet til nye bæredygtighedsstandarder for tredjelandsvirksomheder i offentlig høring. Standarderne skal danne grundlag for rapportering fra visse ikke-EU-baserede koncerner med væsentlig aktivitet i EU og bygger på de reviderede ESRS, men med særlige tilpasninger.


EFRAG offentliggør State of Play 2026-rapport om ESRS-praksis

EFRAG har offentliggjort State of Play 2026-rapport, som analyserer mere end 900 bæredygtighedsrapporteringer udarbejdet efter ESRS. Rapporten giver et aktuelt indblik i udviklingen i virksomhedernes bæredygtighedsrapportering, herunder dobbelt væsentlighed, klimatransitionsplaner og integration af bæredygtighed i strategi og incitamentsstrukturer.


Ændringer til IAS 28

IASB har udstedt ændringer til IAS 28, som præciserer anvendelsen af dagsværdioptionen for investeringer i associerede virksomheder og joint ventures. Ændringerne tydeliggør, hvilke virksomheder der er omfattet af undtagelsen fra equity-metoden, og adresserer spørgsmål, der er opstået i forbindelse med implementeringen af IFRS 18. Ændringerne træder i kraft samtidig med første anvendelse af IFRS 18.


Nye IFRS Update-publikationer fra EY er udgivet

IFRS Update giver et overblik over nye og kommende ændringer til eksisterende IFRS-standarder og -fortolkninger udstedt af IASB og af IFRS Interpretations Committee (IFRS IC) pr. 30. juni 2026. Download publikationen. Dertil er vores IFRS update om godkendelse af IFRS-standarder til anvendelse i EU opdateret pr. 30. juni 2026. Download publikationen.



Kontakt os