9 mar. 2022
Foto af Louise Hänsch, EY

Louise forener familieplaner og karrieredrømme

Af EY Danmark

EY er en af verdens førende organisationer inden for revision, skat, transaktioner og rådgivning.

9 mar. 2022
Relaterede emner Karriere

Louise Hänsch er Senior Manager og mor til to små børn. Det kræver fleksibilitet og et stærkt bagland.

’Senior Manager og to små børn! Kan det overhovedet lade sig gøre?’ tænkte jeg, da jeg for nylig skulle tilbage fra barsel. Det kunne have betydet stress og fravalg i familielivet, men sådan blev det heldigvis ikke. For med dén fleksibilitet som EY tilbyder alle sine medarbejdere, et stærkt bagland og en skarp prioritering går det hele op. Jeg kan forfølge mine karrieredrømme og samtidig være den mor, jeg ønsker at være.

Det kan være lidt af et puslespil at få praktikken til at gå op med et krævende job og to små børn på henholdsvis et og tre år. Vores fleksible arbejdsmodel gør det muligt. Jeg kan stort set tilrettelægge min arbejdsdag selv, så længe opgaverne bliver løst inden for den aftalte deadline. Det er en kæmpe fordel med små børn. Det betyder, at vi som familie prioriterer at spise aftensmad sammen og begge være hjemme til at putte børnene. Når børnene sover, kan vi hive computeren frem, hvis vi ikke har fået nået alt det, vi gerne ville i løbet af dagen. Fleksibiliteten betyder også, at vi i perioder, hvor vi har mindre travlt, kan hente børnene tidligere og tage i ZOO på en helt almindelig tirsdag.

Min karriere er vigtig for mig. Jeg har været hos EY i ti år og er typen, der får energi af mit arbejde. Jeg bruger tid på at dygtiggøre mig, og jeg får meget igen. EY er et fantastisk sted at bygge en karriere. Når jeg arbejder, er jeg 100 procent på, men når jeg er hjemme, så er det på børnenes præmisser, indtil de er lagt i seng. Jeg går ikke på kompromis, når det kommer til mine børn.

Min arbejdsbyrde svinger en del over året, hvilket betyder, at jeg i nogle perioder prioriterer mine karrieredrømme og i andre perioder prioriterer mine familieplaner. Vi har eksempelvis netop tilbragt en hel måned sammen i USA som familie, hvilket ikke ville være muligt uden den fleksibilitet, som mit arbejde – foruden lange arbejdsdage – også besidder.

Det vigtigste for mig for at kunne forene karrieredrømme og familieplaner er at have et stærkt bagland i form af en kæreste, der tager lige så stor del i familielivet og alt, hvad det indebærer, som jeg gør. Vi deler alt 50/50. Ikke forstået på den måde, at vi holder regnskab, men i nogle perioder tager jeg ekstra fra på hjemmefronten, fordi han har nogle vigtige deadlines på arbejdet, og i andre perioder er det omvendt.

Og så handler det om nemme løsninger: Måltidskasser, betalt rengøring, en bolle fra bageren fremfor en hjemmebagt (ved nærmere eftertanke tror jeg faktisk, at både min børn og mand er bedre stillet med en bolle fra bageren) og ja, så går vi ikke af vejen for en rugbrødsmad til aftensmad i de ekstra travle perioder. På den måde får vi frigivet ekstra tid, som vi kan bruge sammen som familie.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at der ingen udfordringer er, men den største udfordring er helt klart mine forventninger til mig selv – både i forhold til at være en god kæreste, en god mor og en god kollega. Når man har to små børn derhjemme, kan man af gode grunde ikke blot arbejde, indtil en opgave er færdig, hvilket stadig er noget, jeg øver mig i at have det okay med. I de travle perioder er mine børn ikke altid dem, der blive hentet først i institutionen, men det er ok, for mine børn har verdens bedste pædagoger. Det giver ro i maven.

I EY kan jeg tilrettelægge mit arbejdsliv, så der både er plads til en småbørnsfamilie og til min karriere.

Sammendrag

På Karrierebloggen deler vores medarbejdere ud af deres spændende hverdag hos EY. Følg med! 

Om denne artikel

Af EY Danmark

EY er en af verdens førende organisationer inden for revision, skat, transaktioner og rådgivning.

Related topics Karriere