2 minutters læsetid 20 feb. 2023
Fyrtårn i høje bølger under stormvejr

Også i stormvejr er der brug for startups

Af Per Frandsen

EY Danmark, Business Developer

Jeg er stor fodboldfan, god til at lave mad, far til tvillinger, bor 5 km udenfor Aarhus og med et sommerhus I Nordjylland.

2 minutters læsetid 20 feb. 2023
Relaterede emner EY Entrepreneur Of The Year

Er der fornuft i at opstarte ny virksomhed i usikre tider? Ja, siger startup-ekspert Per Frandsen i denne kronik.

Coronaeftervirkninger, energikrise og generel økonomisk og geopolitisk usikkerhed udfordrer mange virksomheder i dag.

Det er derfor oplagt at være nervøs for, om det også får konsekvenser for antallet af startups. For er der virkelig nogen, der ser fornuften i at springe ud på det dybe i et langvarigt globalt stormvejr?

Ja, da! Og ja, du kan roligt forestille dig, at jeg siger dette højt, tydeligt og med sikkerhed i min midtjyske stemme. Jeg har nemlig oplevet, hvad danske iværksættere kan.

I min tid som ansvarlig for startup-kategorien i EY Entrepreneur Of The Year har jeg været igennem hele 36 regionale kåringer, hvor der som en del af regionsfinalerne er arrangeret, at startup-virksomhederne kan ’stå på ølkassen’ og pitche deres idéer for publikum. Det imponerer mig hver gang. Mange af dem er ikke vant til at stille sig op og tale for en stor forsamling. Enkelte er mere publikumsvante. Men de er altid spændte, inden de skal pitche. Og så stiller de sig op og er hudløst ærlige og taler lige fra hjertet. Det kendetegner dem alle sammen, uanset hvor de kommer fra.

Derudover er der hvert år den store landsfinale, hvor der ud over hovedvinderen også bliver kåret en national startup-vinder.

I 2022 var det Odense-virksomheden Unicontrol, der løb med prisen som årets startup på baggrund af deres brugervenlige 3D-baserede navigationsløsning til fx gravemaskiner. Unicontrol er nu med i en eksklusiv klub, hvor tidligere vindere og finalister tæller bl.a. Boliga, Too Good To Go, Autobutler, Wally and Whiz, Trustpilot … og flere af dem bliver gengangere i EY Entrepreneur Of The Year – fx nordjyske Shaping New Tomorrow, der både har markeret sig i startup-kategorien og senere har vundet globaliserings-kategorien.

På trods af landets beskedne størrelse, så bugner Danmark af entreprenante ildsjæle, der tør gå efter drømmen og den gode idé
Per Frandsen
EY Danmark, Business Developer

Hvert år hører vi fra startup-juryen, at det er ekstremt svært at finde en vinder. Ikke fordi der ikke er nok at vælge imellem. Tværtimod. På trods af landets beskedne størrelse, så bugner Danmark af entreprenante ildsjæle, der tør gå efter drømmen og den gode idé.

Selv om jeg har oplevet meget, så bliver jeg stadig overrasket over de intelligente og ind i mellem oplagte løsninger på kendte – eller ukendte – problemer i samfundet, miljøet eller bare hverdagslivet.

Og så er vi tilbage til nutidens sorte skyer og krisevarsler. Her giver danske iværksættere ikke op.

Mange startups tapper nemlig netop ind i en aktuel dagsorden. Usikkerhed kan være katalysator for nytænkning. Fx at kigge på energioptimerende løsninger. At finde innovative måder at stoppe smittespredning. At forbedre virtuelle oplevelser.

Kort sagt at se muligheder i modgang. Og det er en ren win-win-win-situation, når der er entreprenante ildsjæle, der gør netop det.

For når de præsenterer os for en løsning, der gør verden bedre, gavner det ikke kun dem selv, men også alle os andre. De bliver et lys i mørket og får os til at tro på en fremtid for vores børn, børnebørn og de efterfølgende generationer.

Kronikken blev oprindeligt bragt i Jysk Fynske Medier den 16. februar 2023.

Sammendrag

Per Frandsen er Business Developer hos EY og ansvarlig for startup-kategorien i EY Entrepreneur Of The Year. I denne kronik fortæller han, hvordan usikre tider ikke skal være stopklods for iværksætteri.

Om denne artikel

Af Per Frandsen

EY Danmark, Business Developer

Jeg er stor fodboldfan, god til at lave mad, far til tvillinger, bor 5 km udenfor Aarhus og med et sommerhus I Nordjylland.