Pressemeddelelse

16 nov. 2020 København, DK

Antal vækstvirksomheder fortsatte op

Kurven nåede rekordniveau sidste år, og den fortsætter med beskeden fremgang, så vi nu ser en ny rekord for antallet af vækstvirksomheder i Danmark.

Pressekontakt
Iben Papsø

Internal Sustainability Lead, Senior Project Manager, EY Danmark

Brænder for bæredygtige løsninger, der skaber langsigtet værdi og for engagerende kommunikation, der skaber positive forandringer.

Kurven nåede rekordniveau sidste år, og den fortsætter med beskeden fremgang, så vi nu ser en ny rekord for antallet af vækstvirksomheder i Danmark. Tallene er baseret på 2019-regnskaber, og understreger at vi kommer ind i en COVID-19-tid fra et år med høj vækst.

Der er igen i år et stort antal vækstvirksomheder i Danmark, der møder kravene til konkurrencen EY Entrepreneur Of The Year. Sidste års rekord kom med en lille fremgang på blot 1 pct. flere virksomheder, og det er en tilsvarende fremgang i år på knap 1 pct., der nu sætter ny rekord. Der er dog minimale udsving over de seneste tre år.

På grund af COVID-19 blev regnskabsfrister for 2019 udskudt, og nu har EY trukket og analyseret regnskabsdata for samtlige virksomheder. Alt pegede i første omgang på en større fremgang, men efter indlevering af de sidste årsregnskaber og med en validering af data, så trækker fald i Nordjylland, Sjælland og København lidt ned, mens Region Midt, Syd og Fyn ser en fremgang.

Sidste år mødte 1.623 virksomheder de skrappe vækstkrav, der giver adgang til konkurrencen EY Entrepreneur Of The Year i 2019 mod 1.603 året før, der slog den tidligere rekord på 1.477 virksomheder i 2008 før finanskrisen. Nu er tallet på 1.634 virksomheder. Det samlede antal vækstvirksomheder kan være en ganske god vækstindikator.

”2019 kan virke længe siden. Dengang ingen havde hørt om COVID-19 eller talte om smittespredning, mørketal og hjælpepakker. Der var rigtig godt gang i økonomien og fuld fart på dansk erhvervsliv. Konklusionen er klar. Vi kommer fra en periode, hvor mange virksomheder har haft høj vækst – de seneste tre år har år for år vist det højeste antal i de nu 24 år, vi har gennemført EY Entrepreneur Of The Year i Danmark,” siger Søren Smedegaard Hvid, partner i EY og direktør for EY Entrepreneur Of The Year.

Skarp konkurrence

Konkurrencen er lige nu i fuld gang med at gennemføre interview og møder virksomheder over hele landet, som i første omgang dyster i regionale finaler.

”Vi har mere end nogensinde brug for stærke rollemodeller og entrepreneurer, der kan inspirere andre, og aktivt være med til at sætte fokus på vækst og innovation – dem, der ser muligheder i modgang. Vi vil engagere erhvervslivet og de deltagende virksomheder i kampen for at trodse krisen og for at se muligheder i modgang,” siger Niels Bang-Hansen, chef for erhvervskunder i Danske bank og fortsætter:

”Alle deltagervirksomheder, som vi møder nu, har haft et stærkt 2019. Der er ingen tvivl om, at juryen vil få et stærkt felt at vurdere, når de skal løse den svære opgave at kåre regionale vindere og ultimativt en dansk vinder.” 

 

Region 2020 2019 Ændring i %
Nord 187 209 -11 %
Midt 410 361 14 %
Syd 268 238 13 %
Fyn 151 141 7 %
Sjælland 273 301 -9 %
København 345 373 -8 %
Total 1.634 1.623 1 %

Her er Danmarks vækstvirksomheder

De kvalificerede virksomheder er forskellige i geografi, branche, størrelse mv., men de er alle kendetegnet ved, at de skiller sig positivt ud og kan holde et forspring i deres marked.

  • Midtjylland tager førerposition. Årets største fremgang med 14 pct. sender antallet af midtjyske virksomheder til tops med 410 og lægger også afstand til hovedstaden.
  • København tager et dyk i år. Sidste års største fremgang på 10 pct. bliver nu en tilbagegang på 8 pct., men det er stadig næststørste region med 345 virksomheder.
  • Sjælland (inkl. Nordsjælland) falder. Efter at have rundet milepælen på 300 virksomheder sidste år, så tager Sjælland i lighed med København et dyk på 9 pct. i år.
  • Syd- og Sønderjylland i flot fremgang. 13 pct. fremgang er en flot udvikling i regionen, som ellers faldt lidt tilbage sidste år. 268 virksomheder er kvalificerede i år.
  • Nordjylland har tilbagegang. Nord må som eneste jyske region se en tilbagegang i år på 11 pct. og ender med 187 vækstvirksomheder.
  • Fyn holder tempoet. Fyn holder niveauet igen i år, endda med 7 pct. fremgang til 151 virksomheder, og det er tilmed rekord i regionen.