Pressemeddelelse

2 nov. 2020 København, DK

Mød Danmarks bedste impact-virksomheder

EY Entrepreneur Of The Year uddeler igen i år en særpris rettet mod virksomheder, der har fokus på at løse væsentlige sociale og samfundsmæssige udfordringer.

Pressekontakt
Iben Papsø

Internal Sustainability Lead, Senior Project Manager, EY Danmark

Brænder for bæredygtige løsninger, der skaber langsigtet værdi og for engagerende kommunikation, der skaber positive forandringer.

Relaterede emner EY Entrepreneur Of The Year

EY Entrepreneur Of The Year uddeler igen i år en særpris rettet mod virksomheder, der har fokus på at løse væsentlige sociale og samfundsmæssige udfordringer – dem, der ser forretningsmuligheder, der kan skaleres og skabe samfundsmæssig og økonomisk værdi.

Den globale vækstkonkurrence, EY Entrepreneur Of The Year, har hyldet de bedste vækstskabere i Danmark i mere end 20 år. De sidste to år har konkurrencen i Danmark også haft et særligt fokus på impact-virksomheder, som EY, Den Sociale Kapitalfond og +impact by Danske Bank står bag, og den pris bliver også en del af konkurrencen i år.

Et bredt felt af nominerede

Der er mange bud på, hvordan man definerer ’impact-virksomheder’, og de tre parter bag konkurrencen kigger på et bredt felt af virksomheder, der alle i en eller anden grad har en tilknytning til FN’s verdensmål. Samtidig sigter prisen mod virksomheder, der har realiseret en forretningsidé og ser et stort fremtidigt potentiale. Det kendetegner netop mange af de spændende impact-virksomheder:

I år er 13 virksomheder nominerede i kategorien. Dem kan du møde her:

  • Danish Coffee – Kvalitetskaffe købt direkte hos farmere i Uganda og Malawi og støtte til udvikling.
  • Develop Diverse – Softwareløsning som hjælper med at undgå ubevidst bias i bl.a. rekruttering.
  • EAT GRIM – Abonnementskasser med friske, økologiske og nogle gange grimme frugt og grøntsager.
  • GO-Pen ApS – Giver verdens fattigste diabetes-ramte mennesker let og billig adgang til en insulin-pen.
  • GreenMobility – Elektriske dele-bybiler, der skaber nem og miljørigtig transport i byer.
  • Jamii.one – Digital platform, som skaber opsparings- og lånefællesskaber i lavindkomstområder.
  • Lyras A/S – Teknologivirksomhed med unik UV-baseret metode til bæredygtig pasteurisering.
  • Organic Basics – Tøjfirma med bæredygtighed i fokus. Etisk og miljøvenligt. Genanvendte materialer.
  • People Like Us – Bryggeri med ansatte fra marginaliserede grupper. Innovation, jobskabelse og kultur.
  • Pond Global - Biotech-virksomhed med biobaseret og bionedbrydelig afløser for konventionel plastik.
  • Rug Solid Denmark ApSDesignfirma med fokus på bæredygtighed og ansvarlig produktion.
  • SubReader – App der hjælper ordblinde og læseudfordrede med oplæsning af undertekster.
  • Too Good To Go – App med millioner af brugere, der hver dag redder overskudsmad i forretninger.

Vinderen af kategorien vil blive kåret til den danske finale i EY Entrepreneur Of The Year i København i januar 2021.

”Vi sætter fokus på virksomheder, der løser væsentlige sociale og samfundsmæssige udfordringer, og vi vil hylde dem, der særligt kan inspirere, engagere og fremme iværksætterlyst på det felt. Samtidig håber vi, at opmærksomheden også kan fremme interessen om investeringer i området," siger ledende partner Birgitte Frost Mathiesen fra Den Sociale Kapitalfond.

”I de senere år er der skabt et stærkt dansk og nordisk vækstlag af impact startups, som finder forretningsmuligheder i et eller flere af FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling. Blandt disse vil mange have potentialet til at vokse sig store, hvor profit og ’doing good’ går hånd i hånd,” fortæller Klavs Hjort, som er SVP for Growth & Impact i Danske Bank.

”Formålet med prisen er at hylde virksomheder, der løser samfundsmæssige udfordringer, og som kan inspirere, motivere, engagere andre. De kan have fokus på det sociale, det kulturelle, på beskæftigelse eller klima og miljø. Vi glæder os til at være med til at sætte fokus på dem,” siger Torben Hartz, Partner i EY.

Kontakt:
Christina Ove Holm, Kommunikationschef i Den Sociale Kapitalfond, tlf. +45 4096 1418, coh@socialkapitalfond.dk
Mikkel Skott Olsen, +impact by Danske Bank, tlf. +45 2330 3147, miol@danskebank.dk

 

  • De seneste års vindere

    Sidste års vinder var Carcel ved Veronica D´Souza. Carcel producerer sæsonløs luksusmode i kvindefængsler i Thailand og Peru og sikrer, at de indsatte kvinder kan forsørge deres familier under og efter fængselsopholdet. Året før vandt Specialisterne ved adm. dir. Carsten Lassen. Specialisterne skaber jobmuligheder for mennesker med autisme og lignende udfordringer og løser bl.a. konsulentopgaver for både offentlige og private virksomheder.

  • Juryen

    Den Sociale Kapitalfond, +Impact og EY vil screene indstillinger til prisen og gennemføre interview med virksomhederne, mens en uafhængig jury vil vælge nominerede og vinderen. Med i juryen er Soulaima Gourani, Young Global Leader og aktiv i bl.a. Dignity, Kai Hockerts, Professor i Social Entrepreneurship, CBS, Morten Halborg, med mangeårig erfaring med kapitalforvaltning som bl.a. investeringsdirektør, Helle Øbo, Adm. direktør i AskovFonden, Mette Fløe Nielsen, privat investor og rådgiver, Erik Balleby Jensen, Stifter, Partner og CEO i Capidea og Anne-Marie Levy Rasmussen, direktør i Innovationsfonden.