Pressemeddelelse

18 mar. 2021 København, DK

Sportstech-virksomhed kåret som bedste start-up

VEO Technologies ApS vinder kategorien Start-up ved EY Entrepreneur Of The Year 2020.

Pressekontakter
Per Frandsen

EY Danmark, Business Developer

Jeg er stor fodboldfan, god til at lave mad, far til tvillinger, bor 5 km udenfor Aarhus og med et sommerhus I Nordjylland.

Iben Papsø

Kommunikationsrådgiver i EY Danmark

Effektiv kommunikation, der skaber engagement og synlighed.

Relaterede emner EY Entrepreneur Of The Year

VEO Technologies ApS vinder kategorien Start-up ved EY Entrepreneur Of The Year 2020. Juryen hæfter sig bl.a. ved produktets skalerbarhed, og at produktet allerede er slået igennem globalt med anerkendte brugere blandt kunderne.

Juryen i EY Entrepreneur Of The Year udpeger VEO Technologies ApS ved Henrik Teisbæk, Jesper Taxbøl og Keld Reinicke som årets vinder i kategorien Start-up. Med en passion for sport og teknologi har virksomheden udviklet et højteknologisk sportskamera, som via kunstig intelligens kan følge og analysere handlingen i en sportskamp.

I kategorien Start-up er fokus på unge virksomheder med et stort potentiale og drive. Juryen lægger vægt på innovationshøjde og skaleringsmuligheder – både nationalt og internationalt. Entrepreneuren, der står bag, skal have formået at overbevise investorer eller finansielle långivere om virksomhedens potentiale. Derudover tæller et stort ambitionsniveau, gennemslagskraft og iværksætterånd. 

”Juryen fremhæver bl.a., at VEO Technologies har skabt et skalerbart produkt, som ud over at være ”born global” også er intuitivt og let at anvende. Virksomhedens produkt er således allerede slået igennem globalt, med anerkendte brugere blandt kunderne. Juryen peger også på, at produktet appellerer til både det professionelle og private segment, og vækststrategien er klar, da produktet bl.a. kan udvides til andre vertikaler,” siger Per Frandsen, Associate Director og ansvarlig for kategorien Start-up ved EY Entrepreneur Of The Year.

Endelig lægger juryen også vægt på, at ledelsen af virksomheden har flere tidligere succeser i bæltet, og også har været i stand til – over flere omgange – at overbevise professionelle investorer om teamets og produktets kvaliteter.

Ud over VEO Technologies var der to andre finalister i kategorien Start-up ved EY Entrepreneur Of The Year:

LIVA Healthcare A/S, en health tech virksomhed, der via en app gør det muligt at yde personlig sundhedscoaching for at forbedre livet for mennesker, der lever med kroniske sygdomme.

Addifab ApS, der har udviklet en 3D-printer, der kan producere emner med høj kvalitet. 3D printeren kan skabe formværktøjer i plast. 

  • Fakta om EY Entrepreneur Of The Year

    • EY Entrepreneur Of The Year er en hyldest til de dygtigste og mest innovative vækstskabere.
    • EY Entrepreneur Of The Year arrangeres i mere end 60 lande og er dermed verdens største vækstkonkurrence, der internationalt afholdes for 34. gang i år.
    • Vinderen kåres ikke kun ud fra virksomhedens evne til økonomisk vækst, men ud fra en vurdering af flere parametre, bl.a. entrepreneurens rolle, værdier, ledelse og samfundsmæssige engagement.
    • De stærkeste danske kandidater deltager i regionskåringerne, før landsvinderen i år kåres den 18. marts 2021 i København.
    • Vinder af EY Entrepreneur Of The Year 2019 var Kvadrat.
  • Hvem kan deltage?

    • For at deltage skal entrepreneuren være ejer/medejer af et dansk aktie- eller anpartsselskab og have haft det overordnede ansvar i mindst to år. Selskabet må gerne være børsnoteret.
    • Virksomheden skal have eksisteret i mindst tre år og ved udgangen af det seneste regnskabsår have minimum 20 ansatte og vækst i antallet af ansatte i forhold til det foregående regnskabsår.
    • Virksomheden skal have haft minimum 15 % vækst i bruttoavance eller i omsætning i det seneste regnskabsår, og det seneste regnskab skal udvise en positiv egenkapital og et positivt resultat.

    EY gennemgår samtlige danske virksomheder med undtagelse af virksomheder under 20 ansatte, offentligt ejede selskaber og dem med udenlandsk majoritetsejerskab. Kandidaterne præsenteres derefter for en uafhængig jury, der kårer de regionale og nationale vindere.

    Hovedsamarbejdspartner: Danske Bank. Øvrige samarbejdspartnere er:  Dansk Industri, Vækstfonden, EKF Danmarks Eksportkredit, Udenrigsministeriet – The Trade Council, Mercedes Benz og Connect Denmark.