Pressemeddelelse

24 mar. 2022 København, DK

De gør fødevareindustrien grønnere - årets impact-virksomhed er fundet

Lyras vinder kategorien Social Entrepreneurship – Future Impact ved dette års EY Entrepreneur Of The Year i Danmark.

Pressekontakt
Torben Hartz

Partner i EY og leder af EY’s Infrastructure Advisory og Real Estate Corporate Finance i Danmark

Rådgiver inden for transportsektoren, store infrastrukturprojekter, offentlige bygge- og anlægsprojekter og med passion for sociale investeringer.

Relaterede emner EY Entrepreneur Of The Year

Lyras vinder kategorien Social Entrepreneurship – Future Impact ved dette års EY Entrepreneur Of The Year i Danmark. Juryen hæfter sig bl.a. ved den meget tydelige samfundsmæssige impact, og at virksomheden bidrager til den bæredygtige udvikling i fødevareindustrien.

Fødevareindustrien står midt i en forandringsproces. Forbrugere kræver en grønnere profil, og her hjælper den nordjyske virksomhed Lyras fødevarevirksomhederne godt på vej. Derfor vandt Lyras ved Rasmus Mortensen kategorien Social Entrepreneurship – Future Impact, da danske vækstvirksomheder torsdag aften blev hyldet i Lokomotivværkstedet i København.

Ved EY Entrepreneur Of The Year bliver der hvert år uddelt en hovedpris og seks specialpriser til Danmarks bedste vækstskabere. En af disse er i kategorien Social Entrepreneurship – Future Impact, der handler om virksomheder og entrepreneurer, der har gjort det til deres livsopgave at bidrage til en bedre verden.

UV-teknologi sparer 90 % energi

I år var hele 14 virksomheder nomineret i kategorien. De blev snævret ind til tre finalister, og her gik sejren altså til Lyras, som har udviklet en ny form for pasteurisering ved hjælp af UV-teknologi, der bl.a. bruger 90 % mindre energi end traditionelle fremgangsmåder.

”Den enige jury lagde især vægt på denne exceptionelle innovative løsning, der ud over den markante energibesparelse også kan reducere vandforbruget i fødevareindustrien med 60 %,” siger Torben Hartz, Partner i EY og ansvarlig for kategorien Social Entrepreneurship – Future Impact, og fortsætter:

”Lyras og Rasmus Mortensen var også nomineret sidste år. Og der har fra juryen været stor ros til udviklingen af forretningen det seneste år. Vi ser frem til at følge virksomheden og deres rejse fremover.”

Derudover blev Lyras’ potentielle globale impact også fremhævet som årsag til, at de kunne gå hjem med æren og statuetten.

Ud over Lyras var følgende finalister i kategorien Social Entrepreneurship – Future Impact ved EY Entrepreneur Of The Year 2021:

Nordic Harvest: En af verdens største vertikale farme. Denne måde at dyrke grøntsager på sparer landbrugsjord og mindsker udledningen af kvælstof i naturen.

GO-Pen: En startup-virksomhed, der leverer medicinsk udstyr, der både er sikkert og økonomisk overkommeligt for folk med få ressourcer. Deres flagskibs-produkt er den første prisneutrale og klimavenlige insulin-pen til ressourcefattige mennesker. Virksomheden var også nomineret i 2020.

Om EY Entrepreneur Of The Year
EY Entrepreneur Of The Year er Danmarks og verdens mest anerkendte vækstskaberkonkurrence, der finder sted i flere end 60 lande. I snart 25 år er danske vækstvirksomheder og de entrepreneurer, der opbygger og driver dem, blevet hyldet ved EY Entrepreneur Of The Year.

Der er i løbet af efteråret 2021 blevet kåret seks regionale vindere, og den 24. marts blev kategorivinderne samt hovedvinderen udråbt ved et stort show i København. Hovedvinderen deltager i den internationale finale, der finder sted juni 2022 i Monaco.