Pressemeddelelse

1 jul. 2022 København, DK

Mette Storm bliver første dansker i EY’s EMEIA-topledelse

COO og CFO for EY i Norden, Mette Storm, indtræder pr. 1. juli i topledelsen i EY EMEIA som CFO og Transformation Leader. Mette Storm bliver den første dansker blandt de 20 EMEIA-topledere.

Pressekontakt
Mette Storm

EMEIA CFO and Transformation Leader, Nordic COO, Partner

Erfaren forandringsleder. Fokus på ledelse, udvikling og innovation.

COO og CFO for EY i Norden, Mette Storm, indtræder pr. 1. juli i topledelsen i EY EMEIA som CFO og Transformation Leader. Mette Storm bliver den første dansker blandt de 20 EMEIA-topledere.

I sin nye rolle som EMEIA-CFO får Mette Storm det øverste ansvar for ud fra talsiden at sætte retning og lede EY’s EMEIA-region sammen med den øvrige topledelse. Og som EMEIA-ansvarlig for Transformation får hun det øverste ansvar for at få samarbejdet på tværs af regioner og forretningsområder og funktioner til at køre og drive EY i den bedst tænkelige retning. En rolle, som Mette Storm er bekendt med i sin tid som COO og CFO for EY i Norden, hvor hun har været med til at drive en vækst på tværs af de nordiske lande, ligesom Mette Storm som en del af ledelsen aktivt har bidraget til, at EY sidste år toppede listen over drømmearbejdsgivere i Norden.

”Var der behov for en mere traditionel CFO i EMEIA-ledelsen, så ville jeg være fejlcastet. Jeg er hverken revisor eller talknuser – men er stolt af at være selverklæret generalist. Og det passer heldigvis godt til de nye udfordringer. Som jeg har gjort det her i Norden, så skal jeg nu på tværs af 98 lande i Europa, Mellemøsten, Indien og Afrika stå i spidsen for at finde og bruge essensen fra vores tal og bruge de finansielle indsigter til at påvirke den strategiske retning, som EY i EMEIA-regionen skal realisere for at nå vores mål. Det ser jeg virkelig meget frem til,” siger Mette Storm og fortsætter:

”I min nye rolle som Transformation Leader bliver det opgaven at få EY’s EMEIA-region til at samarbejde endnu mere og bedre på tværs af lande, regioner og forretningsområder. Vi lever i en tid med store geopolitiske udfordringer, høj inflation og efterspørgsel efter talenterne, så det er en opgave, jeg virkelig ser frem til at stå i spidsen for at løse i tæt samarbejde med den øvrige EMEIA-topledelse og vores mange dygtige kollegaer og partnere.”  

EY’s EMEIA-region tæller over 110.000 ansatte og driver en årlig omsætning på +16 milliarder USD.

Gå efter drømmen og sæt spor

Mette Storm startede hos EY i 2014 efter nogle år i KPMG, hvor hun bestred forskellige funktioner med fokus på primært strategi og proces. Før Mette indtrådte i rådgiverbranchen, havde hun en mangeårig karriere i den finansielle sektor med fokus på strategiske projekter, omstruktureringer og optimering. Karrievejen har ikke været tegnet op fra dag 1 og heller ikke, at vejen skulle føre til en international toplederpost. Men Mette Storm har altid været drevet af at gøre en forskel og af spændende og særligt udfordrende projekter.  

”De muligheder, der er opstået undervejs, dem har jeg taget. Jeg har altid haft som pejlemærke, at man skal tro på drømmen, gå målrettet efter den og bestræbe sig på at efterlade inspirerende, sympatiske og faglige spor på sin vej. For mig personligt handler det om at være med lige der, hvor tingene sker – både internt i EY og eksternt i den verden, vi arbejder og lever i. Det var min drøm tidligt i karrieren, og det er fortsat min drøm i dag,” siger Mette Storm.

Uddannelsesmæssigt har Mette Storm en kandidatgrad fra CBS (cand.ling.merc.) og har sidenhen uddannet sig yderligere fra IMD, Wharton og Copenhagen Business School inden for ledelse, organisationsteori, forandringsledelse og bestyrelsesarbejde.