Pressemeddelelse

25 maj 2023 København, DK

Nyt værktøj skal styre investorer uden om virksomheder med lav skattemoral

Danmarks største arbejdsmarkedspensionskasse PKA har været den bærende inspirationskraft bag, at EY nu har udviklet et nyt værktøj.

Pressekontakter
Jakob Wandel

Head of PR, EY Danmark

Spinder den gule tråd, der binder de strategiske PR-aktiviteter sammen i forlængelse af EY's forretningsmæssige mål. Far til to piger.

Jan M. Huusmann

Leder af Tax & Law, Partner, EY Danmark

Passion for forretningsudvikling, skat og digital transformation. Far til to.

Relaterede emner Tax Teknologi Bæredygtighed

Danmarks største arbejdsmarkedspensionskasse PKA har været den bærende inspirationskraft bag, at EY nu har udviklet et nyt værktøj, der ved hjælp af dataanalyse giver investorer den nødvendige viden til at holde virksomheder i hele verden op på, at de betaler den skat, de skal.

Pensionskasser, banker og andre investorer ønsker i stigende grad at holde øje med, om de virksomheder, de investerer danskernes penge i, lever op til deres samfundsansvar og betaler skat på et ansvarligt niveau. Det er dog langt fra nogen let opgave at anskaffe sig den nødvendige viden om virksomheders skatteforhold – og slet ikke, hvis der i investeringsporteføljerne indgår hundredvis af virksomheder, der ofte opererer på tværs af landegrænser.

For at imødekomme dét behov har pensionskassen PKA og revisions- og konsulentvirksomheden EY iværksat et samarbejde, hvor sidstnævnte nu har udviklet en banebrydende ny applikation ’Sustainable Tax Data Analyzer’, som ved hjælp af dataanalyse kan gennemgå virksomheders skatteansvarlighed og sætte den i relation til både nationale og internationale krav.

”Med dette nye værktøj får vi et lettilgængeligt og objektivt mål for, om de virksomheder, vi investerer i, lever op til vores forventning. Og hvis det ikke er tilfældet, bliver det meget nemmere for os at gå i dialog med selskaberne og få dem til at betale deres skat,” siger Jon Johnsen, administrerende direktør i PKA, og tilføjer:

”I sidste ende kan det være med til at give alle almindelige danske pensionsopsparere ro i maven og tryghed i, at deres penge ikke investeres i virksomheder, der ikke betaler den skat, de skal.”

Samarbejdet mellem PKA og EY har ført til, at sidstnævnte har kunnet målrette værktøjet de informationer, som investorerne har brug for. Den tekniske applikation kan således på en håndfuld vigtige parametre tegne et konkret og objektivt billede af virksomhedernes skatteansvarlighed og dermed gøre det muligt for investorerne at se, om der er blinkende advarselslamper hos bestemte virksomheder.

”Vores bidrag har handlet om at være med til at fremme en faglig funderet gennemsigtighed på skatteområdet, hvilket giver investorerne – her konkret PKA – det bedste grundlag for at beslutte, hvordan de bedømmer ansvarlig skatteadfærd hos virksomhederne,” siger Jan Huusmann, ledende partner og skatteansvarlig i EY Danmark.

Stigende behov for ressourcelet gennemsigtighed

Det har længe været kutyme blandt især pensionskasser at investere deres penge bæredygtigt og i ansvarlige virksomheder, der for eksempel slår positivt ud på ESG-kontoen – altså på sociale samt miljø- og ledelsesmæssige parametre. I de senere år er der imidlertid kommet et særligt fokus på de dele, der handler om skattebetalinger og skattesnyd. Og det er et kompliceret og ressourcemæssigt krævende område for investorerne at skulle undersøge til bunds manuelt.

”Vi har i investeringskredse set et stigende behov for hjælp til at få bedre styr på, hvad der foregår i spændingsfeltet mellem skatteopkrævning og virksomheder. Generelt er gennemsigtighed på området – og dermed investorernes mulighed for at træffe et valg på et oplyst grundlag – en dagsorden, vi gerne vil bakke op om. Derfor besluttede vi at kombinere vores indsigt i skatteforhold og -lovgivning med vores tekniske knowhow og gå i gang med at udvikle ’Sustainable Tax Data Analyzer’,” siger Hanne Kærhøg, partner og ledende europæisk salgsdirektør for EY Financial Services.

I kølvandet på lanceringen af ’Sustainable Tax Data Analyzer’ i Danmark er det planen, at værktøjet skal udbydes globalt via EY’s verdensomspændende netværk.

Øvrige kontakter vedr. Sustainable Tax Data Analyzer:

  • Hanne Kærhøg, Executive sponsor | hanne.kaerhoeg@ey.com | tlf. +45 2529 3194
  • Inge Heinrichsen, Skattepartner | inge.heinrichsen@dk.ey.com | tlf. +45 2529 3761
  • Søren Plaugmann, Teknologiansvarlig | soeren.plaugmann@dk.ey.com | tlf. +45 5158 2882
  • Hans From, Skatteansvarlig for bæredygtige investeringer | hans.from@dk.ey.com | tlf. +45 5151 4326
  • Joseph Asmar, Dataansvarlig for bæredygtige investeringer | joseph.asmar@dk.ey.com | tlf. +45 2529 6760