3 minutters læsetid 5 jun. 2019
danske-virksomheder-går-glip-af-vækstmuligheder

Danske virksomheder går glip af globale vækstmuligheder

Af Søren Smedegaard Hvid

Statsautoriseret revisor og Partner i EY. Direktør for EY Entrepreneur Of The Year, Danmark.

Revisor, Partner og direktør for EY Entrepreneur Of The Year, Danmark. Højt energiniveau, nytænkende, relationsskabende og familiefar. Top dedikeret, vellidt og professionel i alt han foretager sig.

3 minutters læsetid 5 jun. 2019

Dansk erhvervsliv bør være mere internationalt orienteret for at bevare konkurrenceevne i fremtiden. 

Dansk erhvervsliv kan være stolte af at have placeret sig i en liga, hvor vi som et lille land kan gøre os bemærket på langt større markeder verden over. Vi har store etablerede virksomheder med succes, vi har mange, der er globale markedsledere inden for specifikke nicher, og vi har nye start-ups, der på kort tid skaber et solidt aftryk uden for landets grænser. Nogle bygger på en succes på hjemmemarkedet, andre er direkte ’born globals’.

En dansk erhvervssucces er en af grundene til, at jeg lige nu befinder mig i Monaco til dette års EY World Entrepreneur Of The Year, hvor virksomhedsejere og ledere er samlet for at hylde entrepreneurskab, vækst og innovation og adressere fremtidens udfordringer på tværs af landegrænser, brancher og sektorer.

Et nyt globalt væksteventyr

Den danske vinder, Mobile Industrial Robots med Thomas Visti og Niels Jul Jacobsen, er oppe mod et globalt felt af vækstvirksomheder fra knap 50 lande verden over og kæmper om titlen som EY World Entrepreneur Of The Year.

Mobile Industrial Robots er et eksempel på en virksomhed, der er ’born global’ og ’first mover’, når det handler om selvkørende og samarbejdende mobile robotter. Det område er nu en helt ny industri i Danmark og er godt på vej til at blive et globalt væksteventyr. Det er også en inspirerende fortælling om, hvordan den traditionelle industri, i dette tilfælde værftsindustrien, mister pusten, og mennesker ser nye ideer og bygger noget nyt, som skaber arbejdspladser, vækst og optimisme.

Jeg er selv fra Fyn, og det, der er skabt med robotklyngen i Odense og på Fyn, kalder ikke kun på lokal begejstring, men vækker genlyd internationalt. En god idé gør det ikke alene. Det er også en historie om mennesker med et stort drive, stædighed, disciplin og energi.

En international ambition for danske virksomheder

Der kan være mange grunde til, at nogle virksomheder fokuserer på hjemmemarkedet, at nogle gradvis planlægger en global ekspansion og andre tager et internationalt sigte fra start. Når vi ser på det samlede felt af nominerede i EY Entrepreneur Of The Year i Danmark, så er fordelingen mellem ”ude og hjemme” ret lige: 54 pct. af danske vækstvirksomheder har et dansk markedsfokus, mens 46 pct. har blikket rettet mod udlandet.

I betragtning af hjemmemarkedets relativt begrænsede størrelse er det egentlig overraskende mange, der har fokus og ambition herhjemme alene. Og mens jeg igen vil påpege, at det kan være åbenlyst og fornuftigt for nogle, så vil jeg også vove den påstand, at mange flere har internationalt potentiale. Med strategisk snilde og en stålsat vilje til vækst kunne flere løfte deres forretningsmodel ud over landets grænser. Hvis man er dygtig i Danmark og lykkes med sin forretning her, så kunne der for mange sikkert også være succes at hente i udlandet.

De internationale muligheder er ikke letkøbte. En begrænsning kan være mangel på viden og kapital til international ekspansion, og det er uden tvivl en af forklaringerne på, at vi ser mange vækstvirksomheder, der opkøbes af kapitalfonde eller udenlandske virksomheder. Virksomhedens fulde potentiale og stifterens ambitioner får så en ny kapitalstærk ejer ved roret og kan sætte fuld turbo på ekspansionen.

Det halter med internationalisering

Dansk erhvervsliv bør være mere internationalt orienteret for at bevare konkurrenceevne i fremtiden. Det mener de succesfulde vækst-entrepreneurer i EY Entrepreneur Of The Year. 77 pct. af de succesfulde virksomhedsejere er enige eller meget enige i, at dansk erhvervsliv bør være mere internationalt orienteret, og det gælder også blandt dem, der selv overvejende eller udelukkende fokuserer på hjemmemarkedet.

Ifølge Global Entrepreneurship Index 2018 indtager Danmark samlet en 6. plads – og er nr. 3 i Europa efter Schweiz og Storbritannien, når det gælder det bedste ’entrepreneurship eco-system’. På tværs af parametre i undersøgelsen har Danmark den svageste score inden for internationalisering. Det er altså ikke evnerne, der mangler. Det er ikke økosystemet. Det er ikke verdens højeste skattetryk. Det er ikke manglende adgang til kapital. Internationalisering er den største udfordring, og det går begge veje. For det første, at vi tager vores ideer, produkter, services ud i verden, og at vi tager verden til Danmark og tiltrækker talent, start-ups og investeringer. Globalisering er en af de største udfordringer for konkurrenceevnen i Danmark. Vi har behov for det globale udsyn.

Fem gode råd til international ekspansion

  1. Kend dit potentielle marked
    Vær grundig i din analyse. Hvem og hvor er dine kunder? Efterspørger de det samme som de nuværende? Hvad er prisniveauet? Hvordan ser konkurrencesituationen ud?
  2. Læg en fleksibel plan
    Du kommer helt sikkert til at ændre den undervejs, men du skal styre udviklingen bedst muligt. Det er vigtigt med en plan for ekspansion, organisation, finansiering, mv.
  3. Overvej etablering
    Skal du etablere datterselskaber, eller er der bedre muligheder med joint venture, partnerska-ber eller franchise? Hvad er kravene, forventninger, fordele og ulemper?
  4. Pas på reglerne
    Få styr på skat, moms, told og afgifter og anden lovgivning. Forstå reglerne, så du undgår, at ekspansionen møder uforudsete omkostninger eller overtræder lovgivningen.
  5. Få de rette kompetencer med
    Både i det lokale setup med nogen, du stoler på, som kender markedet og i back-office-funktioner. Hvis du flytter ud med familien, kræver det også opbakning og tilpasning.

Sammendrag

Dansk erhvervsliv kan være stolte af at have placeret sig i en liga, hvor vi som et lille land kan gøre os bemærket på langt større markeder verden over. Hvis man er dygtig i Danmark og lykkes med sin forretning her, så kunne der for mange sikkert også være succes at hente i udlandet. Vi giver fem gode råd til international ekspansion.

Om denne artikel

Af Søren Smedegaard Hvid

Statsautoriseret revisor og Partner i EY. Direktør for EY Entrepreneur Of The Year, Danmark.

Revisor, Partner og direktør for EY Entrepreneur Of The Year, Danmark. Højt energiniveau, nytænkende, relationsskabende og familiefar. Top dedikeret, vellidt og professionel i alt han foretager sig.