Pressemeddelelse

28 nov. 2019 København, DK

Ærespris hylder global, familieejet erhvervssucces

I år går prisen til Bent Jensen, der har udviklet familievirksomheden LINAK til en global, innovativ markedsleder på sit felt.

Pressekontakt
Søren Smedegaard Hvid

Statsautoriseret revisor og Partner i EY. Direktør for EY Entrepreneur Of The Year, Danmark.

Revisor, Partner og direktør for EY Entrepreneur Of The Year, Danmark. Højt energiniveau, nytænkende, relationsskabende og familiefar. Top dedikeret, vellidt og professionel i alt han foretager sig.

Relaterede emner EY Entrepreneur Of The Year

Æresprisen ved EY Entrepreneur Of The Year uddeles årligt til en dansk familieejet virksomhed, der har bidraget betydeligt til det danske samfund. I år går prisen til Bent Jensen, der har udviklet familievirksomheden LINAK til en global, innovativ markedsleder på sit felt.

En god ven, der sad i kørestol. En god idé. Den lineære aktuator. Det var nogle af de første skridt i historien om en dansk, global, familieejet erhvervssucces og en mand, der har sat et solidt aftryk og gjort en forskel for samfundet omkring sig.

Æresprisen sætter fokus på virksomheder, hvis bidrag til dansk erhvervsliv og til dansk kultur er unikt. Æresprisen hylder netop de virksomheder og deres ejere, som med et mangeårigt og imponerende engagement har skabt anerkendelse gennem høje standarder.

”Bent Jensen er en virksomhedsejer med sine meningers mod, og som er en rollemodel for både fremtidige iværksættere og nuværende virksomhedsejere. Det gælder ikke mindst, når vi taler om familieejerskab – et tema han aktivt debatterer og støtter op om ud fra hensynet til kommende generationer og et sundt dansk erhvervsliv. Det har juryen ønsket at hylde,” siger Niels Bang-Hansen, chef for erhvervskunder i Danske Bank. Han er indtrådt i juryen bag æresprisen i år, hvor Danske Bank også er med som ny hovedsamarbejdspartner i EY Entrepreneur Of The Year.

Aktivt engagement og bidrag til samfundet

Siden 1982 har LINAK haft hovedkontor i Guderup på Als, og er i dag en internationalt anerkendt virksomhed med en omsætning over 4 mia. kr., ca. 2.400 medarbejdere globalt, produktionsfaciliteter i Danmark, Slovakiet, Kina og USA og datterselskaber i over 35 lande.

Virksomhedens vækst og udvikling er hyldet i flere sammenhænge – også i regi af EY Entrepreneur Of The Year. I 1999 vandt LINAK og Bent Jensen årets EY Entrepreneur Of The Year i Danmark. Her 20 år efter modtager han Æresprisen.

”Æresprisen markerer, at familieejede virksomheder er blandt hjørnestenene i det danske erhvervsliv. Det er både en hyldest til familiens engagement og ledelse gennem årene, til virksomhedens udvikling og til ejerens aktive engagement og bidrag til samfundet omkring sig,” siger Søren Smedegaard Hvid, Partner i EY og direktør EY Entrepreneur of the Year.

Juryen omkring æresprisen består også af bl.a. bestyrelsesformand i Axcel, Christian Frigast, og bestyrelsesformand for Danfoss, Jørgen Mads Clausen.

Prisen overrækkes personligt ved landskåringen i EY Entrepreneur Of The Year den 28. november 2019 i København foran ca. 800 særligt inviterede virksomhedsejere og andre gæster.

  • Baggrund

    I 1907 åbner smeden Christian Jensen et værksted, der bygger maskiner, primært til landbruget. I 1976 overtager hans barnebarn Bent Jensen, der da er nyuddannet maskiningeniør, virksomheden. Han har ambitioner, er innovativ og vil udvikle et mere fremtidssikret forretningsgrundlag. Det fører få år efter til den første elektriske lineære aktuator - en sammentrækning af de ord giver virksomheden et nyt navn: LINAK. Det handler om bevægelse og at løfte, sænke, trække, trykke eller tippe.

    Siden 1982 har LINAK haft hovedkontor i Guderup på Als, og er i dag en internationalt anerkendt innovatør med en omsætning over 4 mia. kr., ca. 2.400 medarbejdere globalt, produktionsfaciliteter i Danmark, Slovakiet, Kina og USA og datterselskaber i over 35 lande.

    LINAK udvikler og producerer aktuatorsystemer til alt fra sundhedspleje og hospitalsudstyr til landbrug, komfortmøbler, kontormøbler og industriel automatisering - produkter, der forbedrer livskvalitet og arbejdsmiljø. Virksomheden fortsætter på sporet mod vækst og internationalisering. Store investeringer i robotter og automatisering holder arbejdspladser i Danmark.

    Med Æresprisen ønsker EY at skabe fokus på og forståelse for værdien af familieejerskabet og vækstskabelse gennem generationer samt de udfordringer, der er knyttet til denne virksomhedstype. Æresprisen markerer, at familieejede virksomheder er blandt hjørnestenene i det danske erhvervsliv.